grøn stær

Der findes ingen absolut grænse mellem et normalt og et sygeligt forhøjet øjentryk. Et tryk op til 20 mmHg er normalt for de fleste, men ikke sjældent ses grøn stær også i øjne, hvor der ikke tidligere er påvist tryk over dette niveau (normaltryksglaukom). På den anden side behøver gentagne trykmålinger på for eksempel 26 mmHg ikke at betyde, at man har eller vil udvikle grøn stær. Dette betyder, at det ikke kun er øjentrykket, der har betydning for udviklingen af grøn stær, men at også andre faktorer spiller ind. Vigtigst er sandsynligvis blodforsyningen til synsnerven. Man mener, at jo dårligere synsnervens mikrocirkulation er, jo dårligere vil synsnerven tåle et forhøjet øjentryk. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at måle øjentrykket for at diagnosticere grøn stær. Øjenlægen skal undersøge, om trykket har ført til skade på synsnerven og/eller om der er udfald i øjets synsfelt. Hvis der ikke kan påvises skader på synsnerve eller synsfelt, betegnes et øget øjentryk i dag som intraokulær trykstigning (okulær hypertension) eller som værende glaukomsuspekt.

I Danmark og i resten af Europa er dette glaukom langt hyppigere end primært glaukom med blokeret kammervinkel.

Denne form for grøn stær er til en vis grad arvelig, idet den viser en tydelig tendens til ophobning i enkelte familier, men uden at genetisk undersøgelse i dag med sikkerhed vil kunne fortælle, hvem der vil udvikle sygdommen. Glaukomet viser sig sjældent før 50-årsalderen, og hyppigheden stiger derefter betydeligt med alderen. Generelt synes personer med diabetes, betydelig nærsynethed eller afrikansk-karibisk oprindelse at være mere udsatte end andre.

For primært glaukom med åben kammervinkel sidder afløbshindringen i trabekelværket eller i Schlemms kanal. For at der skal være balance mellem kammervandsproduktion og -afløb vil væsketrykket inde i øjet blive øget.

Øjentrykket er normalt permanent forhøjet, men tryk under 20 mmHg er heller ikke sjældent. I begyndelsen er øjentrykket som regel kun let forhøjet, og trykforøgelsen giver normalt ikke smerter eller andre symptomer. Sygdommen rammer i de fleste tilfælde begge øjne, men opdages ofte først i det ene øje. Trykforhøjelsen er i begyndelsen beskeden, men kan over måneder eller flere år medføre skade på synsnervens nervetråde. Der opstår da blinde områder i synsfeltet (synsfeltudfald). Så længe disse områder er små og måske kun til stede på det ene øje, bemærkes de ikke af personen. Det er grunden til, at åbenvinklet glaukom ofte ikke opdages, før der er udviklet en betydelig indskrænkning af synsfeltet på det ene øje eller begge øjne.

Skaderne, der er indtrådt i synsnerven og i synsfeltet er permanente, men med behandling kan man mindske eller endog forhindre en yderligere nedsættelse af synsevnen.

På grund af det snigende forløb er det vigtigt, at førstegenerationsslægtninge (forældre, søskende og børn) til patienter med åbenvinkelglaukom bliver kontrolleret hos øjenlæge med regelmæssige mellemrum efter 40-årsalderen.

Behandlingen sigter altid på at sænke øjentrykket, i første omgang med øjendråber eller laserbehandling eller en kombination af disse. Øjendråberne virker dels ved at nedsætte produktionen af kammervand og dels ved at forbedre kammervandets afløbsforhold. Der findes forskellige typer øjendråber med forskellige virkemåder. Ikke sjældent kombinerer man forskellige slags dråber, ofte i samme dråbeflaske (kombinationspræparater). Laserbehandling (lasertrabekuloplastik (LTP) eller selektiv laser trabekuloplastik (SLT)) virker ved at forbedre afløbet. Behandlingen har ofte god effekt i en årrække.

Hvis det ikke lykkes at nedbringe trykket tilstrækkeligt med ovennævnte behandling, kan det nogle gange være aktuelt at give tabletter (karbonsyreanhydrasehæmmere). Da tabletbehandlingen har bivirkninger, er det normalt mere aktuelt med en operation. Der findes forskellige operative metoder, men de fleste går ud på, at der dannes en forbindelse, en fistel, mellem det forreste øjenkammer og ind under øjets bindehinde til ydersiden af selve øjenæblet, så afløbshindringen omgås, en såkaldt filtrerende operation. Kirurgi medfører altid en vis risiko, hvorfor dette normalt ikke er førstevalg. Der er de senere år kommet flere andre og enklere kirurgiske operationsmetoder, såkaldte MIGS (Minimal Invasive Glaucoma Surgery). Disse er dog mindre effektive, og det er stadigt usikkert, hvilken plads de får i glaukombehandlingen i de kommende år.

