arbejderbevægelse

Arbejderbevægelse er den samlende betegnelse for organisationer og bevægelser, som har til formål at fremme arbejderklassens sociale, politiske og kulturelle interesser. Til arbejderbevægelsen hører især fagforeninger, partier, kooperativer og kulturelle organisationer.

Arbejderbevægelsens organisationer er karakteriseret ved, at de som udgangspunkt er ledet af arbejderne selv. Derved adskiller de sig fra filantropiske foreninger, hvor personer, som ikke selv tilhører arbejderklassen, forsøger at forbedre arbejdernes sociale eller kulturelle vilkår. Arbejderbevægelsen er desuden kendetegnet ved, at den ud over forbedring af de umiddelbare arbejds- og levevilkår, ofte har et mere langsigtet mål om samfundsforandring.

Arbejderbevægelsens opståen

I august 1910 afholdtes der kongres for Anden Internationale i København. Trods slagordene på bannerne var Internationalen præget af stærke uenigheder om bl.a. midlerne til at forhindre en krig. Troen på sikring af verdensfreden fik også et knæk få år efter med udbruddet af 1. Verdenskrig. Blandt deltagerne på kongressen var Thorvald Stauning, der ses midt i billedet på vej til folkemøde i Søndermarken.

ABA.

Licens: Begrænset anvendelse

Den faglige arbejderbevægelse har sit udspring i Storbritannien. Her begyndte lønarbejderne fra slutningen af 1700-tallet at reagerede imod de sociale følger af markedsøkonomi og industriel kapitalisme. Blandt de tidligste protestformer var den såkaldte maskinstorm. Arbejdere, som kaldte sig ludditter, ødelagde de maskiner, som de mente fratog dem deres arbejde.

I løbet af 1800-tallet opstod der sammenslutninger af arbejdere indenfor forskellige fag, som ikke havde til formål at bekæmpe industrialiseringen som sådan, men derimod at stille krav til arbejdsgiverne om bedre løn- og arbejdsvilkår.

På det europæiske fastland var det især håndværkersvende, som dannede arbejderforeninger. En del håndværkere og andre arbejdere havde deltaget i de liberale og nationale bevægelser, som kulminerede i revolutionsåret 1848. Men de europæiske arbejderforeninger udviklede efterhånden deres egne politiske krav under indflydelse af især socialistiske og anarkistiske idéer.

Selvom de enkelte arbejderbevægelser havde et nationalt afsæt, var de fleste fra starten præget af internationalisme. Det var en udbredt opfattelse, at arbejderklassen havde fælles interesser på tværs af nationale skel. Det kom til udtryk i etableringen af den Internationale Arbejder-Association, senere kendt som Første Internationale, i London i 1864. Her var den landflygtige tyske socialist og filosof Karl Marx blandt lederne. Første Internationale kom til at spille en vigtig rolle for udbredelsen af den marxistiske socialisme i arbejderbevægelsen.

Arbejderbevægelsens gennembrud

Arbejdsgivere og myndigheder havde oprindeligt forsøgt at bekæmpe fagforeninger og socialistiske bevægelser med fyringer og forbud. Mens dette fortsatte, primært i Syd- og Østeuropa, bredte der sig i slutningen af 1800-tallet den opfattelse i andre dele af Europa, at arbejderbevægelsen var kommet for at blive, og at man måtte finde måder, hvorpå den kunne integreres i det eksisterende samfund.

I 1890 blev Socialistloven, der i Tyskland havde forbudt socialistiske partier, ophævet. I England anbefalede en statslig kommission i 1891, at man fremover søgte at inddrage fagbevægelsen som forhandlingspartner i løsningen af arbejdsmarkedets problemer. I Danmark anerkendte arbejdsgiverne med Septemberforliget i 1899 fagforeningernes ret til at forhandle om løn og arbejdsvilkår på vegne af deres medlemmer.

Ved indgangen til 1900-tallet havde arbejderbevægelsen opnået betydelig tilslutning i mange europæiske lande. Hvor det oprindeligt især havde været mandlige, faglærte arbejdere, som organiserede sig i fagforeninger, var nu også de ufaglærte, kvinderne og landarbejderne begyndt at deltage. Den typiske organisationsform bestod af selvstændige fagforeninger, opdelt efter fag eller industrielle brancher, som samarbejdede i en eller flere landsorganisationer.

Tilknytningen til socialistiske og socialdemokratiske partier

Ideologisk var arbejder- og fagbevægelsen tæt knyttet til de socialistiske partier. Det tyske SPD var blandt de førende partier i begyndelsen af 1900-tallet.

SPD-valgplakat fra 1919

Af Gottfried Kirchbach.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

I de fleste lande, især i Europa, var fagbevægelsen ideologisk knyttet til socialistiske og socialdemokratiske partier. Det førende europæiske arbejderparti var på dette tidspunkt det tyske socialdemokrati, SPD, som ved valget i 1898 også blev landets største parti målt i stemmer. Sideløbende med fagbevægelsens og de politiske partiers vækst blev der opbygget et netværk af aviser, bogforlag, forsamlingsbygninger og kultur- og fritidstilbud, som tjente til at udbrede de politiske idéer og styrke det interne sammenhold.

Udbredelsen til resten af verden

Fra Europa bredte arbejderbevægelsen sig, ofte gennem udvandrere, til Nord- og Sydamerika, Asien og Oceanien. I de store dele af verden, som udgjorde kolonier for de Europæiske magter, var den dog kun svagt repræsenteret.

Splittelsen i starten af 1900-tallet

Arbejderbevægelsen havde siden sin start været præget af forskellige politiske strømninger. Første Internationale var således præget af modsætninger mellem marxister og anarkister, som til sidst førte til dens opløsning.

Anden Internationale

I 1889 blev en ny, såkaldt Anden Internationale etableret. Inden for rammerne af denne udviklede flertallet af de socialdemokratiske partier efterhånden en strategi, hvor man satsede på gradvise forbedringer af samfundet gennem parlamentariske reformer, frem mod den endelige overgang til socialismen – den såkaldte reformisme. Heroverfor stod forskellige strømninger, som fastholdt nødvendigheden af et revolutionært opgør med det borgerlige samfund og kapitalismen.

Bruddet omkring 1. Verdenskrig

Oktoberrevolutionen var en af årsagerne til splittelsen i arbejderbevægelsen internationalt. Her ses enheder af Den Røde Hær og matroser i stilling i Petrograds gader forud for stormen på Vinterpaladset natten mellem den 7. og 8. november 1917.

novosti.

Licens: Begrænset anvendelse

I årene omkring 1. Verdenskrig kom det til et brud. De udløsende faktorer var dels uenighed om, hvorvidt man som socialist skulle støtte eller modarbejde sit eget lands krigsførelse, dels den russiske Oktoberrevolution i 1917. Mens flertallet i de fleste socialdemokratiske partier tog afstand fra revolutionen, var der små og større mindretal, som bakkede op. Disse brød i mange tilfælde ud, og dannede nye partier, under betegnelsen kommunister. Både socialdemokrater og kommunister samlede sig i henholdsvis Socialistisk Arbejder Internationale og Kommunistisk Internationale.

Andre strømninger til venstre for socialdemokraterne var anarkister og syndikalister, som især stod stærkt i Sydeuropa.

Det internationale samarbejde

Med fagbevægelsens opkomst og vækst i mange lande, var der grobund for forstærket, internationalt samarbejde også på dette felt. I 1919 oprettedes Den Internationale Faglige Central, som hovedsageligt omfattede de socialdemokratisk orienterede, nationale fagforbund.

Indenfor den internationale fagbevægelse var de socialistiske og venstreorienterede politiske ideologier nok dominerende, men dog på ingen måde enerådende. I Europa var der, og er i nogle lande stadigvæk, kristeligt orienterede fagforeninger af en vis betydning. Det er især tilfældet i lande med en stærk katolsk kirke. Der fandtes også fagforeninger, som af princip alene ville forholde sig til løn- og arbejdsvilkår, og ikke ville forbindes med nogen politisk ideologi. Denne såkaldte business unionism har især været karakteristisk for den Nordamerikanske fagbevægelse.

