Oxytocin er et hormon som forårsager muskelsammentrækninger i livmoderen og fremmer udskillelse af mælk fra brysterne.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet oxytoxin kommer af græsk oxys 'hurtig, skarp, sur' og en afledning af tokos 'fødsel'.
Oxytocin er et hormon som forårsager muskelsammentrækninger i livmoderen og fremmer udskillelse af mælk fra brysterne.
Ordet oxytoxin kommer af græsk oxys 'hurtig, skarp, sur' og en afledning af tokos 'fødsel'.
Oxytocin produceres i hypothalamus i to små parrede cellegrupperinger, der kaldes nucleus supraopticus og nucleus paraventricularis. Det er nerveceller med udløbere, der forløber igennem hypofysestilken og ender i hypofysens bageste lap. De to sidste strukturer udgør tilsammen neurohypofysen. Der er også udløbere til regioner i hjernen, hvor oxytocin virker som neurotransmitter.
Hormonet virker ved at binde sig til specifikke receptorer på cellemembranen, som især findes på muskelcellerne i livmoderen og omkring mælkekirtlerne i brystet. Stimulering af receptoren fører til, at livmoderen sammentrækkes, samt at mælk udskilles fra brysterne hos kvinder, der ammer. Amning af det nyfødte barn forstærker oxytocinfrigørelsen yderligere og kan føre til sammentrækning af livmoderen i de første dage efter fødslen, hvilket kaldes efterveer.
Hormonet har en svagt hæmmende effekt på produktionen af urin, ligesom antidiuretisk hormon (ADH), idet der er strukturelt sammenfald mellem såvel de to hormoner som deres receptorer.
Hos forsøgsdyr er det vist, at oxytocin har betydning for dyrenes adfærd ved især at fremme seksualitet og yngelpleje.
Oxytocin bruges som lægemiddel til igangsættelse af fødsel og til at mindske blødning fra livmoderen efter fødslen. Hos mennesket formodes oxytocin indtaget som næsespray at kunne modvirke angst og depression og medføre vægttab, men størrelsen og varigheden af disse effekter er ikke tilstrækkeligt dokumenterede.
Oxytocin er et lille ringformet proteinhormon, der består af 9 aminosyrer og som, med undtagelse af to af aminosyrerne, er identisk med ADH.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.