Taiwans forfatning og politiske system

Republikken Kina havde plads i FN som Kinas legitime repræsentant indtil 1971. Da mistede man pladsen i FN og i FN’s Sikkerhedsråd til Folkerepublikken Kina. Navnet ”Taiwan” anvendes især af dem i Taiwan, som ønsker fuld taiwanesisk selvstændighed.

Omvendt anvender dem, som på et eller andet tidspunkt ønsker en genforening med Folkerepublikken Kina ofte navnet ”Republikken Kina”. I sportssammenhænge ser man ofte betegnelsen ”Kinesiske Taipei” anvendt (Taipei er hovedstaden i Taiwan). Det skyldes et pres fra Folkerepublikken Kina, som ønsker at understrege Taiwans forbindelse til Kina.

Den tidligere præsident for Republikken Kina på fastlandet, Chiang Kai-shek, flygtede i 1949 til Taiwan. Det skete i kølvandet på hans nederlag til kommunisterne, som 1. oktober 1949 udråbte Folkerepublikken Kina på Den Himmelske Freds Plads i Kina. De to millioner bestod af soldater, som havde kæmpet på Chiang Kai-sheks side, høststående medlemmer af Chiang Kai-sheks parti, Guomindang (GMD), mange erhvervsfolk og lignende.

Chiang Kai-shek greb med sine mange støtter kontrollen over Taiwan, som har betragtede som repræsentant for hele Kina. I en årrække så en lang række af verdens lande også således på det.

Danmark var dog hurtig til at anerkende Folkerepublikken Kina som eneste legitime repræsentant for Kina i stedet for Taiwan. Det hang ikke mindst sammen med, at Det Østasiatisk Kompagni (ØK) som dansk selskab havde store interesser i Folkerepublikken, som det var lettere at beskytte med en dansk diplomatisk anerkendelse.

Som konsekvens af 228-massakren i 1947, hvor GMD slog hårdt ned på lokale taiwaneres demonstrationer for mere demokrati og medbestemmelse, indførte Guomindang en militærundtagelsestilstand på Taiwan, for at holde styr på de lokale taiwanere, imens GMD udkæmpede borgerkrigen mod kommunisterne på det kinesiske fastland. Efter nederlaget i borgerkrigen i 1949, og flugten til Taiwan fortsatte GMD med at opretholde undtagelsestilstanden i hele perioden fra 1949 til 1987. Guomindang-styret anvendte undtagelsestilstanden til at undertrykke enhver politisk modstand i Taiwan, og det antages at omkring 100.000 personer blev fængslet. Mange taiwanere blev endda dødsdømt, fordi de var modstander af Guomindang eller kommunister. Denne vold og undertrykkelse af den taiwanske befolkning under undtagelsestilstanden, kaldes for "den hvide terror".

I perioden fra sidst i 1970’erne gennemførte Guomindang-styret en række politiske reformer, som gradvis ændrede det stærkt autoritære styre til et demokrati. De indledtes, mens Chiang Kai-sheks søn, Chiang Ching-kou var præsident. Han begyndte også at give plads i styret til andre end dem, som var ankommet fra det kinesiske fastland til Taiwan i 1949.

I 1986 blev det Det Demokratiske Progressive Parti (DPP) dannet, som efterhånden blev Taiwans stærkeste oppositionsparti og siden landets regeringsparti. I 1988 døde Chiang Ching-kou, og Lee Teng-hui, som stammede fra Taiwan, overtog præsidentembedet som repræsentant for Guomindang-partiet. Han fortsatte reformprocessen. Forfatningen blev omskrevet, således at Taiwan ikke længere prætenderede at repræsentere hele det tabte Kinas territorium.

I 2000 blev Chen Shui-ban fra DPP valgt som præsident som den første uden for Guomindang. Sidstnævnte parti havde dog stadig flertallet i Taiwans parlament. Han blev genvalgt i 2004. En vigtig forskel mellem Guomindang og DPP er, at GMD er et kinesisk parti og derfor tror på at Taiwan er en del af Kina, blot ikke Folkerepublikken Kina, men derimod Republikken Kina. DPP er derimod skabt på baggrund af de taiwanere som blev undertrykt af GMD under undtagelsestilstanden, og partiet går derfor ind for Taiwans selvstændighed.

I 2008 genvandt GMD præsidentposten med Ma Ying-jeou i spidsen. Det betød bl.a., at Taiwans handelsforbindelser og økonomiske forbindelser i det hele taget blev styrket med Folkerepublikken Kina. Ved valget i 2016 vandt DPP imidlertid igen præsidentposten, som blev overtaget af Tsai Ing-wen. For første gang i Taiwans historie fik DPP også flertal i Taiwans parlament.

Tsai Ing-wen har gentagne gange appelleret til verdenssamfundet for at få dets hjælp til at få Folkerepublikken Kina til at respektere Taiwans uafhængighed. Det er imidlertid ikke lykkedes, hvilket bl.a. hænger sammen med den vægt, som Folkerepublikken Kina efterhånden har fået i verdensøkonomien, hvor det har en størrelse, som nærmer sig USA’s.

Ved valget i 2020 blev Tsai Ing-wen genvalgt. Samtidig fik DPP igen et flertal i den lovgivende yuan (Taiwans parlament) med 61 ud af i alt 113 pladser. Guomindang (GMD) fik 38 pladser. I 2024 genvandt DPP præsidentembedet, men fordi en præsident kun kan sidde to perioder, var det Tsai Ing-wen's vicepræsident, Lai Ching-te, som blev vandt præsidentvalget. DPP mistede dog deres flertal i den lovgivende yuan, og GMD fik 52 pladser. Dog er der ingen partier som lige nu har de afgørende 57 mandater for et flertal, hvilket gør at partierne på tværs af den grønne koalition (DPP) og den blå koalition (GMD) er tvunget til at samarbejde.

Taiwan regnes i dag for at være et fuldt ud demokratisk land.

Taiwans forfatning bestemmer, at Taiwans parlament og lovgivende organ består af ét kammer med som nævnt 113 pladser. Det kaldes også den lovgivende yuan. 73 af medlemmerne af parlamentet vælges direkte af vægerne via valg i enkeltmandskredse, hvor den opstillede til valget med flest stemmer er valgt. Det er samme valgsystem, som anvendes i bl.a. Storbritannien og USA.

34 af pladserne i Taiwans parlament tildeles partier som en slags tillægsmandater baseret på partiernes samlede vælgerandel. Denne ordning findes ikke i Storbritannien og USA, men ligner snarere systemet, som kendes fra Danmark. Herudover er seks af pladserne i parlamentet forbeholdt repræsentanter fra to områder, hvor Taiwans oprindelige polynesiske indbyggere bor.

Præsidenten i Taiwan vælges i følge forfatningen direkte af vælgerne. Vedkommende har den udøvende magt i landet. Taiwans premierminister, som leder regeringen, vælges landets præsident. Hvis præsidenten og flertallet i parlamentet kommer fra to forskellige partier, som det var tilfældet i 2000 til 2008, er der fare for, at lovgivningsprocessen går i stå, når de to partier er uenige. Siden valget i 2024 har ingen partier dog haft flertallet i den lovgivende yuan.

• Taiwans politiske partier
• Taiwan
• Taiwans historie