Tysklands historie 1517-1701

Tyskland var i 1500-t.s første halvdel præget af både indre og ydre krige, folkelige oprør både i byer og på landet og religiøse og sociale stridigheder. I 1519 blev Karl 5. tysk-romersk kejser. Han var allerede konge over bl.a. Neapel, Sicilien, Spanien og de spanske besiddelser i først og fremmest Amerika, og dermed blev Tyskland for alvor en del af det habsburgske verdensrige og inddraget i de mange resursekrævende krige med især Frankrig og Osmannerriget.

Økonomisk set var det sene 1400-tal og 1500-tallet på mange måder en blomstringstid i Tyskland, idet den stærkt øgede internationale varehandel, ikke mindst med kolonierne, og importen af sølv fra Sydamerika sammen med en stor befolkningstilvækst gav betydelige prisstigninger på bl.a. fødevarer. Blomstringstiden begyndte for alvor omkring 1470, hvor der i Erzgebirge blev gjort meget rige sølvfund. Det var altså ikke umiddelbart importen af sølv fra Sydamerika, som skabte velstanden. Det skete først, da sølv-udvindingen i Erzgebirge lakkede mod enden i 1540'erne.

Det kom især godsejerne og de større bønder til gode, men forringede levevilkårene for den del af befolkningen, der måtte købe fødevarer, især det voksende proletariat i byerne. Prisstigningerne tilskyndede desuden godsejerne til at øge produktionen ved at presse bønder, husmænd og landarbejdere til mere arbejde, højere afgifter og ved at lægge mere jord under hovedgårdene, hvilket gav betydelig social uro.

For hansestæderne forstærkede denne udvikling den interne splittelse; en stadig større del af den internationale handel gik især Lübeck forbi, idet hollænderne i stedet for ruten Hamburg-Lübeck foretrak den direkte søvej gennem Øresund til Østersøområdets vigtigste korneksportby, hansestaden Danzig (nuv. Gdańsk).

De sociale spændinger blev kraftig forstærket af de religiøse bevægelser, som voksede frem i 1500-t. Martin Luthers offentliggørelse i 1517 af sine 95 teser om afladen blev indledningen til Reformationen. Hans forkastelse af den kanoniske ret og pavens myndighed rystede den middelalderlige samfundsorden, og de mange forskellige reformatorers målrettede brug af bogtrykkerkunsten i den religiøse og politiske propagandas tjeneste bevirkede, at Reformationens idéer lynhurtigt spredtes over hele riget. "Flyveskrifter" i tusindvis blev trykt i for tiden svimlende store oplag, specielt i perioden mellem 1520 og 1530.

Mens den første af mange krige mellem Karl 5. og Frankrigs Frans 1. udkæmpedes (1521-25), udbrød i Sydtyskland voldsomme folkelige oprør, som hurtigt bredte sig til Midttyskland. Oprørene, som man tidligere kaldte "Bondekrigen", var ikke kun – og måske ikke først og fremmest – bondeoprør, men også oprør i byerne. Oprørene var især rettet mod de stigende skatter og godsejernes overgreb; bønderne påberåbte sig Luthers tanker, sådan som han havde givet dem udtryk i "Om et kristenmenneskes frihed". Oprørerne stillede meget vidtgående krav, hvis virkeliggørelse ville have undermineret hele den bestående samfundsorden. Det mest udbredte programskrift blev "De Tolv Artikler", som blev forfattet i marts 1525 i den frie rigsstad Memmingen af teologen Christoph Schaeppeler og lægprædikanten Sebastian Lotzer. Det blev i utallige tryk spredt ud over størstedelen af Tyskland.

Martin Luther selv tog hurtigt afstand fra oprørerne og støttede i stedet fyrsterne, som efter flere nederlag endelig i den sene forår og i sommeren 1525 kunne slå oprørshærene afgørende (se også Den Tyske Bondekrig). Samme år havde Karl 5. i Slaget ved Pavia besejret Frans 1. af Frankrig og taget ham til fange, hvorved habsburgerne fik overherredømmet i hele Italien, og hvorved der var blevet frigjort store troppestyrker til at nedkæmpe de nævnte oprør.

I en række fyrstendømmer, først i Kurfyrstendømmet Sachsen og i Hessen og senere bl.a. Brandenburg, Preussen, Mecklenburg, Pommern, Hertugdømmet Sachsen og Württemberg; og i store byer (specielt i de frie rigsstæder), bl.a. Nürnberg, Augsburg, Hamburg og Østersøbyerne, blev en reformation gennemført i disse år.

Kirke- og klostergodset blev konfiskeret, og man fik i de evangeliske områder offentligt ansatte præster, der ivrigt prædikede lydighed mod øvrigheden, dvs. deres egne arbejdsgivere. Ligeledes blev en række bispedømmer, bl.a. ærkebispedømmet Bremen, sekulariseret, og bispestolene besat med fyrstesønner.

