Arteria femoralis er hovedpulsåren gennem låret. Den danner fortsættelsen af arteria iliaca externa og går fra undersiden af lyskebåndet (i lacuna vasorum) til den passerer gennem spalten i musculus adductor magnus-senen (hiatus adductorius). Derefter fortsætter den som arteria poplitea. Den har både dybe og overfladiske grene, og forsyner hele lårets muskulatur samt dele af den forreste bugvæg og de ydre genitalier.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af latin femur, 'låret, lårbenet'

Også kendt som

lårarterien, lårpulsåren

Under lyskebåndet ligger arterien lateralt i forhold til vena femoralis og an mod kanten af skambenet (pecten ossis pubis), hvor femoralispulsen kan palperes.

Hovedstammen fortsætter vertikalt nedad i furen mellem musculus vastus medialis og adduktormusklerne. Den drejer sig indad, således at den efter sit frontale udløb går mere og mere i medial retning på låret, indtil den bliver liggende på dorsalsiden efter distalt at have passeret gennem adduktorkanalen (canalis adductorius eller Hunters kanal), dækket af musculus sartorius.

Anvendelse af arteria femoralis i endovaskulære indgreb

Arteria femoralis spiller en vigtig rolle i endovaskulære indgreb, da den tjener som adgang til arteriesystemet, når der skal udføres undersøgelser og operationer på hjertets kranspulsårer.

Indgrebene indebærer Perkutan Coronar Intervention, forkortet PCI, indsættelse af ny hjerteklap Trans-catheter Aortic Valve Implantation, forkortet TAVI. Derudover er der også diverse behandlinger i de perifere arterier Perkutan Transluminal Angioplastik, forkortet PTA, operation for aortaaneurisme EndoVascular Aortic Repair, forkortet EVAR, mm. Arteria femoralis er også ofte startstedet for en perifer bypass, fx femoro-popliteal bypass.

Anatomisk nøgleinformation

Vigtige forgreninger

Overfladiske grene

  1. arteria epigastrica superficialis afgår lige under lyskebåndet og fortsætter subkutant i den forreste bugvæg op til navlen (umbilicus),
  2. arteria circumflexa iliaca superficialis er en lille gren, der afgår nær den foregående, men bøjer lateralt langs lyskebåndet mod den øvre forreste hoftespids, spina iliaca anterior superior, og forsyner huden i dette område,
  3. arteria pudenda externa går subkutant i medial retning og forsyner lyskeområdet samt ydre kønsorganer.

Dybe grene

  1. arteria profunda femoris afgår lateralt fra dorsalsiden af hovedstammen, 3–5 centimeter under lyskebåndet, og er næsten lige så stor. Arterien regnes som den vigtigste i låret, da den forsyner lårbenets muskulatur. Lige efter sin afgang afgiver den to vigtige grene arteria circumflexa femoris lateralis & medialis. De lægger sig på hver sin side rundt om lårhalsen, lateralt mod trochanter major, hvor de anastomoserer og sender grene i medial retning mod lårbenshovedet (caput femoris). Særligt den større, mediale gren følger ledkapslen mod ledhovedet. En lårhalsfraktur vil derfor kunne reducere blodtilførslen til det hovednære område og resulterer i, at knoglevævet nekrotiserer.

  2. arteria genu descendens er en lille gren, der afgår i højde med adduktorkanalen og fortsætter ind i arterienettet (rete articulare genus) som dannes af arteria poplitea rundt om knæleddet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig