antistofmangelsyndromer

Antistofmangelsyndromer hører under samlebetegnelsen immundefekter. Ved immundefekter er en eller flere dele af immunforsvaret fraværende eller fungerer utilstrækkeligt. Immundefekter opdeles i:

• Primære immundefekter, som er sjældne og medfødte tilstande, der skyldes mutationer i gener
• Sekundære immundefekter, som kan opstå som følge af medicinsk behandling eller sygdom. Disse er langt hyppigere, og forekomsten er formentlig stigende på grund af øget anvendelse af immunmodulerende behandlinger.

Symptomerne er øget tilbøjelighed og sværhedsgrad af infektioner, afhængigt af omfanget og karakteren af antistofmanglen. Særligt øvre luftvejsinfektioner kan være et problem med deraf følgende øget risiko for varig lungeskade.

Agammaglobulinæmi er en arvelig X-bunden defekt i B-cellerne, som producerer immunglobuliner. Tilstanden optræder kun hos drenge. Forekommer hos 1:200.000. Den debuterer med hyppige, alvorlige infektioner inden skolealderen og de ramte mangler alle immunglobulin-subklasser. Tilstanden behandles med regelmæssig infusion af gammaglobuliner udvundet af donorblod. Infektioner behandles hurtigt med antibiotika og i nogle tilfælde gives antibiotika forebyggende.

Common Variable Immunodeficiency Disease (CVID) hører til de primære immundefekter. Den genetiske baggrund er mindre velbeskrevet, men er formentlig polygenetisk, dvs. betinget af ændringer i flere forskellige gener. Forekomsten er 1:26.000 hvorved CVID indplacerer sig som den hyppigste primære immundefekt.

Det kliniske billede kan variere og patienterne diagnosticeres ofte først som unge voksne – eller senere. CVID medfører nedsat koncentration af immunglobulinerne IgG, IgA og ofte IgM; men ikke totalt fravær. Den nedsatte evne til antistofdannelse kan medføre nedsat effekt af vacciner. Der ses ofte tegn på dysregulering af immunforsvaret, som giver anledning til forskellige autoimmune reaktioner. Der ses fx ofte symptomer fra leveren og tarmen pga. øget inflammatorisk aktivitet og deraf følgende mangelfuld optagelse af næringsstoffer og leverpåvirkning. Der findes ikke en enkelt diagnostisk analyse; diagnosen stilles ud fra symptombilledet og vedvarende fund af lave immunglobulin-koncentrationer.

Personer med CVID følges ofte i hospitalsregi mhp. behandling af infektioner med antibiotika, evt. forebyggende behandling og regelmæssige infusioner med gammaglobulin ind i en vene eller under huden, som efter oplæring tillader, at personen selv kan varetage behandlingen i hjemmet.

Immunglobulinsubklasse-defekter defineres som recidiverende infektioner og nedsat plasmakoncentration af enkelte eller flere immunglobulin G- eller A-subklasser. De fleste tilfælde giver ikke symptomer, men i nogle tilfælde er der øget tendens til øvre luftvejsinfektioner.

Sekundær antistofmangel kan udvikles som bivirkning til brug af diverse lægemidler. Særligt medicin, som anvendes til at dæmpe immunsystemet, kan have denne uønskede virkning. Det gælder ved langvarig anvendelse af stoffer som glukokortikoider (fx prednison), og særligt de nyere, effektive B-celle-depleterende behandlinger, herunder rituximab og ocrelizumab, som anvendes i behandling af fx gigtlidelser og multipel sklerose (MS). Virkningen er ofte forbigående men i visse tilfælde langvarig og kan kræve immunglobulin-indgift med gammaglobulin-infusioner.

• immunforsvaret
• immundefekt
• antistoffer