bindingsværk

Inden bindingsværket samles i husets konstruktion, tildannes, afbindes, tømmeret ved tilhugning med økse, tilskæring med sav i rigtige længder og sammenpasning ved hjælp af tømmersamlinger (bladning, kæmning, tapning m.m.). Bindingsværkets enkelte dele lægges ud på et plant areal, en afbindingsplads, samles og nummereres, skilles ad igen og transporteres til byggepladsen for at blive rejst.

Bindingsværk i Danmark er anvendt i bygninger på op til fire etager, stokværk. Konstruktionsformen kan være den samme som i mindre huse med gennemstukne bjælker og styrtrum. Gennemgående stolper i to stokværks højde, fra fodrem til tagrem, kaldes højstolper. I en anden konstruktionsform rager bindbjælken ud over remmen, udkragning; på de udkragede bjælker lægges et nyt stykke tømmer, en overgangsfod, og på denne rejses bindingsværksvæggen til næste stokværk. De udkragede bjælkeender kan være dekoreret med udskæringer, og de understøttes af knægte, af og til også indvendigt, kopbånd. Mellem knægtene under overgangsfoden anbringes ofte et stykke profileret eller udskåret tømmer, fyldholt.

Brandfaren ved bindingsværk medførte, at man fra 1700-tallet i mange byer krævede, at facaden mod gaden skulle opføres i grundmur, dvs. af murværk fra kælder til kvist; facaden mod gården, gavle og indvendige bærende vægge var ofte stadigvæk i bindingsværk. Næste trin var, at alle udvendige vægge skulle være i fuld mur. Men helt op til slutningen af 1800-tallet blev indvendige vægge opført i bindingsværk. En meget stor del af etagehusene i danske byer har således stadig indvendige bærende vægge af bindingsværk.

Bindingsværk med remme, stolper, løsholter og skråbånd anvendes stadig i mindre huse, fx sommerhuse og udhuse med brædde- eller pladebeklædning.

Bindingsværk med lerklining mellem tømmeret har været anvendt siden oldtiden, men der er kun bevaret bindingsværkshuse fra senmiddelalderen og senere perioder. Åshuse anses for at have forhistoriske aner; til vor tid er de bevaret som højremshuse i Nordvestjylland og sulehuse på Fyn.

I Sønderjylland, på Østfyn og Lolland har egetræ været det mest anvendte byggemateriale til bindingsværk, ofte med tætstillede stolper og dokker, fodrem og skråstivere. I andre egne af landet er anvendt forskellige træsorter, ofte importeret fyr i Vest- og Nordjylland, på Sjælland i simple konstruktioner med brede fag og uden fodrem og dokker.

På landet udvikledes bindingsværket kun langsomt. Styrtrummet blev lavere gennem 1700-tallet for helt at forsvinde i begyndelsen af 1800-tallet, da bindbjælkerne blev lagt på tagremmen. Ejerforholdene og de gode materialer har betydet, at mange bindingsværkshuse er bevaret på Fyn og i Østjylland. I de træfattige egne i Midt- og Nordjylland er bindingsværk ofte blevet afløst af grundmur før midten af 1800-t. Det yngste bindingsværk, anvendt i udlænger, er enkelt opbygget af fyrre- eller grantømmer og svarer til det bindingsværk, som er brugt i byerne.

Frem til ca. 1700 var bindingsværket i byerne egnspræget som på landet. I middelalderen blev det afstivet af ranker og bredt udladede knægte, i renæssancen af dobbelte skråstivere i alle fag, indvendige kopbånd og udvendige knægte, ofte med rigt træskærerarbejde. Indtil ca. 1620 anvendtes højstolper i husenes bagsider; herefter etagedeltes bindingsværksbygninger også mod gården. Udkragningen mod gaden og knægtene blev mindre for at forsvinde omkring 1700.

Omkring 1800 anvendte man ofte en konstruktion med dobbelte, tætstillede stolper, ofte i kombination med en grundmuret husfacade. Senere har bindingværk fundet anvendelse i mange forskellige bygningstyper, bl.a. i villaer fra skønvirkeperioden, påvirket af tysk romantik og nationale strømninger.

Både af bevaringsmæssige og æstetiske grunde har man behandlet bindingsværkshuse med kalk, tjære og maling.

Farverne på landet var egnsbestemte med mange variationer. Generelt havde Sjælland, Møn, Lolland, Falster og Nordjylland hvidkalket tømmer og tavl.

På Fyn synes det at have været ligeså i ældre tid (1600-tallet), men senere fik man grønne, sorte eller røde stolper og hvide tavl; på Vest- og Nordfyn brugte man okkergule undertavl, og ofte var udlængerne hvide og stuehuset gult/hvidt.

I Østjylland var stolperne sorte med røde eller gule tavl, ofte opstregede med hvidt. På Bornholm havde nordøens gårde hvide tavl, sydøens røde; mange gårde var dog gule, i alle tilfælde med sorte stolper.

Bindingværket i byerne var i renæssancen malet i stærke farver, gul, ultramarin og rød med optrukne fuger og stafferede træskærerarbejder. I 1700-tallet forenkledes farvesætningen til hvid eller gul kalkning, i klassicismen yderligere strammet med hvide og grå nuancer, ofte udført i olieteknik.

• Danmarks arkitektur
• lerhuse i Danmark
• bolighistorie