Behandlingen kan ikke helbrede glaukomsygdommen, men bremser udviklingen, og behandlingen er livslang. Det betyder, at personer med glaukom regelmæssigt skal følges hos en øjenlæge for at kontrollere, om behandlingen er tilstrækkelig til at bremse sygdomsudviklingen.

Sammenlignet med åbenvinklet glaukom er vinkelblokglaukom forholdsvis sjældent i de skandinaviske lande. Forekomsten af denne glaukomform viser betydelig geografisk variation og udgør for eksempel omtrent halvdelen af glaukomtilfældene blandt grønlændere samt er betydeligt hyppigere i mange asiatiske folkeslag end hos os.

Den snævre kammervinkel, der disponerer for udvikling af vinkelblokglaukom, er en arvelig egenskab. Dispositionen for sygdommen er hos de fleste dobbeltsidig. Symptomerne optræder sjældent før 40–50 års alderen. Den øgede forekomst med stigende alder skyldes, at øjets linse vokser gennem hele livet, og en tyk linse øger risikoen for vinkelblokanfald i øjne med lille forkammerdybde. Langsynede personer har normalt kortere øjne og lidt snævrere forhold i forreste øjenkammer, hvorfor de er specielt disponerede for at udvikle vinkelblokglaukom.

For primært glaukom med blokeret kammervinkel vil en på forhånd snæver kammervinkel lukkes helt, fordi regnbuehinden presses fremad, når der opstår en trykstigning i bageste øjenkammer. Situationen opstår normalt, når pupillen er relativt stor, fordi regnbuehinden da ligger tættest mod øjets linse og dermed hindrer passagen af kammervandet fra bageste øjenkammer gennem pupillen og ud i øjets forkammer.

Ved vinkelblokglaukom er trykforhøjelsen i øjet ikke permanent, men optræder med uregelmæssige mellemrum, hvilket kaldes for akutte vinkelblokanfald. Diagnosen vinkelblokglaukom reserveres for øjne, hvor de forbigående trykforhøjelser over tid har medført typiske glaukomforandringer i øjets synsnerve og/eller synsfelt.

Før et tydeligt vinkelblokanfald kan der være lette symptomer i form af let sløring af synet, regnbuefarvede ringe omkring lyskilder og trykfornemmelse eller lette smerter i og omkring øjnene. Disse symptomer melder sig særligt i svag belysning, hvor pupillen er udvidet, og kammervinklen dermed er mere snæver end ellers. Selve vinkelblokanfaldet kan følge straks efter, men i mange tilfælde forsvinder symptomerne igen, især hvis personen udsættes for stærkere lys.

Ved et akut vinkelblok, der ikke hurtigt går i sig selv, vil der indenfor få timer indtræde en kraftig trykstigning i øjet. Personen mærker tågesyn og regnbuesyn og får stærke øjensmerter, der ofte ledsages af kvalme og opkast. Øjet er rødt, og hornhinden bliver uklar på grund af øget væskeindhold (ødem). Trykket i øjet kan stige til 50–70 mmHg. Hvis et sådant anfald varer i flere døgn, kan trykforøgelsen skade synsnervetrådene i en grad, så synet kan blive varigt reduceret eller mistes fuldkommen.

Hurtig behandling kan forhindre varig synsnedsættelse. Et akut vinkelblokanfald behandles i første omgang med øjendråber (pilokarpin), der får pupillen til at trække sig sammen, så kammervinklen åbnes maksimalt, og drænagen af kammervand kan komme i gang igen. Samtidig gives lægemidler i form af øjendråber og tabletter, der reducerer produktionen af kammervandet. Hvis det på denne måde lykkes at afbryde anfaldet, kan man på kort sigt forebygge nye anfald med øjendråber, der holder pupildiameteren lille, men i de fleste tilfælde vil øjenlægen anbefale operation, normalt med en YAG-laser.

Med YAG-laseren laves der et eller flere huller perifert i regnbuehinden (iridotomi). Kammervandet kan dermed passere fra bagkammeret til forkammeret gennem irisåbningen(e), selvom passagen via pupillen bliver hindret. Da også patientens andet øje oftest er disponeret for vinkelblokanfald, udføres tilsvarende YAG-laserbehandling også i dette øje.

En grå stær-operation vil også forhindre nye anfald ved, at man skifter patientens egen linse ud med en kunstig linse, der er tyndere end den originale linse. Dermed bliver forreste øjekammer dybere, og kammervinklen meget mere åben, så den vanskeligt kan lukkes.