På rigsdagen i Augsburg 1530 fremlagde protestanterne Den Augsburgske Bekendelse, der redegjorde for den evangeliske tro og kirkeordning og skulle legitimere de evangeliske stænder i forhold til riget. Rigsdagens katolske flertal forkastede imidlertid bekendelsen, hvorefter de protestantiske fyrster i 1531 organiserede sig i Det Schmalkaldiske Forbund. De følgende år blev for de evangeliske fyrstestater og byer en rig blomstringstid; og reformationer gennemførtes flere og flere steder.

Forbundet led, fordi Philipp af Hessen var sat ud af spillet, og fordi den evangeliske sachsiske hertug Moritz skiftede over på de kejserliges side mod løfte om kurværdigheden, nederlag til Karl og de katolske styrker i Den Schmalkaldiske Krig (1546-47), men da Frankrigs katolske kong Henrik 2. allierede sig med de tyske protestantiske fyrster – ikke mindst Moritz af Sachsen, blev der i 1555 indgået et kompromis, den augsburgske religionsfred.

Her blev katolicismen fastholdt som Det Tysk-romerske Riges officielle religion; samtidig anerkendtes de evangeliske (men ikke de reformerte), men således at accepten gjaldt den enkelte fyrstes eller rigsbys ret til at vælge religion på egne og undersåtternes vegne ("ciius regio, eius religio"). En undersåt kunne vælge at udvandre, hvis han/hun ikke accepterede øvrighedens valg af konfession.

Karl 5. overlod i 1556 kejsertronen til sin bror Ferdinand 1. og havde da allerede afstået de italienske, nederlandske og spanske besiddelser til sønnen Filip 2., og dermed var det samlede habsburgske verdensrige ophørt med at eksistere.

Under Ferdinand og hans efterfølgere Maximilian 2., Rudolf 2. og Matthias oplevede Tyskland en række forholdsvis rolige år trods modreformationen, som en række forskere i dag – måske rigtigere – kalder "katolsk reform", og konflikter mellem evangeliske og reformerte, som især havde vundet udbredelse i det sydvestlige Tyskland og Schweiz.

De fortsatte politisk-religiøse spændinger blev tydeliggjort, da de sydtyske protestanter i 1608 organiserede sig i Den Evangeliske Union, og katolikkerne året efter etablerede Den Katolske Liga under ledelse af Maximilian 1. af Bayern.

På baggrund af bl.a. en kraftig, destabiliserende inflation udløstes spændingerne, da de protestantiske bøhmiske stænders oprør i Prag 1618 blev indledningen til Trediveårskrigen, hvori også Danmark, Sverige, Nederlandene, Frankrig og Spanien blev involveret.

Krigen, der ikke bare drejede sig om religiøse modsætninger, men også om Det Tysk-romerske Riges magtstruktur og position i Europa, hærgede voldsomt i Tyskland. Ikke mindst civilbefolkningen ramtes hårdt; store områder blev affolket, og økonomien lagt i ruiner.

Krigen fik sin afslutning med Den Westfalske Fred i 1648. Her bekræftedes den augsburgske religionsfred med en opdeling i katolske og protestantiske områder svarende til situationen i 1624, og nu blev også calvinismen anerkendt. Freden indebar desuden, at Alsace blev afstået til Frankrig, og Bremen-Verden, Wismar og Forpommern til Sverige.

Væsentligst var imidlertid den kraftige svækkelse af det tyske kejserdømme; de enkelte tyske fyrster blev fuldt suveræne i deres territorier og kunne fremover slutte alliancer med fremmede magter.

Kejsermagten blev yderligere beskåret, idet alle beslutninger nu krævede samtykke fra Rigsdagen, hvor rigsfyrster, gejstlige fyrster og store byer havde sæde. Således tog Tyskland atter et skridt i decentral retning til forskel fra store dele af det øvrige Europa. Dertil kom, at genopbygningen af det ødelagte Tyskland kom til at tage lang tid, bl.a. fordi handelsvejene fortsatte med at forskydes mod vest.

Selvom kejsermagten nu kun havde begrænset magt i selve Det Tysk-romerske Rige, blev anden halvdel af 1600-t. en opgangsperiode for kejser Leopold 1.

Imidlertid var den politiske indflydelse ikke længere funderet i Det Tyske Kejserrige, men i de habsburgske arvelande Østrig (inkl. Bøhmen) og Ungarn, ikke mindst efter sejrene over osmannerne ved Wien (1683) og Karlowitz (1699).

• Tysklands historie i middelalderen
• Tysklands historie i 1700-tallet
• Tyskland