Tinos

Tinos er bjergrig med ujævne og stejle kyststrækninger og dens højeste punkt er Tsiknia på 729 m. Der dyrkes hvede, figner, druer og oliven, og der brydes hvid, sort og grøn marmor til eksport. Tinos er sammen med naboøen Syros de mest katolsk orienterede græske øer med egne bispesæder, klostre og kirker. Centralt på øen ligger ruinerne af en venetiansk middelalderborg, Exombourgo.

Fra hovedbyen, der også hedder Tinos, er der færge- og flyvebådsforbindelse til de omkringliggende øer og til Athens havneby Piræus.

Tinos by med 5100 indbyggere (2021) og havn er præget af små hvide kykladehuse, venetianske huse og snoede gader. Byen domineres af den nye og gamle havn og den brede Megalocharisgade, der leder op til pilgrimskirken Panagia Evangelistria, som er bygget i hvid marmor fra øen og af resterne af Apollontemplet fra øen Delos. Hvert år i august besøger mere end 25.000 pilgrimsrejsende kirken, som har været valfartssted siden 1822, da der her blev fundet en oldkristen ikon.

Tinos by har et arkæologisk museum med fund fra hellenistisk tid. Nord for havnen ligger en antik helligdom for Poseidon og nordøst for byen ligger det store kloster Kechovouniou fra 1100-tallet.

Fra 395 e.v.t. var Tinos en del af det byzantinske imperium, men efter det 4. korstog i 1204 kom øen på venetiansk-katolske hænder. I 1715 erobrede osmannerne den.

Efter Den Græske Frihedskrig i årene fra 1821 til 1829 blev øen en del af Grækenland. I 1940, før Grækenland blev inddraget i 2. Verdenskrig, blev det græske krigsskib Elli torpederet af en italiensk u-båd ud for Tinos’ havn.

• Grækenland
• Den Sydægæiske Region
• Kykladerne
• Det Ægæiske Hav