I efteråret 2024 lykkedes det Lai Ching-te og DPP at få Taiwans forfatningsret til at underkende flere af de lovændringer, GMD og TPP havde vedtaget. GMD og TPP nægtede dog at anerkende forfatningsrettens kendelse, da de mente, at forfatningsretten ikke var politisk neutral, i og med at alle 15 medlemmer af forfatningsretten var blevet udpeget i Tsai Ing-wens otteårige præsidentperiode (hvor DPP både havde præsidentembedet og flertallet i den lovgivende yuan).
GMD og TPP's modsvar var at vedtage en lovændring i forhold til forfatningsretsplejen i Taiwan. Lovændringen blev vedtaget i december 2024, og den gjorde det sværere at få en lov underkendt som forfatningsstridig, da mindst 9 ud af de 15 medlemmer af forfatningsretten nu skulle stemme for, at en lov er forfatningsstridig. Samtidig nægtede GMD og TPP med deres flertal at godkende præsidentens nominerede til de syv tomme pladser i forfatningsretten, hvilket betød, at forfatningsretten fra 2025 kun bestod af 8 medlemmer. Forfatningsretten blev dermed midlertidigt sat ud af spil i december 2024, hvilket skabte vrede blandt mange taiwanere. Som reaktion herpå begyndte "Bluebird"-bevægelsen at organisere en tilbagekaldelseskampagne mod mange af GMD's medlemmer af den lovgivende yuan.
Kampagnen fra "Bluebird"-bevægelsen om at tilbagekalde GMD medlemmer af den lovgivende yuan knyttede sig til en særlig lov i Taiwan: loven om valg og tilbagekaldelse af offentlige embedsmænd. Loven er tidligere kun blevet brugt få gange til at tilbagekalde enkelte korrupte taiwanske folkevalgte politikere, men med "Bluebird"-bevægelsens massive tilbagekaldelseskampagne mod GMD, så man for første gang loven blive brugt som et politisk redskab til at ramme et helt partis folkevalgte politikere i Taiwan.
Selvom DPP fra start af ikke var direkte involverede i de civile tilbagekaldelseskampagner mod GMD, beskyldte GMD med det samme Lai Ching-Te og DPP for at stå bag tilbagekaldelseskampagnen, og for at bruge dem som redskab for politisk forfølgelse af deres modstandere, og at det var en politisk heksejagt på lige fod med Ko Wen-je's korruptionssag. I løbet af foråret 2025 begyndte flere GMD og DPP politikere at blive ofre for flere tilbagekaldelseskampagner, og begge partier begyndte offentligt at advokere for tilbagekaldelsen af deres politiske modstandere. Retorikken blev også skærpet fra de to sider, hvor bl.a. "Bluebird"-bevægelsen og enkelte DPP politikere beskyldte GMD for at gå Kinas ærinde og være i ledtog med KKP, ved bl.a. at svække Taiwans militærbudget gennem GMD's gennemførelse af betydelige nedskæringer i den endelige finanslov for 2025. På den anden side beskyldte GMD Lai Ching-te for at opføre sig diktatorisk, og GMD's leder Eric Chu valgte endda at sammenligne Lai med Hitler i en udtalelse i april 2025.
I juni 2025 vedtog Taiwans centrale valgkommission, at der i juli og august skulle afholdes to tilbagekaldelsesvalg for 31 af GMD's medlemmer af den lovgivende yuan, samt GMD-borgmesteren i byen Hsinchu. GMD's krav om tilbagekaldelsesvalg for DPP medlemmer af den lovgivende yuan blev ikke godkendt, da GMD ikke kunne mønstre nok opbakning fra registrerede taiwanske vælgere.
Resultatet af det første tilbagekaldelsesvalg den 26. juli 2025 blev, at alle 24 GMD-medlemmer af den lovgivende yuan og borgmesteren af Hsinchu overlevede afstemningen og dermed beholdt deres mandater. Den 23. august blev der afholdt det andet tilbagekaldelsesvalg, her overlevede alle syv af GMD's medlemmer af den lovgivende yuan som var på valg.
At det ikke lykkedes at få tilbagekaldt én eneste af GMD-medlemmerne af den lovgivende yuan i de to tilbagekaldelsesvalg til trods for den massive mobilisering af græsrodsbevægelser mod GMD, var et stort nederlag for DPP, og regeringspartiet meldte allerede ud på den sidste valgdag, at man nu ville fokusere mere på at at samarbejde med GMD og resten af opposition, samt at regeringen ville prøve at rette fokus mod de økonomiske problemer i Taiwan, med bl.a. høje boligpriser og energimangel, som er mere akutte problemstillinger for den almindelige taiwanere end konflikten med Kina.
De to tilbagekaldelsesvalg var tilgengæld en stor sejr for GMD, som dermed fastholdt sit flertal i den lovgivende yuan sammen med TPP. Samtidig gav det GMD en tro på, at store dele af den taiwanske befolkning stadig støtter op om deres parti og ikke ønsker, at præsident Lai og DPP får flertal alene i den lovgivende yuan.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.