Den kolde krig

Efter 2. Verdenskrig blev den politiske splittelse i arbejderbevægelsen vævet sammen med den kolde krig. Kommunistiske partier kom til magten i Østeuropa og Kina. I forbindelse med efterkrigstidens afkolonialisering opstod der nye arbejderbevægelser, og gamle voksede sig større i det globale syd. Mange af disse var præget af forskellige former for socialistisk ideologi, ofte i kombination med antikoloniale og nationalistiske strømninger.

Men også internt i den kommunistiske bevægelser opstod splittelse, særligt mellem Sovjetunionen og Kina. Dette, sammen med de kommunistiske regimers udemokratiske karakter, bidrog til at underminere kommunisternes legitimitet i de vestlige arbejderbevægelser. I Vesteuropa var det, med enkelte undtagelser som fx Italien, de socialdemokratiske partier, som fra 1945 og frem stærkest repræsenterede den politiske arbejderbevægelse. Særligt i Norden var arbejderbevægelsen drivende i udviklingen af velfærdsstaten.

Det internationale samarbejde mellem partierne fortsatte inden for hver sin ideologiske lejr, men i mindre formelle rammer. Kommunistisk Internationale blev afløst af en række konferencer med ujævne mellemrum. Socialistisk Arbejder Internationale blev afløst af det mere løst organiserede Socialistisk Internationale.

Forøget tilslutning og nye sammenslutninger

Fra 1950’erne og frem, skete der i nogle lande en forøget tilslutning til fagbevægelsen, fra især funktionærer og offentligt ansatte. Grupper, som ikke tidligere havde identificeret sig med arbejderbevægelsen, begyndte at se sig selv som lønarbejdere og ønskede at få del i de fordele, som kunne opnås gennem faglig organisering.

Men også på det faglige område blev det internationale samarbejde præget af den kolde krig. Det Faglige Verdensforbund (World Federation of Trade Unions, WFTU), dannet i 1945, samlede oprindeligt de fleste af klodens nationale, faglige sammenslutninger. Men allerede i 1949 brød medlemmer fra mange vestlige lande ud og dannede den Frie Faglige Internationale (ICFTU), nu kendt som International Trade Union Confederation.

Arbejderbevægelsen siden murens fald

I årene 1989-1991 kollapsede de kommunistiske regimer i Sovjetunionen og Østeuropa, som følge af folkelige protester. Samtidig var de sidste år af 1900-tallet præget af en nyliberal politisk offensiv, som udfordrede det socialdemokratiske ideal om en stærk velfærdsstat.

Nye politiske positioner

I 2000-tallet har arbejderbevægelsen derfor været præget af søgen efter nye politiske positioner. Flere europæiske socialdemokratiske partier har forsøgt sig med en mere markedsorienteret politik. Det har imidlertid ikke kunnet forhindre, at de samme partier har oplevet svindende vælgertilslutning. Til gengæld er nye typer af partier vokset frem til venstre for socialdemokratierne men forskellige fra de gamle kommunistpartier.

Fagbevægelsen svindende tilslutning

1980’erne og 1990’erne var også en periode med generel tilbagegang for fagbevægelsen på globalt plan, efter de tidligere årtiers fremgang. Men på trods af den fortsatte globalisering, med effekter som udflytning af arbejdspladser til lande uden stærke traditioner for faglig organisering har fagbevægelsen siden årtusindskiftet formået ikke bare at fastholde sin størrelse, men at vokse svagt i absolutte tal. Ifølge en rapport fra ILO fra 2022 havde den globale fagbevægelse på daværende tidspunkt mere end 251 millioner medlemmer. Det gør ifølge ILO fagbevægelsen til den type af frivillige organisationer, som samler flest mennesker på verdensplan.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Arbejderbevægelsen

Lars K. Christensen

Phd. & Dr.phil.; ROMU