A-kasse er en privat forening af lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er dannet med det formål at sikre foreningens medlemmer økonomisk bistand i tilfælde af arbejdsledighed.

Faktaboks

Også kendt som

arbejdsløshedskasse

For at opnå statsanerkendelse skal en a-kasse have mindst 10.000 medlemmer, være fagligt eller tværfagligt afgrænset for lønmodtagere og/eller selvstændige samt opfylde en række vedtægtskrav. De statsanerkendte a-kasser administrerer arbejdsløshedsforsikringen, og betingelserne for at få arbejdsløshedsdagpenge er ens i alle a-kasser. Staten yder refusion eller forskud til udbetaling af ydelserne. Medlemmerne og/eller deres faglige organisationer betaler administrationsudgifterne.

A-kasserne er ofte forbundet med fagforeninger og andre faglige organisationer, men optagelse i en a-kasse kan ikke betinges af medlemskab af en faglig organisation, og i dag, hvor der er betydeligt færre a-kasser end tidligere, er denne sammenhæng ikke længere så entydig, som den har været.

Medlemsantal i a-kasserne

Der findes 22 statsanerkendte a-kasser med i alt 2.279.000 medlemmer (pr. december 2023), hvoraf den mindste har godt 20.000 medlemmer og den største mere end 300.000. A-kasserne i Danmark, undtage ASE, er samlet i brancheorganisationen Danske A-kasser.

Der var december 2024 følgende medlemstal i a-kasserne ifølge Danmarks Statistik.

A-kasse Antal medlemmer
Akademikernes A-kasse 301.716
Faglig Fælles a-kasse (3F) 212.915
Det Faglige Hus A-kasse 199.068
Handels- og Kontorfunktionærer (HK) 178.601
Funktionærer og Tjenestemænd (FTF-A) 153.474
Kristelig a-kasse 147.924
ASE 136.174
Fag og Arbejde (FOA) 130.222
Lederne 124.318
Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) 95.730
Magistre (MA) 83.453
Min A-Kasse 82.324
Lærere (DLF-A) 70.415
Økonomer (CA) 67.268
Metalarbejdere 65.749
Børne- og Ungdomspædagoger (BUPL-A) 58.445
A-kassen Frie 42.421
Socialpædagoger (SLA) 34.410
Din Faglige A-kasse 33.748
Journalistik, Kommunikation og Sprog 24.882
Teknikere 21.005

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig