Svalbard

Et fremherskende træk ved øgruppens geologi er de mange kullag, der med en svag hældning gennemskærer de karakteristiske fladtoppede fjelde omkring Isfjorden i det centrale Spitsbergen. Flere steder er lagene brydeværdige, og der har været kulminedrift siden 1899, bl.a. ved Longyearbyen, Ny Ålesund, Sveagruva og Barentsburg. Der er desuden fundet mineraler, bl.a. jern, bly, kobber, zink og asbest, men ingen har endnu vist sig økonomisk rentable at bryde. Øerne er et vigtigt knudepunkt i isbjørnenes vandring fra Grønlands østkyst til Franz Josefs Land, hvorfor bevæbning er påkrævet, når man færdes uden for bysamfundene. Flere af de tidligere minesamfund er blevet omskabt til internationale forskningscentre, og Svalbards storslåede natur og spændende historie tiltrækker hvert år mange turister.

Svalbard har tundraklima, der er karakteriseret ved, at den varmeste måned er koldere end 10° C. I Longyearbyen er middeltemperaturen for marts –12° og for juli 7°. Årsnedbøren er 225 mm. Klimaet på Svalbard er imidlertid i hastig forandring. Ikke noget sted i Europa stiger temperaturen hurtigere end her. Siden 1971 er årsmiddeltemperaturen steget med 5° C, vintertemperaturen med næsten 8°. Stadig oftere oplever Svalbard vejrsituationer med varmegrader og regn i vinteren. Gletsjerne er i tilbagegang; det samme er vinterens dække af havis ud for kysten.

Svalbard er Europas største vildmark, og der er strenge bestemmelser for færdsel udenfor bebygget område. Svalbard har syv nationalparker og yderligere en række naturreservater. I alt er 65 procent af landarealet og cirka 86 procent af territorialfarvandet underlagt fredningsbestemmelser.

Muligvis var området kendt i Island allerede i 1100-tallet. Det blev med sikkerhed opdaget i 1596 af hollænderen Willem Barents, som kaldte det Spitsbergen. Svalbard blev snart centrum for hvalfangst, iværksat af fangere fra mange nationer. Christian 4. forsøgte forgæves at hævde sin suverænitet, men øgruppen vedblev at være ingenmandsland. Hvalfangsten mistede efterhånden sin betydning og blev efter 1700 afløst af sælfangst.

Kulminedriften fra ca. 1900 gjorde atter suverænitetsspørgsmålet aktuelt. Med Svalbardtraktaten af 1920 blev navnet Svalbard officielt fastslået, og Norge fik tilkendt suveræniteten med virkning fra 1925. Øgruppen fik stor opmærksomhed i perioden 1896 til 1928 på grund af en række mere eller mindre vellykkede forsøg på at nå Nordpolen ad luftvejen (Andrée, Wellman, Amundsen og Nobile).

Området skulle dog være demilitariseret, og signatarmagterne blev sikret ret til erhvervsvirksomhed på øerne. Efterhånden blev de udenlandske erhvervsinteresser dog købt ud bortset fra de sovjetiske (nu russiske). Under 2. Verdenskrig blev flere af Svalbards bosætninger stærkt beskadiget af tyske flådeangreb. Ved krigens afslutning forlangte Sovjetunionen ret til militær tilstedeværelse på øerne, men det blev afvist af Norge. Svalbards demilitariserede og neutrale status blev officielt ikke berørt af Norges tilslutning til NATO i 1949.

• Svalbardtraktaten
• Norges geografi

• Sysselmesteren på Svalbard
• Topo Svalbard – kortportal