Tuzla har en større industrizone, hvor der udvindes salt og brunkul, og hvor der bl.a. produceres klorkemikalier, sæbe, elektroteknik, maskiner og møbler. Her foregår der metalforarbejdning. Foto fra 2011.
Metalforarbejdning i Tuzla, Bosnien.
Af /Ritzau/Scanpix.

Tuzla er en by i Bosnien-Hercegovina 110 kilometer nord for Sarajevo. Det er landets tredjestørste by med 74.500 indbyggere (2013), hvoraf godt 70 % er bosniakker. Byen er kendt for at have beholdt sin multietniske karakter fra før krigen i 1990'erne.

Faktaboks

Etymologi

Navnet Tuzla er en afledning af tyrkisk tuz 'salt'.

Tuzla er et af landets største industricentre med bl.a. saltudvinding, kemisk, maskin- og elektronisk industri, brunkulsudvinding og levnedsmiddelindustri. Byen har et universitet med over 7000 studerende, hvoraf over 2/3 af de indskrevne er kvinder. Siden ca. 2018 har man oplevet en stor stigning i turismen.

Tuzla er hovedby i kantonen af samme navn, som er Bosnien-Hercegovinas folkerigeste med 450.000 indbyggere.

Tuzlas historie

Saltets by

Området omkring Tuzla har været beboet siden stenalderen, mens selve byen nævnes første gang i romertiden under navnet Salines, hvilket refererer til salt, som man i flere tusinde år har indvundet fra det saltvand, der ligger under byen.

Slaviske folk bosatte sig i området i 700-tallet og etablerede den nuværende by under navnet Soli, hvilket igen refererer til salt. Siden var byen igennem middelalderen en af hovedbyerne i landsdelen Soli i den middelalderlige bosniske stat.

Osmannerne indtog området i første halvdel af 1500-tallet og ændrede byens navn til det nuværende, som har den samme klare reference til saltudvinding, idet ordet tuz betyder 'salt' på tyrkisk.

Efter over 350 år under osmannerne blev Tuzla (som en del af Bosnien-Hercegovina) ved Berlinerkongressen i 1878 overdraget til Østrig-Ungarn, som i slutningen af 1800-tallet satte gang i en industrialisering baseret på salt- og kuludvinding.

Den jugoslaviske periode

I forbindelse med dobbeltmonarkiets sammenbrud i slutningen af 1. Verdenskrig blev Tuzla en del af den nyetablerede jugoslaviske stat.

I mellemkrigstiden var byen et vigtigt centrum for arbejderbevægelsen og kommunistpartiet, og under 2. Verdenskrig centrum for modstandsbevægelsen, som befriede byen allerede i oktober 1943, således at den blev kendt som den største befriede by i det af Aksemagterne besatte Europa. Den endelige befrielse kom i september 1944, hvorefter Tuzla udvikledes til et af største industricentre i det tidligere Jugoslavien.

Ved kommunalvalget i 1990 blev Tuzla en af få byer i Bosnien-Hercegovina, hvor de nyetablerede nationalistiske partier ikke vandt. Siden er Tuzla blevet kendt som den eneste kommune i Bosnien-Hercegovina, der aldrig har været styret af et nationalistisk parti. Ved valget i 1990 vandt det socialdemokratiske parti Alliancen for Jugoslaviens Reformkræfter, dannet af den sidste jugoslaviske premierminister Ante Marković (1924-2011). Siden blev partiet sammenlagt med et par andre socialdemokratiske partier til Bosnien-Hercegovinas Socialdemokratiske Parti. Partiet har altid haft flertal i kommunalbestyrelsen og borgmesterposten i Tuzla.

Krigen efter Jugoslaviens opløsning

Under krigen i 1990'erne blev Tuzla i den internationale presse beskrevet som "fredens oase" i det krigshærgede land. Byens daværende borgmester Selim Bešlagić (f. 1942) blev nomineret til Nobels Fredspris i 1997 for sin måde at styre byen på under krigen og for at promovere fred og sameksistens mellem de forskellige etniske grupper.

I 1993 blev Tuzla udråbt til et FN-sikret område, men den 25. maj 1995 blev byens centrum udsat for et bosnisk-serbisk granatangreb, hvorved 71 mennesker blev dræbt. I sommeren samme år modtog byen tusinder af fordrevne bosniakiske kvinder og børn efter folkemordet i Srebrenica.

Tuzla-området er også kendt for den såkaldte Operation Bøllebank, en træfning udkæmpet i april 1994 mellem de bosnisk-serbiske og de danske FN's sikringsstyrker. FN's sikringsstyrke bestod af en svensk-dansk bataljon, NORDBAT, der bl.a. omfattede et dansk hovedkvarterskompagni og en kampvognseskadron på ca. 125 mand og ti Leopardkampvogne. Den 29. april 1994 forsøgte de bosnisk-serbiske styrker at presse FN-styrken tilbage ved at beskyde en observationspost. NORDBAT reagerede ved at undsætte posten med seks danske kampvogne i to delinger, der kom under voldsom beskydning. Kampvognene besvarede ilden, hvorved angriberne blev nedkæmpet, og et ammunitionslager blev ødelagt. Operationen fik tilnavnet "Bøllebank" efter undsætningsplanens benævnelse.

Demonstrationer i 2014

Den bygning i Tuzla, der huser kantonens regering, blev sat i brand den 7. februar 2014 under månedens voldsomme protester. Det gik også ud over forsikringsselskabet Sarajevo-Osiguranjes filial i Tuzla (th.).
Uroligheder i Tuzla 2014.
Af /Ritzau/Scanpix.

I 2014 blev Tuzla centrum for større regeringsfjendtlige demonstrationer og optøjer. De var forårsaget af privatiseringsprocesser, der havde ført til lukning af flere store industrivirksomheder og gjort mange af de tidligere industriarbejdere arbejdsløse, samtidig med at de havde mistet deres sygesikrings- og pensionsordninger. Der blev også demonstreret mod korruption. Optøjerne varede i næsten to måneder og spredte sig til flere andre større byer i landet, herunder hovedstaden Sarajevo og Hercegovinas hovedby Mostar.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig