Wales

I forhistorisk tid var Wales beboet af keltiske folk, og ca. 70-400 e.v.t. var området under romersk kontrol. Da angelsakserne trængte frem i England, blev waliserne afskåret fra kelterne i Cornwall og Skotland, og grænsen mod England blev i slutningen af 700-tallet markeret med Offas Dyke, sandsynligvis opført af kong Offa af Mercia som afskærmning mod de walisiske konger.

Wales var i tidlig middelalder opdelt i en række selvstændige kongeriger f.eks. Gwynedd, Powys, Deheubarth og Morgannwg, der indbyrdes kæmpede om kontrollen med det walisiske territorium. I 1277 angreb den engelske konge Edward 1. Gwynedd og dræbte først Gwynedds fyrste og dernæst hans bror. For at sikre kontrollen med Nordwales byggede Edward en jernring af borge (Caernarfon, Conwy, Harlech, Beaumaris). I 1301 udråbte han sin søn Edward 2. til Prince of Wales, et symbol på engelsk overmagt, men også et omstridt symbol på walisisk identitet. Owain Glyndŵrs oprør 1400–1415 skabte kortvarigt et selvstændigt Wales. Glyndŵr er blevet en vigtig figur i den walisiske nationale bevidsthed og er med tiden blevet en slags kong Arthur-figur, der en dag vil vende tilbage og befri Wales.

Med Acts of Union (1535–1542) blev Wales formelt indlemmet i England. Wales blev nu styret fra London, og engelsk blev det eneste tilladte sprog i retsvæsen og forvaltning. Det walisiske sprog forblev dog stærkt i kirkelige og lokale sammenhænge.

Den industrielle revolution (1760–1850) medførte dybtgående sociale forandringer, særlig i Sydwales. Indvandring og urbanisering skabte en ny og engelsksproget arbejderklasse med stærke fællesskaber omkring kirker, pubber og fagforeninger. Her opstod en ny walisisk identitet, forankret i klasseidentitet og kulturel stolthed. I Midt- og Nordwales levede man især af fåreavl, og landbrug. Her forblev det walisiske sprog dominerende, og nationale traditioner som Eisteddfod-festivalen bidrog til forestillingen om walisisk kulturel kontinuitet.

Den regionale forskellighed mellem nord og syd præger stadig walisisk selvforståelse.

• Læs mere om Storbritanniens historie 1066-1485, Storbritanniens historie 1485-1660, Storbritanniens historie 1660-1783 og Storbritanniens historie fra 1945

Wales har kystklima, mildt om vinteren med 6 °C i gennemsnit i de kystnære egne og køligt om sommeren med et gennemsnit på 16 °C i juli og august. Nedbøren er høj, i bjergene op til 2500 mm om året, mens de østlige egne mod England får 1000 mm; gennemsnittet er 1385 mm. Der er sne i bjergene med gennemsnitligt ti snefaldsdage årligt.

Wales har et bakket og bjergrigt terræn. Mod nord ligger nationalparken Snowdonia (Eryri), og mod syd Brecon Beacons (Bannau Brycheiniog), to af landets mest markante bjergområder. Her findes de højeste tinder i Wales, flere over 914 meter (3000 fod), kendt som "the Welsh 3000s". Det højeste bjerg er Snowdon (Yr Wyddfa) med 1085 meter.

Kystlinjen omfatter stejle klipper og sandstrande, særligt langs Cardigan Bay (Bae Ceredigion). Her finder man også Storbritanniens største bestand af delfiner, marsvin og gråsæler. Ud for nordkysten ligger øen Anglesey (Ynys Môn), forbundet med fastlandet via verdens første større hængebro over Menaistrædet. Øen huser en RAF-base, der i dag bruges til pilotuddannelse. Prins William, nuværende Prince of Wales, blev uddannet og gjorde tjeneste her 2010–2013. På Anglesey findes også Borgen Beaumaris (Castell Biwmares), opført under Edward 1.'s erobring af Wales i slutningen af 1200-tallet. Sammen med borgene i Harlech, Caernarfon og Conwy blev den i 1986 optaget på UNESCO's verdensarvsliste.

Wales gennemskæres af flere store floder, herunder Severn (Afon Hafren), Storbritanniens længste, samt Towy (Afon Tywi) og Wye (Afon Gwy). Mod øst markeres den 260 km lange grænse til England af Offas Dyke. 20 % af Wales dækkes tre nationalparker – Snowdonia, Brecon Beacons og Pembrokeshire Coast. Herud over ligger fem af Storbritanniens 46 "Areas of Outstanding Beauty" i Wales: Anglesey, Gower, Llŷn-halvøen, Clwydian Range and Dee Valley og Wye Valley.

Wales havde en central placering i Storbritanniens industrielle revolution, især gennem kul- og stålindustrien. Fra slutningen af 1700-tallet voksede kulproduktionen i Sydwales markant, og gjorde regionen til en af verdens største producenter. Dette tiltrak arbejdere fra hele Storbritannien og førte til urbanisering og fremvækst af en stærk arbejderklassekultur, der lagde grunden til en politisk forskydning i det 20. århundrede.

Politisk var Wales i det 19. århundrede præget af det Liberale Parti og nonkonformistisk kristendom. I det 20. århundrede blev Labour dominerende, især i mineområderne. Løsrivelsespartiet Plaid Cymru blev grundlagt i 1925 med fokus på sprogbevaring og selvstyre, men har aldrig opnået mere end 20–25 % af stemmerne i Wales. En række mere radikale nationalistiske bevægelser tog også form i løbet af det 20. århundrede, men kun Plaid Cymru har haft parlamentarisk succes.

Efter et klart nej til selvstyre i 1979 stemte et snævert flertal ja i 1997. Det førte til oprettelsen af den walisiske forsamling, Assembly, der i 2020 skiftede navn til Senedd. Senedd har lovgivende magt, når det gælder sundhed, uddannelse, kultur og transport, mens skatte- og udenrigspolitik forvaltes fra Westminster.

Efter minedriftens kollaps i 1960’erne har Wales haft høj arbejdsløshed og strukturel tilbagegang. Gennemsnitsindkomsten er lavere end i England, og fattigdom og sundhedsproblemer er mere udbredte. Uddannelsesniveauet er lavere end i mange andre dele af Storbritannien. Brexit har skabt yderligere økonomisk usikkerhed, da Wales tidligere modtog betydelige EU-midler til regional udvikling.

Mange unge kæmper med begrænsede jobmuligheder, især uden for Cardiff og andre større byer. Flere flytter til England for arbejde, hvilket vækker bekymring for afvandring og hjerneflugt.

Siden 1980’erne har kvinder fået større indflydelse, især i den offentlige sektor. Senedd har markeret sig som progressiv i ligestillingsspørgsmål. Dog oplever kvinder fortsat lønforskelle og begrænset repræsentation i topledelse.

• Læs mere om Wales’ førsteministre og Plaid Cymru

Religion har historisk spillet en central rolle i Wales, men i dag er landet den mest sekulariserede del af Storbritannien. Ved folketællingen i 2021 erklærede 46,5 % sig ikke-religiøse, mens 43,6 % identificerede sig som kristne, et fald fra 2011, hvor andelen af kristne var på 57,6 %. Der findes andre religioner i Wales, men de fylder meget lidt.

Nonkonformistiske bevægelser som metodisme, baptisme og presbyterianisme har haft stor betydning, især fra 1700-tallet. De var ofte walisisksprogede og knyttet til sprogbevarelse, vækkelse og politisk radikalisme. Den walisiske gren af den anglikanske kirke, Church in Wales (Yr Eglwys yng Nghymru), blev i 1920 adskilt fra Church of England og organiseret som en selvstændig provins inden for det anglikanske kirkesamfund. Betegnelsen Church in Wales (og ikke of Wales) afspejler, at den i modsætning til Church of England ikke er en nationalkirke i statslig forstand.

Det walisiske flag, Y Ddraig Goch – en rød drage på grøn og hvid baggrund – har rødder i både keltisk mytologi og middelalderlig fyrstemagt, særligt i Gwynedd. I 1485 brugte Henry Tudor (senere Henry 7.) den røde drage på grøn og hvid baggrund som banner i Slaget ved Bosworth for at understrege sin nedstamning fra det walisiske hus Gwynedd. Grøn og hvid var tudorernes liberifarver.

I 1800-tallet blev dragen og farverne genfortolket som udtryk for walisisk national identitet. I 1901 blev dragen inkluderet i Prince of Wales’ våbenskjold, og ved indsættelsen af den senere Edward 8. som Prince of Wales i 1911 blev dragebanneret brugt som markør for prinsens relation til Wales.

Wales er den eneste af de britiske nationer der hverken er repræsenteret i det britiske flag, Union Jack, eller i det kongelige britiske våbenskjold. Dette fravær er blevet opfattet som et tegn på Wales’ symbolske usynlighed i det britiske statsfællesskab. I forbindelse med dronning Elizabeth 2.s kroning i 1953 opstod fornyet debat om Wales’ symbolske repræsentation. Presset for officiel anerkendelse af flaget voksede. Som reaktion herpå blev et nyt kongeligt emblem for Wales designet, med dragen placeret under den britiske krone. Mange opfattede det nye emblem som en illustration af engelsk overmagt frem for inklusion af Wales i fællesskabet.

I 1959 blev Y Ddraig Goch officielt anerkendt som Wales’ nationalflag. I dag anvendes flaget som nationalt symbol både nationalt og internationalt, eksempelvis når Wales deltager i kultur- og sportsbegivenheder. Det royale emblem bruges kun af the Wales Office (Swyddfa Cymru) i Cardiff og the Secretary of State for Wales i London.

Wales har to officielle sprog: engelsk og walisisk. Bibelen blev oversat til walisisk i slutningen af 1500-tallet og bidrog til standardiseringen af det walisiske skriftsprog. Efterfølgende bidrog religiøse institutioner – kirker, søndagsskoler og omrejsende skoler – til at udbrede kendskabet til kristendommen ved at undervise bønder og arbejdere i at læse Bibelen på walisisk. Det medførte blandt andet, at næsten halvdelen af den walisiske befolkning kunne læse omkring 1750. I løbet af 1800-tallet blev sproget stadig mere truet, dels pga. indvandring af engelsksprogede arbejdere i industriområderne og dels pga. engelsksproget undervisning i skolerne. I 1891 talte to tredjedele af befolkningen i Wales walisisk. I 1921 var det under halvdelen.

Sprogbevarelse blev et kernepunkt for især Plaid Cymru. Navnlig i anden del af det 20. århundrede gennemførtes en række sprogpolitiske initiativer: walisisksprogede skoler, tosprogede vejskilte og walisisksprogede medier. I 1993 blev walisisk sidestillet med engelsk som officielt sprog, og walisisk blev obligatorisk for skolebørn, indtil de fylder 16. I 2017 introducerede Senedd en målsætning om, at der skal være "1 million walisisktalende i 2050", kendt som Cymraeg 2050. Andelen af walisisktalende er dog fortsat faldende: I 2021 talte 17,8 % sproget.

• Læs mere om walisisk

Walisisk kultur forener fortid og nutid. Et centralt kulturelt samlingspunkt er den årlige National Eisteddfod, en festival for poesi, musik og drama. Her hædres digtere, musikere og kunstnere, og tradition og fornyelse mødes.

Musik spiller en særlig rolle i national identitet; Wales kaldes ofte "landet, der synger". Især korsang står stærkt, både de traditionelle mandskor, der traditionelt har haft tilknytning til arbejderbevægelse og kirker, og de blandede kor. Nutidsappellen ses måske bedst i, at adskillige kor har klaret sig godt i Britain’s Got Talent.

Wales har fostret en række populære musikere og bands som Tom Jones, Shirley Bassey, Bonnie Tyler, Manic Street Preachers, Super Furry Animals, Catatonia og Duffy, der kombinerer lokal forankring med global appel.

Rugby fungerer som kulturelt samlingspunkt og udtryk for nationalfølelse. Principality Stadium i Cardiff er et centralt nationalt samlingspunkt for sport, sang og samhørighed.

Walisisksproget populærkultur er trods nedgangen i antallet af walisisktalere vokset i det 20. og 21. århundrede med tv-serier som Pobol y Cwm, Rownd a Rownd, Gogs og Dal y Mellt. Den walisisksprogede tv-kanal S4C spiller en vigtig rolle for formidlingen af moderne walisisk liv og sprog. I 2023 producerede Netflix sin første walisisksprogede tv-serie.

Wales har også fået øget synlighed i global populærkultur. Et voksende antal tv-serier, heriblandt Doctor Who, Torchwood, His Dark Material, Sherlock og Merlin er helt eller delvis filmet i Wales. Dermed optræder Wales ofte som kulisse for globale fortællinger – mens det samtidig kæmper for at få sin egen stemme hørt.

• Læs mere om walisisk litteratur og musik i Wales

Det walisiske uafhængighedsparti, Plaid Cymru, har hentet inspiration fra mange forskellige tænkere, heriblandt N.F.S. Grundtvig og den danske højskolebevægelse. To tidlige medlemmer, David James Davies (1893-1956) og Noëlle James Davies (1899-1983), mødte hinanden i 1924 på Den Internationale Højskole i Helsingør hvor de blev introduceret til Grundtvigs tanker om folkefællesskab og national vækkelse og til højskole- og andelstanken. Begge søgte at inkorporere Grundtvigs tanker i walisisk nationalisme. Især Noëlle Davies har skrevet flere tekster om Grundtvigs betydning for små nationer. Noëlle Davis var tilknyttet det danske Grundtvigselskab siden dets grundlæggelse i 1947 og skrev hvert år det engelske resumé i selskabets årbog. I 1957 blev hun valgt ind i selskabets bestyrelse, hvor hun sad i en årrække. Her høstede hun især anerkendelse for at udbrede Grundtvigs tanker i Wales og Irland.

• Storbritannien