Cyklodialyse er løsning af øjets strålelegeme (corpus ciliare) fra skleralsporen, som er den forreste, indre begrænsning af senehinden (sclera). Løsningen sker normalt kun i et mindre område.
Cyklodialyse kan opstå efter stumpe skader eller kirurgiske indgreb i øjets forreste del, især operationer for grøn og grå stær. Tilstanden fører normalt til et lavere øjentryk, fordi noget af øjets kammervand da vil kunne drænes fra øjeæblets forkammer gennem dialysesprækken, ud under årehinden (chorioidea) og derefter gradvist ud af øjet. Af denne grund blev cyklodialyse også tidligere brugt som kirurgisk metode i behandling af grøn stær.
Det lave øjentryk, der opstår ved cyklodialyse, kan medføre brydningsforandringer i øjet og synsnedsættelse på grund af hævelse centralt i nethinden (såkaldt hypotensiv retinopati), eller når større mængder kammervæske samles under årehinden (choroidale folder).
Mindre cyklodialysesprækker vil ofte lukke spontant. Hvis øjentrykket forbliver meget lavt over længere tid, og der samtidig opstår synsnedsættelse, er der derfor indikation for at forsøge at lukke sprækken kirurgisk, oftest ved at udføre en form for frysebehandling af cyklodialyseområdet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.