brysterne

Brysterne ligger i højde med tredje til sjette ribben, ofte med akserne lidt udadvendt. Mellem brysterne ses en individuelt forskellig hudkløft (sinus mammarum). Omtrent midt på hvert bryst ligger brystvorten (mamilla, papilla mammaria) omgivet af et ringformet, pigmenteret hudparti (areola mammae). Det kan have små punktformede forhøjninger, de såkaldte Montgomerys kirtler. I området omkring brystvorten er der talrige glatte muskelceller, som ved berøring trækker sig reflektorisk sammen og gør brystvorten mere fremtrædende, hvilket er af stor betydning for spædbarnets mulighed for at dige. Brystet er opbygget af kirtelvæv og mælkekirtler (glandulae mammariae), omgivet af fedtvæv i forskellig grad.

Brystets ophæng til brystkassens forside støttes af bindevævsstrenge, der fra huden strækker sig igennem brystet og er tilhæftet de underliggende brystmuskler. Disse bindevævsstrenge strækkes ved kirtelvævets vækst under graviditet, og brystet bliver mere nedhængende, når kirtelvævet gendannes efter amningsperiodens ophør. En tynd, fladeudbredt hudmuskel (platysma), der strækker sig fra underkæben ned over halsens forside, hæfter spredt i huden over brystets øverste del og kan give brystet et "løft", hvis den er veludviklet.

Overtallige brystvorter (polyteli) kan nogle gange ses som parvise pigmenterede vorter under brysterne.

Mælkekirtlerne producerer og udskiller brystmælk, som er den naturlige ernæring for spædbørn. Mælken er mindre proteinholdig end komælk, men den indeholder mere kulhydrat og omtrent lige så meget fedt. Kirtlerne og fedtvævet er forbundet med den underliggende brystmuskulaturs fascie ved hjælp af mere eller mindre løst bindevæv, hvilket gør brysterne bevægelige i forhold til underlaget. Denne bevægelighed er et vigtigt træk for udelukkelse af forskellige patologiske tilstande, som mange gange kan skabe sammenvoksninger med brystfascien. Efter overgangsalderen (menopausen) kan kirtelvævet i stor grad blive omdannet til fedt- og bindevæv.

Brystkirtlerne udvikles til at begynde med ens hos begge køn som varianter af svedkirtler. I løbet af puberteten begynder brysterne at vokse hos piger under påvirkning af kønshormoner dannet i æggestokkene. Til at begynde med er det mest fedtdannelse, først således at det pigmenterede område omkring brystvorten bliver mere fremtrædende, senere også det omkringliggende hudområde. Først ved påbegyndt graviditet begynder selve mælkekirtlerne at udvikle sig på grund af hormoner fra æggestokkenes gule legeme og fra moderkagen. Nogle kvinder mærker dette meget tidligt som en øget fasthed eller tyngdefølelse i brysterne. Samtidig øges pigmenteringen omkring brystvorten, og der kan ofte komme ar-lignende striber (striae) i huden. Hele brystet vokser, ofte med synlige blodårer på overfladen og med følbare, forstørrede mælkekirtler.

Omtrent samtidig med fødslen danner forlappen i hypofysen hormonet prolaktin, som sætter kirtlernes produktion af mælk (laktogenese) i gang. Den udløsende faktor er dog barnet, som sammen med et hormon fra hypofysens baglap (oxytocin) får mælkekirtlerne til at trække sig lidt sammen, så den første mælk (råmælk eller kolostrum) pumpes ud. Disse impulser kan dog påvirkes i negativ retning ved angst, smerte eller ophidselse. Ro og trivsel er derfor vigtigt under amningen.

Kirtelvævet i hvert bryst består af 15-20 kegleformede lapper (lobi), som er radiært ordnet omkring brystvorten (mamillen) og som igen er opdelt i mindre enheder (lobuli). Hver lap består af en sammensat tubulo-alveolær kirtel med en udførselsgang (mælkegang, ductus lactiferus). Gangen udvider sig, før den munder ud i brystvorten, således at noget af mælken kan "lagres" hos kvinder, der ammer, og den er omgivet af såkaldte myoepiteliale celler, som spiller en rolle ved transporten af mælk gennem mælkegangen. I en mælkeproducerende kirtel (mamma lactans) vokser kirtellapperne, som er opbygget af kubisk epitel, i størrelse.

For at opretholde en vedvarende produktion af mælk (galaktopoiese, normalt omkring 500 ml dagligt), er en regelmæssig amning (laktation) nødvendig. Hos mennesker kan dette opretholdes over flere år. Uregelmæssighed i denne rutine kan let føre til brystbetændelse (mastitis). Efter at amningen er overstået, kan kirtelvævet gendannes næsten fuldstændigt. Enkelte børn kan kort efter fødslen producere såkaldt "heksemælk" (lac neonatorum), på grund af at moderens østrogener stadig indvirker på barnets kirtelvæv.

Brysternes lymfedrænage er af stor betydning som metastasevej; det vil sige spredningsvej for ondartede svulster i kirtelvævet (brystkræft). I et netværk af overfladiske og dybe lymfegange, der står i forbindelse med hinanden, ledes lymfen på følgende måder:

• Axillær drænage fra brystets øvre, laterale kvadrant til armhulens lymfeknuder (nodi lymphatici axillares).
• Interkostal drænage fra den mediale del af kirtlen via kirtler langs brystbenet, op til de dybe halsknuder (nodi lymphatici cervicales profundi).
• Muskulær drænage fra de centrale kirtelområder gennem den store brystmuskel (musculus pectoralis major) til armhulens knuder.

Der er også forbindelser mellem lymfenettet på de to sider, således at brystkræft kan spredes fra det ene bryst til det andet. Derfor undersøges brysterne og den tilhørende armhule med jævne mellemrum i voksenalderen.

• brystmælk
• amning
• brystbetændelse
• mastalgi