Sveriges historie 1523-1809

Til forskel fra Danmark på samme tid var monarkiet i Sverige arveligt, men samarbejde med rigsdagen prægede Gustav Vasas styre. Det viste sig ikke mindst i gennemførelsen af Reformationen, som han tidligt sympatiserede med: På rigsdagen i Västerås 1527 fik kongen kontrol med kirken og dens ejendom, og i de følgende år prægede hans udnævnelser kirken i protestantisk retning. Men først fra 1536/1537 blev gudstjenesten for alvor luthersk præget, og det sidste kloster (Vadstena) blev ikke lukket før 1595. Reformationen skabte en ny gejstlighed af lutherske sognepræster, som i de følgende århundreder blev en stærk støtte for staten som propagandister og administratorer. Samtidig blev den gejstlige stand en politisk faktor, der virkede for uddannelse og social disciplinering i den rette tros ånd. Gejstlighed og lutheranisme blev således på væsentlige punkter et fundament for den proces, som gjorde Sverige til et velordnet samfund med en for sin tid veluddannet befolkning.

Indtægterne fra kirkegodset brugte Gustav Vasa bl.a. på at betale krigsfolk og skabe en svensk flåde, hvilket sammen med forbundet med Christian 3. af Danmark under Grevens Fejde (1534–1536) gjorde det muligt at frigøre sig fra den politiske dominans, som Lübeck havde udøvet, siden byen havde hjulpet ham til tronen. Krigsmagtens vækst fortsatte under Gustav Vasas sønner Erik 14., Johan 3. og Karl 9., finansieret af øgede skatter og told på eksporten. Rigsdagens politiske opbakning blev sikret ved en videreførelse af unionstidens nationale retorik, ifølge hvilken Sverige altid var truet af arvefjenderne Danmark og Rusland. Under Karl 9. blev skytset også rettet mod katolikkerne, særlig de polske, idet Karl havde forjaget den retmæssige konge, Johan 3.s søn Sigismund 3. af Polen og Sverige. Vasasønnernes hære baseredes for en stor del på udskrivning af bønderkarle. Det havde man ikke tidligere gjort i Europa, og trods mange vanskeligheder i begyndelsen gjorde det Sverige til en stærkere militærmagt, end økonomien ellers lagde op til. Derfor kunne svenskerne klare sig ganske godt mod Danmark i Den Nordiske Syvårskrig og Kalmarkrigen, ligesom de langvarige polsk-svenske og russisk-svenske krige gav Sverige stadig større besiddelser i Finland og Baltikum.

Under Gustav 2. Adolf og hans datter Kristina blev Sverige i 1600-tallets første halvdel en nordeuropæisk stormagt, mens Danmark mistede sin dominerende position i Norden. Stormagtstidens Sverige fastholdt på de fleste punkter den kurs, som var udstukket i de foregående generationer. En aktiv reformpolitik kom til udtryk i øget eksport, i flere og bedre skoler samt i et for sin tid enestående kompetent embedsværk. Rigets resurser blev ved hjælp af skatteopkrævning og udskrivning udnyttet maksimalt til fordel for militærapparatet, som samtidig blev styrket af reformer.

Krigene mod Rusland og Polen blev foreløbig afsluttet med store territoriale gevinster. Men kampen mod katolikkerne blev videreført ved den svenske indgriben i 1630 i Trediveårskrigen. Det var et dristigt skridt; i begyndelsen ville et enkelt tabt slag have kunnet knække den svenske magt i Tyskland. Det gik imidlertid godt, og efterhånden voksede krigsledelsen i Tyskland til et omfang, der overgik den hjemlige statsmagts. Den blev styret af Gustav 2. Adolf og Axel Oxenstierna og efter Gustav Adolfs død i 1632 af Oxenstierna i den umyndige Kristinas sted. Hærene bestod fortrinsvis af tyske og skotske lejetropper. De blev i hovedsagen betalt af Frankrig og fra de indtægter, som kunne skaffes ved afpresning af de besatte områder.

Det enorme militærapparat havde alligevel vældige virkninger på Sverige. Mange af de titusinder, som blev udskrevet til krigen, vendte aldrig hjem. Skattebyrden var stor, og samtidig afstod kronen bid for bid sit gods for at kunne betale eller belønne officerer og embedsmænd. På den måde blev tusinder løftet socialt; generaler og diplomater i kongens nærhed blev hovedrige grever og friherrer, og et stort antal officerer og embedsmænd med en beskeden baggrund fik svensk adelskab og måske også jordegods. Denne talstærke, europæisk prægede elite gav desuden anledning til en blomstringsperiode inden for litteratur, kunst og videnskab.

Efter Den Westfalske Fred i 1648 blev hæren reduceret, men den var stadig en stor økonomisk byrde. Fra 1655 til 1660 lykkedes det kortvarigt for Karl 10. Gustav at ernære hæren ved krig uden for grænserne. Det indbragte Sverige en af de få blivende territoriale gevinster i Stormagtstiden, da han vandt Skånelandene og Bohuslän fra Danmark-Norge. Dermed blev det givet, at Danmark og Sverige ville forblive modstandere langt ind i fremtiden, og at fjendskabet fra unionskrigenes tid blev holdt ved lige.

Statens finansproblemer forblev længe uløste. Skånske Krig (1675-1679) var gået dårligt for Sverige og blev et vendepunkt. Den unge Karl 11., som var blevet myndig i 1672, havde personligt gjort en stor indsats under krigen. På den baggrund optrådte han stadig mere magtfuldkomment uden hensyn til rigsrådet, der var domineret af hans gamle formyndere. På rigsdagene i 1680 og 1682 blev kongen givet næsten enevældig magt af et flertal bestående af de ikke-adelige stænder og den lavere adel. Han fik reelt magt til at give love, dog uden at rigsdagens medvirken officielt blev afskaffet. Rigsrådets rolle blev begrænset til at svare, når det behagede kongen at rådspørge det. Til gengæld for deres støtte fik de ikke-adelige og den lavere adel med beslutningen om reduktionen opfyldt et ønske om, at kronen inddrog sit tabte jordegods fra den rige del af adelen, hvorved skattebyrden kunne lettes. Karl 11. brugte det konfiskerede jordegods til indførelse af et nyt system til betaling af først og fremmest officerer: indelningsverket. Målet med det fortsat omfattende krigsapparat var først og fremmest at sikre det lille svenske imperium mod dets mange fjender. Den enevældige regering gennemførte ikke andre store reformer, men kunne mærkes som et fast pres i retning af effektivitet og ensartethed. Det sidste var ikke mindst føleligt i Skånelandene, hvor dansk lov, sprog og sædvane med held blev udryddet. Grundlæggelsen af Lunds Universitet i 1666 var et væsentligt led i forsvenskningspolitikken.

Den reformerede krigsmagt kom til at stå sin prøve under Store Nordiske Krig (1700–1721), som næsten faldt sammen med Karl 12.s regeringstid. Både krigsmagten og kongen som krigsfører vandt stor ære, først da angrebet fra Danmark-Norge, Sachsen-Polen og Rusland blev slået tilbage i 1700, senere da Sverige sikrede sig kontrollen i Polen i 1704, og til sidst i den lange, men forgæves kamp mod overmagten. Krigen blev efterhånden en voldsom belastning pga. de øgede skatter og de høje dødstal. Hertil kom de økonomiske indgreb, som kongens højre hånd, Georg Heinrich von Görtz, gennemførte i krigens sidste år: statslig kontrol med eksporten, minimumspriser, tvangslån, formueskat og nødmønt. Efter nederlaget i Slaget ved Poltava i 1709, hvor den svenske hær blev knust, opholdt Karl 12. sig i fem år på osmannisk territorium, og i hans fravær voksede rigsrådets magt atter. Det vovede endda at indkalde en rigsdag uden først at spørge kongen, men efter hans hjemkomst blev rådet straks igen fortrængt fra magten.

Karl 12.s død i 1718 udløste store forandringer. Sverige sikrede sig fred ved omfattende afståelser af land; det meste af, hvad der var vundet siden Gustav Vasas tid på den anden side af Østersøen, gik tabt. Sveriges stormagtsstilling gik under, knust af en koalition af de stater, som havde lidt mest under Sveriges fremgang: Danmark, Rusland og Polen. Striden om tronfølgen faldt i 1719 ud til gunst for Karl 12.s søster Ulrika Eleonora, som i 1720 overlod tronen til sin mand, Frederik 1. Rigsdagens valg af regent var led i et opgør med enevælden; i 1723 blev kongen frataget egentlig selvstændig myndighed og reduceredes til at være første mand i rigsrådet. Rådets øvrige medlemmer blev udpeget af kongen ud fra en liste med tre kandidater, udarbejdet af rigsdagens stænder. Rigsrådet stod til ansvar over for rigsdagen, som kunne fjerne medlemmer fra rådet og havde magt til at gribe ind, hvor den ønskede det, ligesom den kunne fastlægge sine egne møder. Dermed var en ny epoke, Frihedstiden, indledt.

De nye, parlamentariske principper skabte langsomt et partisystem. I 1730'erne opstod Hattarna, der var modstandere af rigsrådets stærke mand, Arvid Horn, og hans fredspolitik. Fra 1738 til 1765 kontrollerede Hattarna rigsdag og rigsråd; magten blev bl.a. brugt til at føre krig mod Rusland fra 1741 til 1743 og til deltagelse (1757–1762) i Syvårskrigen mod Preussen, men begge krige gik dårligt for Sverige. Under Hattarnas regimente fik oppositionen, Mössorna (Huerne), fastere form som parti og efterhånden en ny politisk platform. Da partiet fik magten 1765/1766, stod det ikke kun for den traditionelle fredspolitik, også økonomisk liberalisering og krav om udjævning af de sociale privilegier indgik i programmet. Adelens privilegier blev et hovedpunkt i den politiske debat, som for alvor tog fart efter gennemførelsen af Trykkefrihedsforordningen i 1766.

Modsætningerne mellem adelen og de øvrige stænder samt voksende utilfredshed med det ustabile og korrupte partisystem resulterede til sidst i frihedstidens afslutning. Med Gustav 3. fik Sverige i 1771 sin første mandlige arvekonge siden Karl 12. Gustav tog med militærets hjælp magten ved et kup året efter, og rigsdagen vedtog en ny regeringsform, der begrænsede dens egen magt kraftigt til fordel for kongen.

Gustavs økonomiske politik lignede Mössornas, men deres antiaristokratiske og fredssøgende linje fulgte han ikke. Hans ønske om en aktiv og aggressiv udenrigspolitik førte til krig i 1788, da Rusland blev angrebet. Krigen, der blev afsluttet i 1790, gik ikke godt; til gengæld vandt Gustav en stor indenrigspolitisk sejr på rigsdagen i 1789, da han fik udvidet sine magtbeføjelser og samtidig reelt fik rigsrådet afskaffet. Det skete i forståelse med de ikke-adelige stænder, som til gengæld opnåede, at adelens privilegier blev reduceret. Bønderne fik ret til at opkøbe adelens jord (hovedgårdene undtaget) og til at købe jord af kronen. Ikke-adelige fik adgang til alle embeder undtagen de allerhøjeste, og det adelige rigsråd blev erstattet af forskellige dømmende og administrative organer, hvis medlemmer blev udnævnt på baggrund af kvalifikationer, ikke fødsel.

Den genfødte kongelige enevælde, der blev rammen om både en rig hofkultur og en blomstrende borgerlig kultur, overlevede mordet på Gustav 3. i 1792, men sønnen Gustav 4. Adolfs regeringstid blev præget af Den Franske Revolution samt Revolutions- og Napoleonskrigene. Internt var der uro om bl.a. trykkefrihedens grænser og stændernes privilegier, og fra 1805 var Sverige i krig med Frankrig, primært af ideologiske grunde. Man håbede samtidig, at en lejlighed ville byde sig til erobring af Norge. Krigen mod Frankrig udviklede sig imidlertid katastrofalt efter etableringen af en fransk-russisk alliance i 1807; franskmændene besatte svensk Forpommern i 1808, og 1808/1809 erobrede russerne hele Finland. Sverige kom også i krig med Danmark-Norge, og en overgang truede en fransk støttet dansk invasion i Skåne. I marts 1809 styrtede hæren Gustav 4. Adolf, og efter at rigsdagen havde vedtaget en ny regeringsform, blev hans farbror konge som Karl 13. I september samme år blev hele Finland samt Åland og en del af det nordlige Sverige afstået til Rusland. Tabet af en tredjedel af riget og en fjerdedel af befolkningen blev opfattet som en sønderlemmelse af et sammenhængende hele, selvom flertallet i den tabte befolkning var finsktalende, og selvom der siden 1780'erne havde været tilløb til finsk separatisme.