Tyskland og Rusland

Med oprettelsen af kongeriget Preussen – som senere dannede kernen i det forenede Tyskland – i 1701 og etableringen af det russiske kejserrige i 1721 opstod to magtfulde nye stater, der begyndte at interagere. De kæmpede på hver sin side under den østrigske arvefølgekrig (1740–1748), men krigen medførte, at begge stater fik mere magt. Rusland besejrede Sverige, og Preussen besejrede Østrig. Rusland og Preussen var igen uenige under Syvårskrigen (1756–1763) og udkæmpede løbende en række slag.

Men da den russiske zar Peter 3. kom til magten, sluttede han fred med Preussen ved at underskrive traktaten i Sankt Petersborg i 1772, der tillod den preussiske kong Frederik den Store at koncentrere sig om sine andre fjender. Aftalen var imidlertid upopulær i Rusland og medvirkede til, at Peter 3. blev afsat til fordel for sin ægtefælle, Katarina den Store, der blev anset for at være mere skeptisk over for Preussen.

Alligevel fortsatte Preussen og Rusland et samarbejde, som indebar en deling af Polen-Litauen mellem dem i 1772, 1793 og 1795. Polen forsvandt til sidst fra landkortet. Både Rusland og Preussen havde absolutte monarkier, der reagerede skarpt, da den franske revolution henrettede kongen. De var først en del af koalitionen mod det nye franske styre under de franske uafhængighedskrige og senere Napoleonskrigene. Under Napoleonstiden (1799 til 1815) var Østrig, Preussen og Rusland imidlertid på et eller andet tidspunkt i koalition med Napoleon mod hans ærkefjende Storbritannien. Til sidst forenede de to tyske stater Østrig og Preussen sig med Rusland og Storbritannien i modstand mod Napoleon. Denne koalition var primært et spørgsmål om at sikre mest mulig magt til de involverede lande. Nøglefiguren i aftalerne var den østrigske kansler Klemens von Metternich, som skabte en fælles front, der viste sig at være afgørende for at vælte Napoleon i årene 1813-1814.

I 1815 blev den såkaldte Hellige Alliance bestående af Preussen, Rusland og Østrig indgået i Paris. I fyrre år (1816-1856) ledede den russisk-tyske diplomat Karl Nesselrode (1780-1862) som udenrigsminister den russiske udenrigspolitik. Revolutionerne i en række europæiske lande i 1848 nåede ikke Rusland, men dets politiske og økonomiske system var utilstrækkeligt til at opretholde en moderne hær. Det gik dårligt for Rusland i Krimkrigen (1853-1856) mellem Rusland på den ene side og Storbritannien, Frankrig og Osmanerriget på den anden. Krimkrigen markerede afslutningen på en epoke i Europa. Preussen blev rystet af revolutionerne i 1848, men var i stand til at modstå de revolutionæres opfordring til krig mod Rusland. Preussen gik dog i krig mod Danmark og blev kun stoppet af britisk og russisk pres. Preussen forblev neutral i Krimkrigen.

Preussens succeser i krigene for tysk forening i 1860'erne blev lettet af Ruslands manglende involvering. Skabelsen af det tyske kejserrige under preussisk dominans i 1871 ændrede imidlertid i høj grad forholdet mellem de to lande.

Relationerne mellem Tyskland og Rusland har altid været præget af store udsving. På nogle tidspunkter har relationerne indebåret tætte alliancer som Trekejserforbundet (på tysk Drei-kaiser-bund) i slutningen af 1800-tallet, da Otto von Bismarck var tysk rigskansler. Det nye tyske kejserrige plejede et godt forhold til Rusland og Østrig-Ungarn via Trekejserforbundet (som fik sit navn, fordi alle tre lande havde kejsere i toppen).

Men i 1879 tog Tyskland et skridt væk fra Rusland, idet man indgik en militæralliance med Østrig-Ungarn, som tre år senere blev udvidet med en lignende aftale med Italien. Hermed skabtes den såkaldte Tripelalliance. Bismarcks mål med alliancerne var at konsolidere Tysklands stilling i Centraleuropa, isolere Frankrig og hindre et russisk angreb på Østrig- Ungarn.

