Arbejdsformidling er organiseret bistand til etablering af kontakt mellem jobsøgende, fx mellem ledige, der søger job, og arbejdsgivere, der søger arbejdskraft.

Fra AF til jobcentre

Tidligere udførtes funktionen hovedsageligt af Arbejdsformidlingen, AF, som især tog sig af job for ufaglærte og kortuddannede, mens kommuner formidlede arbejde til bistandsklienter.

Efter Strukturreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 blev AF sammenlagt med de kommunale beskæftigelsescentre i nye fælles jobcentre. Alle landets kommuner skal have jobcentre med undtagelse af syv kommuner med under 20.000 borgere. Disse sidste kan etablere samarbejde med nabokommuner. Der var således i alt 91 jobcentre i Danmark efter reformen, i 2024 er der 95.

Jobcentrene har også til opgave at yde råd og vejledning til personer uden arbejde, herunder muligheder for uddannelse af forskellige slags, samt vejlede om fleksjob.

Arbejdsformidling foretages endvidere af a-kasser, fagforeninger, vikarbureauer, bookingbureauer og konsulentfirmaer — de sidste især med henblik på besættelse af højere stillinger. Det er dog kun en lille del af alle ledige job, der formidles gennem disse institutioner. De fleste besættes via annoncer og personlige forbindelser.

Arbejdsformidling, der udføres af jobcentre og lønmodtagerorganisationer, er som hovedregel gratis. Jobcentre kan dog opkræve betaling hos arbejdsgivere for visse ydelser.

Jobcentrene drives af kommunerne (før den 1. august 2009 i et samarbejde mellem kommunerne og staten). I det tidligere statsregi hørte jobcentrene under Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Mange opgaver for jobcentrene

Arbejdsformidlingsfunktionen udgør kun en del af opgaverne i jobcentrene, der også administrerer en række arbejdsmarkedspolitiske ordninger for ledige.

Formålet med arbejdsformidlingen er på neutral vis at betjene jobsøgende og arbejdsgivere samt at sikre, at der ikke opstår mangel på arbejdskraft. Siden 1980'erne har arbejdsformidling i stigende grad været indrettet efter virksomhedernes behov. Der benyttes it-baseret jobformidling (Jobnet), dag-til-dag lynformidling, åben formidling (der er baseret på et selvbetjeningsprincip, fx jobbutikker og job-tv), vikarformidling og personaleudvælgelse.

Arbejdsformidlingens historie

Den første egentlige arbejdsformidling blev varetaget af arbejdsmarkedets organisationer, især lønmodtagersidens. Efter ønske fra arbejdsgiverside blev en offentlig arbejdsformidling, Arbejdsanvisningen, etableret ved lov i 1913, og den bestod side om side med a-kassernes arbejdsformidling frem til 1969.

Med oprettelsen af AF i 1970 fik det offentlige monopol på arbejdsformidling. Privat anvisning kunne dog finde sted på særlige områder. I 1978 fik a-kasserne igen mulighed for at formidle (parallelanvisning), og fra 1990 blev AF's monopol helt ophævet. Omtrent samtidig fik kommunerne mulighed for at formidle arbejde til udsatte grupper af borgere efter aftale med AF.

Der er i 2024 diskussioner om jobcentrene fremtidige rolle i den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig