aktiv dødshjælp

Nogle lande tillader assisteret selvmord, hvor personen selv tager et lægeordineret middel, som afslutter livet. Dette er lovligt i Schweiz (siden 1942), Østrig (siden 2021) og i 11 delstater i USA; Californien, Colorado, District of Columbia, Hawaii, Montana, Maine, New Jersey, New Mexico, Oregon, Vermont og Washington.

Aktiv dødshjælp har siden 1970'erne været praktiseret i Holland. Debatten om og udøvelsen af aktiv dødshjælp tiltog i omfang efter en skelsættende dom ved en underret i Leeuwarden i Holland i 1973, da en læge fik en betinget dom efter at have givet sin mor en dødelig morfindosis. I en lang periode var udøvelse af aktiv dødshjælp fortsat ikke lovlig, men udøvere blev ikke retsforfulgt, når visse betingelser var opfyldt. Først i 2001 vedtog det hollandske overhus en lov, der tillader aktiv dødshjælp. Loven trådte i kraft 1. april 2002.

Aktiv dødshjælp blev lovliggjort i Belgien i 2002. Først gjaldt loven kun for myndige personer, men dette blev ændret i 2014, hvor den nedre aldersgrænse på 18 år blev fjernet.

I en stor undersøgelse fra 2023 sagde 72 %, at aktiv dødshjælp skulle gøres lovlig, 10 % sagde nej, og 18 % havde ikke taget stilling. En undersøgelse fra 2024 om danskernes viden om aktiv dødshjælp viste dog, at kun 17 % kendte den korrekte definition af aktiv dødshjælp, og 83 % blandede definitionen sammen med palliativ behandling, som allerede er lovlig.

Det Etiske Råd har udtalt sig fire gange i spørgsmålet om aktiv dødshjælp, i hhv. 1996, 2003, 2012 og 2023. Rådet består af 17 medlemmer, som hver især har taget stilling til legaliseringen af aktiv dødhjælp. Ved alle fire udtalelser har flertallet af medlemmerne været imod lovliggørelse, i 2003 var hele rådet enige, og i 2012 mente to af rådets medlemmer, at det skulle lovliggøres.

I 2023 var det 16 ud af 17 medlemmer, der var imod legalisering af aktiv dødshjælp. Efter rådets udtalelse blev en udtalelse fra professor i filosofi Klemens Kappel, medunderskrevet af 12 professorer og lektorer, sendt til Folketingets sundhedsudvalg, hvori der stod, at grundene blandt Det Etiske Råds flertal hverken er klare, veldokumenterede eller overbevisende.

Udvalget er nedsat af regeringen efter at statsminister Mette Frederiksen under Folkemødet i 2023 fortalte, at hun gik ind for dødshjælp. Udvalget består af otte personer og ledes af sognepræst Kathrine Lilleør. Med et refleksionsoplæg præsenterede udvalget regeringen for to konkrete modeller for, hvordan dødshjælp kan indføres i Danmark:

1. Selvvalgt og selvudført livsafslutning for terminale personer, hvor enhver person, der ikke har mere end seks måneder tilbage at leve i, har ret til at få lægeordineret medicin mhp. selv at afslutte livet.
2. Mulighed for at få hjælp af en sundhedsperson, fx en læge eller en sygeplejerske, til at afslutte livet.

Udvalget beskriver, at personen, der ønsker hjælp til at dø, tydeligt skal have givet udtryk for ønsket, på en måde, hvor der ikke er tvivl om personens ønske. Derudover skal personen være myndig og habil, og beslutningen skal bero på et informeret sundhedsfagligt grundlag.

Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd er imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp og har også markeret denne position i udtalelser efter offentliggørelsen af reflektionsoplægget fra Udvalget for en mere værdig død. I disse udtalelser støttede begge foreninger udvalgets anbefaling om at sikre adgang til palliativ behandling for alle patientgrupper.

Menneskeværd er ideen om det enkelte menneskes suveræne værdi, uafhængigt af alt – alder, køn, race, sygdom, handicap, sociale relationer, arbejdsevne. Det giver menneskers død en særlig betydning, og at fravælge livet kan dermed ses som en krænkelse af denne værdi.

Begreberne menneskeværd, værdighed og integritet er beslægtede og bliver udfordret ved sygdom og død. Sygdommens symptomer skal lindres, og der skal værnes om patientens integritet og værdighed med bl.a. social, psykisk og eksistentiel omsorg. Men når omsorg er utilstrækkeligt, kan en fremskyndelse af døden ses som en beskyttelse af værdighed og integritet.

Fra 1991 har det stået i § 2 i Sundhedsloven at: "Loven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse (...)". Selvbestemmelse er en stærk værdi i moderne vestlige samfund, og enhver skal i størst mulig grad kunne skal tage beslutninger, der gælder sig selv. Evnen til selvbestemmelse kan dog være svækket ved alvorlig sygdom, og det er ikke ualmindeligt, at patienter skifter mening i løbet af deres sygdom og accepterer at leve med handicap og begrænsninger, de ikke selv havde troet.

Friheden fra at frygte en dårlig død ved selv at kunne bestemme kan være af stor værdi. Friheden kan dog også blive en oplevelse af pligt, og hvis patienten tøver, kan det føje skam til lidelsen. Det har været udtrykt omvendt: Manglende adgang til aktiv dødshjælp kan opfattes som frihed til at have lov til at være til besvær.

Relevante aspekter ved aktiv dødshjælp er:

• retten til at gøre hvad man vil
• retten til at få hjælp til det

Selvmord er lovligt i Danmark og hører under retten til at gøre hvad man vil. Retten til at få hjælp til det drejer sig, i spørgsmålet om lovliggørelse af aktiv dødshjælp, om retten til at få en læge til at yde hjælp til selvmord eller aktiv dødshjælp. Derudover er det et væsentligt spørgsmål, om det skal være en ydelse, som skal foregå og finansieres i det offentlige sundhedsvæsen.

En lovliggørelse vil kunne give mennesker uden livstruende sygdom, som lider ubærligt og ønsker at dø, adgang til aktiv dødshjælp. Ud fra et ønske om retfærdighed kan det være vanskeligt at sætte grænser for hvilken sygdom og hvilken lidelse, der er tilstrækkelig for at få lov til at få aktiv dødshjælp.

I de lande, hvor aktiv dødshjælp er lovlig, drøftes de etablerede grænser for, hvornår aktiv dødshjælp kan anvendes. I Holland diskuteres fx psykisk sygdoms betydning for muligheden for at få aktiv dødshjælp, og i Belgien har børn nu også mulighed for at få aktiv dødshjælp.

Udover betydningen af aktiv dødshjælp for den enkelte person er der en betydning for samfundet og fællesskabet. Lovliggørelse af aktiv dødshjælp kan opfattes som et trin fremad i en kulturel og politisk udvikling mod oplysning og selvbestemmelse, eller det kan ses som et trin tilbage i retning af en nedvurdering af syge og lidende.

At gøre godt og undgå at skade er et grundlæggende princip i lægeligt arbejde. Med aktiv dødshjælp kan en læge hjælpe nogle patienter til at undgå lidelse og uværdighed. Lægen kan også risikere at hjælpe nogle patienter til at dø, som ville have kunnet leve et for dem alligevel godt nok liv. Et sådant dilemma mellem muligheden for at gøre gavn og risikoen for at gøre skade er universelt tilstede i lægens arbejde. Skal lægen tale med patienten om mulighed for aktiv dødshjælp? På den ene side er det i særlig grad lægens ansvar at tage initiativ i forholdet til alvorligt syge og svækkede patienter, på den anden side kan netop en samtale om aktiv dødshjælp blive opfattet som trussel mod læge-patient forholdet.