Omkring 1890 omlagde Tyskland sin udenrigspolitik på flere punkter. Det skete efter, at kejser Wilhelm 2. havde tvunget Bismarck til at gå af. Frem for alt ændrede Tysklands forhold til Rusland sig. Trekejserforbundet blev ophævet i 1887. I 1890 gik Tyskland derimod i en alliance mod Rusland, som endte, da 1. Verdenskrig brød ud i 1914.

I 1890 nægtede Tyskland at forny den tysk-russiske genforsikringsaftale, som var trådt til i stedet for Trekejserforbundet. Resultatet var stigende spændinger mellem de to lande. I stedet trådte Frankrig til som russisk støtteland. I 1894 blev der indgået en fransk-russisk militæralliance. De militære blokke i Europa var dermed ridset op for de efterfølgende 20 år.

1. Verdenskrig begyndte med en serbisk terrorists mord på den østrig-ungarske ærkehertug Frans Ferdinand. Det førte til en østrigsk krigserklæring mod Serbien den 28. juli 1914, hvilket udløste en automatisk mobilisering hos Serbiens traditionelle allierede, Rusland, den 30. juli 1914. Den 1. august 1914 erklærede Tyskland Rusland krig. Det skyldtes, at russerne ikke havde reageret på et tysk ultimatum om at indstille deres mobilisering af hæren.

Den 1. august 1914 sendte Tyskland også en note til Frankrig. Heri forlangte man ubetinget fransk neutralitet i den tysk-russiske konflikt og udlevering fra Frankrig af landets forsvarsværker vendt mod Tyskland. Det var en maskeret krigserklæring. Tyskland ville for alt i verden undgå en tofrontskrig. Frankrig skulle ordnes først, før man gik mod det traditionelt langsomt mobiliserende Rusland.

Mens den tyske hær trængte ind i Frankrig, stormede den russiske hær imidlertid ind i det tyske Østpreussen. I første omgang blev den tyske hær trængt tilbage. Men i slutningen af august 1914 lykkedes det Tyskland at splitte den russiske hær og nedkæmpe den ene del i slaget ved Tannenberg. Rusland mistede i den forbindelse 30.000 mand. I september 1914 kom det til endnu et tysk-russisk slag i Østpreussen ved De Masuriske Søer, og igen led Rusland nederlag. Denne gang mistede Rusland hele 125.000 mand, mens Tyskland i de to slag til sammenligning mistede 43.000 soldater i alt. På trods af de tyske sejre måtte man imidlertid holde en stor tysk styrke i området for det tilfælde, at Rusland ville slå til igen.

Mens USA forberedte sig på 1. Verdenskrig, var Rusland omvendt ved at trække sig ud. Den tyske regering havde behændigt sørget for, at den russisk-revolutionære leder, Vladimir Lenin, kom hjem til Rusland fra sit eksil i Schweiz i 1917. Det skete i en plomberet togvogn, som fik frit lejde gennem hele Tyskland. Sammen med Lev Trotskij blev han straks leder af de samlede russiske arbejder- og soldaterråd (de såkaldte sovjetter), der var blevet oprettet rundt om i landet. Det ledte frem til den russiske revolution i oktober 1917.

Efter Lenins og Trotskijs magtovertagelse forhandlede Rusland sig til en separat fredsaftale med Tyskland i form af den såkaldte Brest-Litovsk-freden aftale i marts 1918. Hermed var der ro på den tyske østfront. Den tyske separatfred med Sovjetrusland hindrede imidlertid ikke, at Tyskland tabte krigen. Som følge heraf måtte man afstå områder i øst, som bl.a. dannede grundlaget for genetableringen af Polen som stat.

I 1920’erne blev relationerne mellem Weimarrepublikken og Rusland (Sovjetunionen) særligt tætte efter Rapallotraktaten i 1922, som opkladt efter byen Rapallo på den italienske Riviera, hvor aftalen blev indgået. Aftalen indebar formelt ikke andet, end at de to lande anerkendte hinanden diplomatisk og gav afkald på alle gensidige økonomiske krav. Omverdenen opfattede imidlertid aftalen således, at Tyskland hermed indirekte forkastede hele Versailles-traktaten og især de meget store krav om skadeserstatninger, som Tyskland heri var tvunget til at betale til Storbritannien og Frankrig.

