Dronning Margrethe overrækker Lov om Grønlands Selvstyre til Landstingsformand Josef Motzfeldt. Overdragelsen skete i Landstingssalen i Nuuk søndag d. 21. juni 2009.
Af //Ritzau Scanpix.

I 2009 overgik Grønland fra hjemmestyre til selvstyre.

Overgangen fra hjemmestyre til selvstyre

Baggrunden for overgangen fra hjemmestyre til selvstyre var et grønlandsk ønske om højere grad af selvstændighed. Det førte til nedsættelsen af først en grønlandsk selvstyrekommission i 1999 og siden en fælles grønlandsk-dansk kommission i 2004.

Efter aftale mellem den grønlandske og den danske regering blev der afholdt folkeafstemning, hvor 75% af de grønlandske vælgere stemte for selvstyre.

Hjemtagelse og selvstændighed

Folketinget vedtog herefter den nye selvstyrelov, som bl.a. betød, at flere love og ansvarsområder nu kan hjemtages. Danmark forbeholder sig dog ansvaret for visse områder, herunder udenrigspolitik, forsvars- og sikkerhedspolitik, valuta- og pengepolitik og Højesteret.

Samtidig beskriver selvstyreloven en konkret procedure for selvstændighed for Grønland. En beslutning om selvstændighed er op til den grønlandske befolkning, men loven forudser, at det vil ske efter aftale med samtykke fra folketinget.

Magtens tredeling

Organisatorisk består Grønlands Selvstyre af den lovgivende magt i Inatsisartut (Landstinget), den udøvende magt i Naalakkersuisut (Landsstyret). Indtil Grønland en dag kan oprette egne domstole, hører domstolene i Grønland under den danske stat. Læs mere herom i artiklen Det grønlandske justitsområde.

Læs mere i Lex:

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig