Taiwans geografi

Taiwan ligger i en jordskælvszone. Chi-chi-jordskælvet i september 1999 var således af styrke 7,3 på Richterskalaen og medførte omfattende ødelæggelser og et tabstal på 2415 mennesker dræbt. I april 2024 blev Taiwan igen ramt af et stort jordskælv der målte 7,4 på Richterskalaen. Denne gang var ødelæggelserne mere begrænsede, og kun 10 mennesker mistede livet. Årsagerne til det lave tabstal tilskrives at Taiwan siden 1999 har sikret alle deres bygninger mod jordskælv, samt at de har udviklet et af verdens bedste og mest avancerede jordskælvsberedskaber.

Landet rammes også jævnlig af tropiske cykloner. De optræder ofte i sensommeren og forårsager ødelæggelser på bygninger og afgrøder. Klimaet er i øvrigt relativt varmt, fugtigt og blæsende store dele af året. Hele øen ligger i det tropiske monsunbælte. Fra november til marts blæser vindene fra det kinesiske fastland og giver betydelig regn på øens nordlige del, mens resten har mere tørt og solrigt klima. Middeltemperaturen i de koldeste måneder ligger på 15-17 °C. Fra maj til oktober præges klimaet af sydvest-monsunen, som bringer regn i syd, mens de nordlige dele får mindre nedbør. Middeltemperaturen i de varmeste måneder ligger omkring 30 °C. Der falder i gennemsnit ca. 2500 mm regn om året.

Taiwan har kun få mineralske råstoffer, men udviklede i første halvdel af 1900-t. et rigt landbrug på de frugtbare alluviale jorder. De japanske koloniherrer ønskede at udvikle øen til Japans riskammer og gennemførte derfor en forenkling af fæstesystemet samt en række produktivitetsfremmende foranstaltninger, bl.a. overrislingssystemer. Efter 2. Verdenskrig udvikledes landbruget yderligere gennem øget anvendelse af gødning, nye forbedrede sorter og mekanisering. Der introduceredes også en række nye afgrøder, bl.a. blev landet storeksportør af asparges og champignoner på dåse. Landbrugets rolle som eksportør blev dog overgået af industrien sidst i 1960'erne.

Japanerne havde i den sidste del af koloniperioden etableret en vis sværindustri, men mange fabrikker var ødelagt efter 2. Verdenskrig. Sammen med Chiang Kai-shek kom en del tekstilfabrikanter, som tog udstyr og erfaringer med til øen. Med hjælp fra amerikanerne etableredes også anden letindustri i 1950'erne, og i 1960'erne begyndte de lokale virksomheder at eksportere, samtidig med at multinationale selskaber oprettede eksportrettede virksomheder. Med sigte på at støtte lokal våbenproduktion og generelt øge den lokale værditilvækst i industrien blev der i løbet af 1970'erne opbygget en betydelig sværindustri, som leverede halvfabrikata, maskiner og komponenter til eksportindustrien.

I 1980'erne blev der satset på omstilling til vidensintensiv, højteknologisk produktion, fx i teknologiparken i Hsinchu, og der etableredes bl.a. en betydelig computerindustri. Fra midten af årtiet blev den arbejdsintensive produktion presset ud af øen af høje jordpriser, lønstigninger, påtvungne opskrivninger af valutaen samt skærpede krav til miljøforanstaltninger. I første omgang rettede udflytningen sig imod Sydøstasien, men fra omkring 1991 blev mange virksomheder grebet af "Kinafeberen", og allerede ved udgangen af 1995 havde mere end 30.000 virksomheder foretaget investeringer på i alt 30 mia. US dollar i Kina. I 2025 er de samlede taiwanske investeringer i Kina steget til over 200 mia. USD, selvom spændingerne mellem de to lande har ført til en vis tilbageholdenhed fra taiwanske virksomheder.

Bag Taiwans succesrige økonomiske udvikling til et moderne industri- og servicesamfund ligger der en række forskellige faktorer.

For det første understøttede både den japanske kolonisering og betydelig amerikansk bistand tidligt landets udvikling. Fæstesystemet blev afskaffet gennem en serie af jordreformer i 1950'erne, som samtidig gjorde det af med nationalistregeringens lokale fjender, godsejerne. I stedet blev landbruget baseret på små selvejerbrug.

For det andet øgedes produktiviteten gennem en omfattende og effektiv konsulenttjeneste samt gennem etableringen af topstyrede bondesammenslutninger. Staten havde betydelig kontrol over udviklingen gennem kontrol med vigtige resurser som vand, kunstgødning og kredit. På den ene side sørgede den for at "fodre gåsen, som lagde guldæggene", og på den anden side overførte den resurser til opbygningen af en fremstillingsindustri og sørgede via priskontrol for, at arbejderne her fik billig mad, så lønningerne dermed kunne holdes nede.

For det tredje udvikledes uddannelsessektoren tidligt og blev løbende udbygget svarende til de skiftende behov i erhvervslivet.

For det fjerde lykkedes det tidligt at trække overskudsarbejdskraften fra landbruget, bl.a. kvinder, ind i letindustrien, samtidig med at arbejdskraften blev forhindret i at organisere sig.

For det femte etableredes der en styret markedsøkonomi, hvor en nærmest leninistisk opbygget, men stærkt antikommunistisk stat satte sig i spidsen for landets udvikling. Ud over at kontrollere bønderne og arbejdskraften havde staten kontrol over finanssektoren og landets nøgleindustrier. Gennem en selektiv beskyttelse og støtte til nye vækstindustrier samt en styring af udenlandske virksomheder sikredes en sammenhængende industriudvikling, og gennem kravet om eksport sikredes det, at denne ikke blev ineffektiv. Fra midten af 1980'erne igangsattes en gradvis deregulering og liberalisering.

For det sjette udnyttede taiwanesiske småvirksomheder de muligheder, som den statslige støtte og de gode verdensmarkedsbetingelser gav for eksportrettet fremstillingsindustri. Små og mellemstore virksomheder kom til at udgøre over 95% af øens virksomheder og blev hjørnesten i eksportsektoren. Mange havde kun en kort levetid, men nye kom til, og mange blev kvalitetsleverandører af komponenter og halvfabrikata til store udenlandske firmaer. Nogle få udviklede sig til globale koncerner som computergiganten Acer. Virksomhederne udviklede en formidabel evne til at følge skiftende markedstendenser, produktspecifikationer og -standarder i Vesten og til at udvikle produkter på et middelhøjt teknologisk niveau. De små og mellemstore virksomheder giver fortsat Taiwan en fleksibel erhvervsstruktur, og på trods af fraværet af en velfærdsstat har de bidraget til en relativt ligelig fordeling af indkomsterne i samfundet. Denne tendens er også blevet befordret af, at Taiwan har en af verdens bedst uddannede befolkninger.

I de senere år har Taiwan sat ambitiøse mål for udbygning af vedvarende energi som led i den grønne omstilling og for at øge sin energisikkerhed. Især vind- og solenergi er i fokus, og Taiwan ønsker at blive et regionalt knudepunkt for havvindenergi. I den forbindelse spiller danske virksomheder en nøglerolle, især energiselskabet Ørsted, som er en af verdens førende aktører inden for havvind. Ørsted har siden 2016 investeret massivt i taiwanske vindprojekter og står bag flere store havvindmølleparker ud for vestkysten, ind mod det kinesiske fastland, herunder Formosa 1 og Greater Changhua-projekterne.

Disse investeringer omfatter ikke kun opførelse af mølleparker, men også samarbejder med lokale virksomheder, teknologioverførsel og opbygning af en lokal forsyningskæde. Det dansk-taiwanske samarbejde inden for vedvarende energi betragtes som et mønstereksempel på grøn industripolitik og international energidiplomati. Ørsteds tilstedeværelse har samtidig styrket Danmarks relationer til Taiwan og gjort dansk teknologi og knowhow til en synlig del af øens grønne fremtid.