Forskningen har også tit set Rapallo-aftalen som begyndelsen til en mere aggressiv tysk magtpolitik. Rapallo-aftalen medførte konkret en kraftigt stigende samhandel mellem Tyskland og Sovjetunionen med både råvarer og færdigvarer. Som en del af aftalen indgik også, at tysk militærpersonel i hemmelighed skulle uddannes i Sovjetunionen.

Efter nationalsocialisterne magtovertagelse i Tyskland i 1933 kølnedes relationerne mellem Tyskland og Sovjetunionen, bl.a. støttede de to parter aktivt hver sin side i den spanske borgerkrig 1936-39. De to lande indgik dog en ikke-angrebspagt i form af Molotov-Rippentrop-traktaten i 1939, men blot to år senere angreb Tyskland Rusland (Sovjetunionen) over en bred bank. Det var på østfronten, at Anden Verdenskrigs mest brutale kampe fandt sted, hvilket endte med at koste Rusland i omegnen af 20 millioner døde.

I januar 1943 tabte Tyskland det langstrakte og skånselsløse slag om Stalingrad (det nuværende Volgograd). Sidstnævnte fik propagandaminister Joseph Goebbels til at proklamere ’den totale krig’. I juni 1943 kom det mest skæbnesvangre nederlag for Tyskland i verdenshistoriens største feltslag ved Kursk i det centrale Rusland. Herefter var Anden Verdenskrig for Tyskland ikke andet end ét langt tilbagetog.

Allerede før Tysklands betingelsesløse kapitulation i maj 1945 sendte Sovjetunionen en gruppe tyske kommunister fra KPD – som havde været i eksil i Sovjetunionen under krigen – ind i de østtyske områder for at etablere lokale administrationer og berede vejen for et regime efter sovjetisk model. Selv om Sovjetunionen ligesom dets vestlige allierede tillod dan- nelsen af politiske partier inden for dets besættelseszone, favoriserede man klart KPD via tildeling af ressourcer som trykkemuligheder og kontorfaciliteter. I den sovjetisk besatte østzone blev der samtidig gennemført en nærmest total udrensning af nazisterne i hele den offentlige sektor.

En forskel mellem de vestlige besættelsesmagter og Sovjetunionen drejede sig om deres syn på omfanget af de tyske krigsskadeserstatninger. Straks efter de sovjetiske troppers besættelse i 1945 indledte man en omfattende demontering af østtyske industrianlæg og lignende. Hvor omfattende demonteringerne var, antydes af, at Sovjetunionen i august 1945 fjernede dobbeltsporet på jernbanestrækningerne i hele den sovjetiske besættelseszone. I juli 1945 konfiskeredes banker og sparekasser. I oktober 1945 beslaglagde den sovjetiske besættelsesmagt endvidere cirka 7000 industrivirksomheder. Heraf overgik 213 vigtige industrivirksomheder (svarende til 25-30 procent af zonens industriproduktion) til egentlig sovjetisk ejendom i juni 1946. Den sovjetiske politik pegede tidligt på, at der skulle etableres et planøkonomisk system efter sovjetisk forbillede i østzonen.

Den samme grundlæggende socialiseringspolitik sås også med hensyn til jordreformerne i den sovjetiske besættelseszone. Alle landbrug over 100 hektar blev konfiskeret. Der blev oprettet småbrug, som fra 1952 indgik i de store østtyske kollektivbrug. Jordreformerne i den sovjetiske besættelseszone i Tyskland og i Polen havde som historisk konsekvens, at junkerne med ét blev udslettet som social klasse, akkurat som de russiske kulakker (storbønder) var blevet det i Sovjetunionen i 1930'erne under Stalins kollektiviseringspolitik. En århundredgammel økonomisk struktur og en klasse, som havde haft så stor betydning for tysk og preussisk politik og militær eksisterede ikke længere.

