Kort over de såkaldte bantustans i Sydafrika inden apartheids ophør.
Af /Lex.
Licens: CC BY SA 3.0

Bantustans, eller 'hjemlande', var områder i Sydafrika og Sydvestafrika (efter 1990 Namibia) reserveret til den sorte befolkning. Disse såkaldte bantustans var centrale elementer i de hvide sydafrikanske styrers raceadskillelsespolitik (apartheid). Bantustans blev afviklet i Namibia i 1990 i forbindelse med med selvstændigheden og i Sydafrika i 1994 i forbindelse med afviklingen af den sydafrikansk apartheidstat og oprettelse af den demokratiske regnbuenation.

Faktaboks

Etymologi

Bantustan er en kombination af bantu, som på mange bantusprog er betegnelsen for mennesker, og stan, som betyder land.

Grundlaget for bantustanpolitikken

Grundlaget for bantustanpolitikken var jordlovene fra 1913 og 1936, der fordelte jorden med 87 % til det hvide befolkningsmindretal og 13 % til de sorte, der var befolkningsflertallet. Målsætningen var at skabe et hvidt og raceopdelt samfund, hvor den sorte del af befolkningen skulle placeres i hjemlandene. Disse områder skulle med tiden opnå selvstændighed. Disse hjemlande var centrale for det hvide mindretal og landets samfundsøkonomiske udvikling, fordi hjemlandene skulle fungere som leverandør af billig arbejdskraft.

I 1970 vedtoget parlamentet i Sydafrika en lov, som gjorde sorte til statsborgere i hjemlandene og dermed fratog dem deres sydafrikanske statsborgerskab, uanset om de altid havde boet i de såkaldte hvide områder. I perioden frem til 1983 blev mere end tre mio. mennesker tvangsforflyttet til bantustans.

I 1985 reviderede det hvide mindretalsstyre bantustanpolitikken og opgav reelt bantustans som middel i raceadskillelsespolitikken. De fire hjemlande Bophuthatswana, Transkei, Ciskei og Venda havde opnået selvstændighed, som dog kun var anerkendt af Sydafrika. De øvrige sydafrikanske bantustans var Gazankulu, KaNgwane, KwaNdebele, KwaZulu, Lebowa og Qwaqwa.

Bantustans funktion i apartheidstyret

Apartheidstyrets forestillinger om hjemlandene var for det første, at de skulle være arbejdskraftøer, der kunne bidrage til produktionsapparatet i Sydafrika, fx i industrien, serviceerhverv mm. For det andet at de selvstændige hjemlande skulle være selvforsynende baseret på egen landbrugsproduktion.

De fleste hjemlande var imidlertid overbefolkede og ofte med ufrugtbare landområder samtidig med at træfældning, overgræsning, erosion osv. betød voldsom naturnedslidning og forringede de i forvejen vanskelige betingelser for landbrug. Hjemlandene var desuden præget af en massiv arbejdsløsheden, som ofte var over 50 %; mange, især mænd, levede som migrantarbejdere eller pendlede dagligt til byerne. Befolkningssammensætningen domineredes af kvinder, børn og ældre; børnedødeligheden var en af de højeste i Afrika.

Afviklingen af bantustans

Da Sydvestafrika, der siden 1960 var blevet forvaltet af Sydafrika, i 1990 blev til den selvstændige nation Namibia, blev alle bantustans dér afviklet. Det samme skete i 1994 ved det første frie valg for alle borgere i Sydafrika i april 1994 og den dermed endelige afskaffelse af apartheidsystemet. Hjemlandene blev i en overgangsperiode omdøbt til Self Governing Territories ogintegreret i Sydafrikas delvist selvstyrende provinser.

Lesotho og Eswatini (tidligere under navnet Swaziland), der ligger som nationsøer i Sydafrika, har aldrig haft bantustan-status, da de var britiske protektorater og derefter blev begge selvstændige stater. Men de er og har altid været dybt afhængige af Sydafrika.

Bantustans (1990)

Hjemland indb. i mio. (ekskl. migrantarbejdere) landbrugsjord pr. familie (ha) migrantarb. (% af arbejdsstyrken)
Bophuthatswana 1,9 1,4 26,6
Ciskei 0,8 0,6 15,8
Transkei 3,1 1,5 25,7
Venda 0,5 0,8 19,0
Gazankulu 0,7 0,6 20,2
KaNgwane 0,6 0,5 25,9
KwaNdebele 0,5 0,5 42,8
KwaZulu 4,9 0,5 14,0
Lebowa 2,6 1,0 18,6
Qwaqwa 0,3 0,2 45,6

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig