bolighistorie

Målet om større lighed i samfundet medførte, at den tidlige velfærdsstat i perioden frem mod 1945 blev udrustet med en række instrumenter. Et af instrumenterne bestod af omfattede offentlig understøttelse af lejeboligbyggeri med mindre lejligheder for de brede samfundslag, og støtten blev ydet til det boligbyggeri, som kommunerne, forskellige selskaber med almennyttige boliger og i mindre grad private aktører stod bag. En mindre del af den offentlige byggestøtte ydedes i korte perioder til privatejede små parcel- og rækkehuse.

Den offentlige boligbyggestøtte fik, alt afhængig af boligmanglens omfang, forskellige former og dermed forskellig indvirkning på dette støttede boligbyggeris omfang. Under 1. Verdenskrig og til op i 1920'erne i form af lån og tilskud fra stat og kommune, derefter kommunalt garanterede lån fra den såkaldte Statsboligfond og supplerende kommunale lån. I 1930'erne og under besættelsen blev der givet tilsvarende støtte, men også udvidede udlånsformer. Resultatet blev, at mellem 25 og 70 procent af boligbyggeriet i mellemkrigstiden og besættelsesårene var offentligt understøttet i hovedstaden og her udgjorde en fjerdedel af den samlede boligmasse ved midten af århundredet.

For at hindre urimelige huslejestigninger og opsigelser i det ældre private boligbyggeri, der, i modsætning til det offentligt understøttede nybyggeri, ikke var lejereguleret, kom den tidlige velfærdsstats boligpolitik fra 1916 også til at rumme huslejeregulering gennem huslejenævn. Ordningen med huslejenævn blev i provinskøbstæderne afviklet i løbet af 1920'erne, men den blev fastholdt i København til 1934. I 1937 blev huslejenævn retableret. I 1939 blev huslejenævn afløst af et huslejestop, som fulgte af den boligmangel, der forventedes i kølvandet af 2. Verdenskrig.

I 1938 blev der indført huslejetilskud til børnerige og mindrebemidlede familier i det offentligt støttede boligbyggeri.

Som reaktion mod overbebyggelsen af hovedstaden og provinskøbstædernes brokvarterer før 1. Verdenskrig, blev den kommunal bebyggelsesplanlægning udvidet i de yderdistrikter, der opstod uden for hovedstadens og de store provinsbyers brokvarterer.

På allerede erhvervede og efterfølgende opkøbte arealer kunne kommunerne gennemføre en fuldstændig byplanlægning, mens de på privatejede grundarealer ved forhandling og aftaler med grundejerne fik sikret sig indflydelse på bebyggelsens funktion og form gennem servitutter. Denne indflydelse blev opnået for alle bykommuner efter byplanloven fra 1938 og førte sammen med den tidligere kommunale bebyggelsesplanlægning til, at de nye bebyggelser i yderdistrikterne fik en langt mere åben, lav og funktionsopdelt karakter.

Den funktionsopdelte bebyggelse tog form af adskilte industrikvarter, parcel- og rækkehusbebyggelser i villakvarterer og etageboligbyggeri i særlige kvarterer for dette. På samme tid blev yderdistrikterne kendetegnet af moderne kommunalt institutionsbyggeri, folkeparker og enklaver med havekolonier. Langs de gennemgående gader opførtes særlig i hovedstaden også etagebebyggelser med butikker i stueetagen, således at der blev dannet en bymæssig kulisse med bagvedliggende vidtstrakte villakvarterer.

Den kommunale byplanlægning blev dermed også en del af den tidlige velfærdsstats boligpolitik, og byplanlægningen havde indflydelse på byggeriets karakter, ligesom den offentlige boligbyggestøtte muliggjorde et afgørende kvalitetsløft i periodens nye lejeboligbyggeri. Det skete i form af forskellige former for storgårdskarreer og senere et udbredt boligblokbyggeri. Lejlighederne blev samtidig arealmæssigt større, kom i videre omfang til at rumme 3 værelser og fik installeret først wc og siden bad og centralvarme.

For at få ryddet ud i de mest forslummede kvarterer navnlig i de ældre førindustrielle bydele, gennemførtes i 1939 desuden lov om boligsyn og sanering, hvorved der kunne ydes statsstøtte til byfornyelse og opførelses af erstatningsbyggeri med boliger.

For at opnå en kraftig forøgelse af boligproduktionen, et gennemgribende kvalitativt løft af boligstandarden og et lavt lejeniveau i nybyggeriet, gennemførtes fra 1946 og frem til slutningen af 1950'erne meget betydelige udvidelser i den statslige byggestøtte. Dette skete både ved en voldsom udvidelse af udlånssummen, meget lave renter på de ydede lån, der kunne placeres i meget yderlige og usikre prioriteter og dække en meget større andel af byggeriets anskaffelsessum.

Samlet fik periodens statslåneordninger afgørende betydning. Mellem 1946 og 1956 etableredes over 180.000 lejligheder, og med et samlet udlån på over 3,5 milliarder kr. var staten med til at finansiere 85 procent af periodens boligproduktion. En vis del tilfaldt det private udlejningsbyggeri, men de gunstige statslån resulterede også i et stort byggeri af private små række- og parcelhuse.

Navnlig det almennyttige byggeri oplevede, med de særligt gunstige lånevilkår disse blev omfattet af, det helt store opsving og kom til at stå for tæt ved halvdelen af de nye boliger.

I hovedstadsmetropolen og de større provinsbyer opstod et stort antal nye afdelinger under eksisterende og nyetablerede almene boligselskaber, men også i de mindre provinsbyer og større stationsbyer blev sociale boligforeninger et velkendt fænomen. Mange af de nye foreninger var afdelinger eller selskaber under de store landsdækkende boligorganisationer med tæt tilknytning til arbejderbevægelsen, men også mere selvstændige og lokalt baserede boligselskaber forekom i en hel del tilfælde.

For at sikre at børnerige lavindkomstfamilier ikke tabte i kapløbet om de gode, men dyrere boliger i det støttede nybyggeri, blev der i forbindelse med statslåneordningerne foretaget en klækkelig udvidelse af de eksisterende huslejetilskud. Og kommunernes muligheder for at betale det nødvendige beboerindskud blev forbedret. Huslejetilskuddene kom dermed til at omfatte alt nyt udlejningsbyggeri og nye grupper: Familier med 2 børn, enlige med et barn samt alders- og invaliderentemodtagere og kronisk syge.

Med hensyn til huslejerne i den ældre private boligmasse, opført før 1940, forlængedes huslejestoppet og opsigelsesforbuddet fra 1939 frem til 1951. Herefter åbnede boliglovgivningen for mindre lejestigninger, reguleret af kommunale huslejenævn, i forhold til 1939-niveauet. Som følge af den meget konsekvente lejereguleringspolitik undgik man i det ældre byggeri større huslejestigninger. Omvendt blev huslejespændet mellem nyt og ældre byggeri stadig større, hvilket bl.a. hæmmede mobiliteten på boligmarkedet og nyt privat udlejningsbyggeri.

For at udjævne dette spænd fjernedes lejereguleringen i 1958 i mindre kommuner, mens der de steder, hvor den opretholdtes, blev åbnet for lejestigninger op til 30 procent i forhold til 1939-lejeniveauet. Samtidig afvikledes statslåneordningerne helt til privat byggeri, mens der indførtes statsgaranti for private lån i 3. prioritet til nyt almennyttigt byggeri, der samtidig kunne modtage statslige kvadratmetertilskud. Bag dette kursskifte lå den gradvise normalisering på boligmarkedet, der blev følgen af den eksplosive vækst i det private parcelhusbyggeri. Dette blev igen genereret af de stigende reallønninger, der i slutningen af årtiet og i de følgende 15 år fulgte med den nye industrialiseringsbølge og stigende beskæftigelse i både den private og offentlige administrative sektor. Men også politiske faktorer gjorde sig gældende.

Fra borgerlig side blev der stillet krav om byggestøttens afvikling og en gradvis opløsning af lejereguleringen. Selv om disse reguleringsområder var urørlige for Socialdemokratiet, som følge af en fortsat mangel på lejeboliger, accepterede partiet en vis frisættelse af boligmarkedet. Under forudsætning af, at boligpolitikken af fordelingshensyn samtidig primært orienteredes mod lavindkomstgrupperne i form af støttet til almennyttigt byggeri, huslejeregulering i udlejningsbyggeriet samt mere indkomstbestemt boligstøtte. Disse elementer blev bærende i de følgende efterkrigsårtier frem til starten 1980’erne og fortsat båret frem af fortrinsvis socialdemokratisk ledede regeringer.

I 1966 blev det fordelingspolitiske element styrket gennem nye statslige låne- og rentetilskudsordninger til det almene byggeri samt indkomstbestemt boligsikring; men der skete også en markedstilpasning gennem frihed til udstykning af ejerlejligheder og nævnsregulerede huslejestigninger til en offentligt fastsat brugs- og lejeværdi. Under indtryk af 1970’ernes og de tidlige 1980’eres socialdemokratiske regeringers krisepolitik sattes på ny mere fokus på boligpolitikkens fordelings- og beskæftigelsespolitiske element.

Fra 1972 kom der et stop for udstykning af ejerlejligheder i private ejendomme fra før 1966 og styrkelse af rentesikring. I 1974 i form af rente- og afdragsfri offentlig grundkapital på 23 procent af byggefinansieringen og delvis statslig rentedækning ved øvrige lån i almennyttigt byggeri med en periodeopdelt byggekvote på 12.000 samt huslejeregulering på grundlag af omkostningsbestemt leje. Fra 1979 med et endeligt stop for udstykning af private ejendomme i ejerlejligheder. I 1980, ved siden af den fortsat eksisterende grundkapital, indekslån med en statsbetalt rente til alment byggeri, tilsvarende indekslån med statsstøtte til private andelsboligforeninger samt boligydelse til pensionister. Fra 1982 tillige med offentlig støtte til byfornyelse og boligmodernisering.

Med tiltrædelse af den konservativt ledede borgerlige regering i slutningen af 1982 ændredes den politisk-ideologiske tilgang til den samfundsøkonomiske krise. Vægten blev lagt på frisættelse af markedskræfterne og nedbringelse af erhvervslivets omkostninger gennem privatisering, brugerbetaling, offentlige besparelser, deregulering og stram indkomstpolitik. Som en del af besparelsesinitiativerne nedsattes byggekvoten for alment byggeri til 3.000 og den offentlige grundkapital hertil til 6 procent, ligesom andelsboligforeninger skulle betale en fjerdedel af rentebyrden på optagne indekslån. Af markedshensyn ophævedes huslejereguleringen for nyt privat udlejningsbyggeri, der tillige fik mulighed for at optage de lange indekslån.

Under de socialdemokratisk ledede regeringer i årene 1993-2001 forøgedes derimod det almene byggeris kvote igen til 12.000 lejligheder, beboerindskuddene nedsattes til 4 procent, og staten begyndte at yde særlige rentetilpasningslån.

Fokus var igen på velfærdsstaten som afgørende for beskæftigelse, økonomisk omstilling og vækst og social balance. Efter årtusindeskiftet delte Socialdemokratiet og Venstre tidsmæssigt nogenlunde ligeligt regeringsmagten, men med den neoliberalisme, der fulgte med den yderligere økonomiske globalisering, indledtes på nogle områder en afmontering af den hidtil kendte velfærdsstat. Dette påvirkede også boligpolitikken, der dog bevarede de basale elementer, som blev nedlagt for over 100 år siden: Offentlig byggestøtte til socialt boligbyggeri, huslejeregulering- og tilskud.