celledeling

Mitose danner grundlag for vækst, vævsreparation og cellefornyelse. Hver af de to datterceller modtager en fuldstændig kopi af modercellens arvemateriale. Denne præcise fordeling af genetisk materiale er nødvendig for at bevare organismens genetiske stabilitet. Ved mitosen modtager hver af de to nye datterceller en nøjagtig kopi af modercellens kromosomsæt. Efter delingen vil de nye celler ofte vokse og måske specialiseres til at varetage bestemte funktioner, eller de kan dele sig på ny. Ved høj grad af specialisering (differentiering) tabes ofte evnen til videre deling.

Meiose er celledelingsformen, der danner sædceller og ægceller, som er kønsceller (gameter). Meiose foregår i to delinger lige efter hinanden. Resultatet er fire haploide datterceller med det halve antal kromosomer, hvilket sikrer, at det samlede kromosomtal bibeholdes ved befrugtning.

I modsætning til i mitosen sker der ingen deling af kromosomernes centromer i den første meiotiske deling. Hver af dattercellerne indeholder det halve antal kromosomer, men hvert af disse består af to kromatider. Kort efter afslutningen af første meiotiske deling begynder den anden meiotiske deling, som ligner mitosen. I den anden meiotiske celledeling bliver de to søsterkromatider i hvert kromosom skilt fra hinanden og i telofasen ført til hver sin pol. Slutresultatet er fire haploide kerner, som er kerner med det halve kromosomtal.

Meiosen muliggør genetisk variation gennem overkrydsning, hvor der udveksles DNA mellem homologe kromosomer under profasen, og tilfældig fordeling af kromosomer til datterceller.

• Læs mere om meiose

Hos planteceller forløber kernedelingen omtrent som i dyreceller, dog uden centrioler. Cytoplasmadelingen sker ved dannelsen af en celleplade i ækvatorialplanet, der udvikler sig til en ny cellevæg. Mitoser forekommer især i vækstzoner som rod- og skudspidser og i meristemvæv. Meiosen sker i blomsteranlægget og fører til dannelsen af haploide pollen og kim.

• celle
• mitose
• meiose