oxytocin

Oxytocin produceres i hypothalamus i to små parrede cellegrupperinger, der kaldes nucleus supraopticus og nucleus paraventricularis. Det er nerveceller med udløbere, der forløber igennem hypofysestilken og ender i hypofysens bageste lap. De to sidste strukturer udgør tilsammen neurohypofysen. Der er også udløbere til regioner i hjernen, hvor oxytocin virker som neurotransmitter.

Oxytocin lagret i neurohypofysen udskilles blandt andet i forbindelse med veer og fødsel, når skeden udvides, ved stimulering af brystvorterne ved amning og ved orgasme. Derudover øges oxytocinudskillelsen af østrogen, fysisk aktivitet og lavt blodsukker.

Hormonet virker ved at binde sig til specifikke receptorer på cellemembranen, som især findes på muskelcellerne i livmoderen og omkring mælkekirtlerne i brystet. Stimulering af receptoren fører til, at livmoderen sammentrækkes, samt at mælk udskilles fra brysterne hos kvinder, der ammer. Amning af det nyfødte barn forstærker oxytocinfrigørelsen yderligere og kan føre til sammentrækning af livmoderen i de første dage efter fødslen, hvilket kaldes efterveer.

Hormonet har en svagt hæmmende effekt på produktionen af urin, ligesom antidiuretisk hormon (ADH), idet der er strukturelt sammenfald mellem såvel de to hormoner som deres receptorer.

Hos forsøgsdyr er det vist, at oxytocin har betydning for dyrenes adfærd ved især at fremme seksualitet og yngelpleje.

Oxytocin er et lille ringformet proteinhormon, der består af 9 aminosyrer og som, med undtagelse af to af aminosyrerne, er identisk med ADH.

• hormoner
• hypofyse
• livmoder