Med Willy Brandt som forbundskansler fra 1969 lykkedes med at gennemføre den nye Ostpolitik i form af traktater med Sovjetunionen og Polen og en traktatlignende aftale med DDR såvel som en firemagtstraktat vedrørende Berlin. Efter Anden Verdenskrig var Rusland (Sovjetunionen) besættelsesmagt i Østtyskland, og DDR var tæt allieret med Sovjetunionen.

Vesttyskland havde diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen som det eneste land, der også anerkendte DDR indtil den vesttyske Ostpolitik i begyndelsen af 1970’erne. Med den såkaldte Moskvatraktat fra august 1970 gav (Vest)Tyskland og Sovjetunionen gensidig afkald på magtanvendelse og anerkendte de eksisterende grænser i Østeuropa. Moskvatraktaten banede vejen for en tysk udsoning med Polen. Den blev symbolsk og juridisk konfirmeret under Willy Brandts rejse til Warzawa i december 1970, hvor han faldt på knæ for de faldne i ghettoen i Warzawa, som de tyske styrker havde medvirket til at slagte under krigen. Med traktaten anerkendte (Vest)Tyskland Oder-Neise-linjen som Polens vestgrænse og dermed også landafståelserne til Polen. Indirekte anerkendte traktaten også DDR.

Mikhail Gorbatjovs lederskab i Sovjetunionen fra 1985 betød, at man herfra til sidst opgave at holde hånden under det mere og mere upopulære styre i DDR. Gorbatjov accepterede også, at DDR genforenedes med (eller opslugtes i) Forbundsrepublikken Tyskland efter Berlinmurens fald. Til gengæld betalte Tyskland for repatrieringen af alle udstationerede sovjetiske tropper i DDR.

Efter kommunismens fald i Østeuropa i 1989-1991 opløstes Sovjetunionen, og Rusland genopstod som land (men uden de baltiske lande, Ukraine, Hviderusland, Kasakhstan og andre, som også havde været en del af det russiske imperium). Siden har relationerne mellem Tyskland og Rusland i lange perioder helt overordnet været nogenlunde gode, men der har også været spændinger, som er spidset meget til efter Ruslands invasion af Ukraine.

Tyskland hører traditionelt i nyere tid til de moderat pro-russiske EU-lande, hvor de mest pro-russiske lande er Grækenland, Cypern, Bulgarien og Italien, mens de mest anti-russiske EU-lande er bl.a. de baltiske lande og Polen. I Tyskland findes der et begreb, ’Russland-Versteher’, som indebærer, at man har en særlig forståelse for Ruslands geopolitiske situation. Begrebet har naturligvis at gøre med Tysklands ageren i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Blandt de mest prominente ’Russland-vsteher’ er Gerhard Schröder. Han lagde som forbundskansler stor vægt på, at Tyskland skulle have et godt forhold til Rusland. Han underskrev en aftale i 2005 – lige før, han gik af som forbundskansler – om færdiggørelsen af den store Nord Stream I-gasledning, som via Østersøen bringer store mængder gas direkte fra de russiske gasfelter og til Tyskland. Efter afgangen som forbundskansler blev Schröder tilknyttet Nord Stream I-projektet, ligesom han i 2016 blev leder af Nord Stream II-projektet, som udbyggede Nord Stream I.

Der var international konflikt om Nord Stream. USA har søgt at sabotere etableringen af Nord Stream II. Det skyldes både sikkerhedspolitik og økonomiske interesser, idet USA gerne ville sælge sit eget overskud af skifergas til det tyske marked. Konflikten mellem Tyskland og USA placerede i øvrigt Danmark i et dilemma, fordi Nord Stream II som Nord Stream går gennem dansk territorialfarvand ved Bornholm, og fordi de to nære allierede – Tyskland og USA – havde så forskellige interesser.

Den 26. september 2022, blev Nord Stream 1 og 2 udsat for et sabotageangreb med sprængstof-forårsagede eksplosioner, hvorved Nord Stream 1-ledningerne hver blev læk ét sted og den ene Nord Stream 2-ledning blev læk to steder. Kun én af de fire ledninger stod tilbage i brugbar stand efter angrebet. Lækagerne forårsagede et miljøskadeligt metanudslip svarende til Danmarks metanudslip på et år.

En tysk domstol har udstedt en arrestordre mod en ukrainsk dykker som direkte hovedansvarlig for sabotagen.

De økonomiske og politiske relationer mellem Tyskland og Rusland forværredes efter 2014, da det blev åbenbart, at Rusland støttede oprørerne i det østlige Ukraine, og da Rusland annekterede Krimhalvøen fra Ukraine. Det udløste en række økonomiske sanktioner rettet mod kredsen af ledere omkring Vladimir Putin og mod den russiske olie- og banksektor. Rusland svarede igen med kraftigt at bremse importen af fødevarer fra EU-landene, hvilket ramte den store danske svinekødseksport til Rusland.

Samtidig var Tyskland i samme periode kraftigt involveret i de såkaldte Minsk-aftaler. Minsk-aftalerne var en række internationale aftaler, som forsøgte at afslutte krigen i Donbas-regionen, der blev udkæmpet mellem væbnede russiske separatistgrupper og Ukraines væbnede styrker, og hvor russiske regulære styrker spillede en central rolle.

Efter et nederlag ved Ilovaisk i slutningen af august 2014 tvang Rusland Ukraine til at underskrive den første Minsk-protokol kaldet Minsk I. Aftalen blev udarbejdet af den trilaterale kontaktgruppe om Ukraine, bestående af Ukraine, Rusland og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og med mægling af lederne af Frankrig og Tyskland i – kaldet Normandiet-format, fordi parterne mødtes dér først. Efter omfattende samtaler i Minsk, Hviderusland, blev aftalen underskrevet den 5. september 2014 af repræsentanter for den trilaterale kontaktgruppe og af de daværende ledere af den selvudråbte Folkerepublikken Donetsk og Luhansk Folkerepublikken. Republik. Denne aftale fulgte flere tidligere forsøg på at stoppe kampene i regionen og havde til formål at implementere en øjeblikkelig våbenhvile.

Aftalen formåede ikke at stoppe kampene. Rusland invaderede med nye styrker og angreb ukrainske styrker ved Debaltseve, hvor Ukraine led et stort nederlag, og blev tvunget til at underskrive en pakke af foranstaltninger for implementeringen af Minsk-aftalerne eller Minsk II, som blev underskrevet den 12. februar 2015. Denne aftale bestod af en pakke af foranstaltninger, herunder en våbenhvile, tilbagetrækning af tunge våben fra frontlinjen, løsladelse af krigsfanger, forfatningsreform i Ukraine, der giver selvstyre til visse områder af Donbas og genoprettelse af kontrollen med statsgrænsen til ukrainske regering. Mens kampene aftog efter aftalens underskrivelse, sluttede de aldrig fuldstændigt, og aftalens bestemmelser blev aldrig fuldt ud implementeret. Den tidligere tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier foreslog en mekanisme til at give autonomi til det østlige Donbas først, efter at "OSCE bekræftede, at lokalvalgene havde fulgt internationale standarder". Det blev kaldt Steinmeier-formlen.

Midt i stigende spændinger mellem Rusland og Ukraine i begyndelsen af 2022 anerkendte Rusland officielt Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Luhansk den 21. februar 2022. Efter denne beslutning – den 22. februar 2022 – erklærede den russiske præsident Vladimir Putin, at Minsk-aftalerne "ikke længere eksisterede", og at Ukraine og ikke Rusland var skyld i deres sammenbrud. Rusland lancerede derefter en fuld invasion af Ukraine den 24. februar 2022.

Ruslands invasion i Ukraine i 2022 skærpede yderligere EU’s sanktioner mod Rusland, hvilket bl.a. medførte, at russeres muligheder for at bevægede rejse til EU-landene blev begrænset, og at betalinger via vestlige banker blev umuliggjort. EU’s og herunder Tyskland importerer imidlertid stadig russisk gas, selv om mængden er langt mindre end før den russiske invasion.

Tyskland og Ruslands relationer har efter den russiske invasion af Ukraine været nedfrosset.