Den gottorpske slægt, gren af den danske oldenborgske kongeslægt. Slægten har navn efter slottet Gottorp i Slesvig, som Frederik 1.s søn, hertug Adolf 1., fik tildelt ved arvedelingen i 1544 mellem ham og hans brødre, Christian 3. og Hans d.æ. Den gottorpske del omfattede områder i begge hertugdømmer, og da Hans d.æ. døde barnløs i 1580, deltes hans områder. Hermed var grundlaget for de gottorpske hertugers magt skabt, idet yderligere delinger forhindredes ved indførelsen af førstefødselsretten i 1608. Hertug Adolfs sønnesøn, Frederik 3., der var hertug 1616-59, knyttede nær forbindelse til Sverige, og hans datter Hedvig Eleonora ægtede kong Karl 10. Gustav. Ved hans hjælp blev den slesvigske del løst fra lensforholdet til Danmark. Frederik 3.s søn Christian Albrecht, hertug 1659-94, grundlagde Kiels Universitet og blev gennem sin yngre søn fyrstbiskop Christian August af Lübeck stamfader til fire svenske konger: Adolf Frederik, der blev konge i 1751, Gustav 3., Gustav 4. Adolf og Karl 13., der døde i 1818. Denne mandslinje uddøde i 1877. Gottorpernes modsætningsforhold til Danmark kulminerede under Store Nordiske Krig med beslaglæggelsen af de gottorpske dele i 1713 og inkorporeringen af de slesvigske dele i 1721, hvorefter Karl Frederik, hertug 1719-39, flyttede residensen til Kiel. Med hertug Karl Frederiks ægteskab med kejser Peter 1. den Stores datter Anna (1708-28) knyttedes alliance med Rusland. Deres søn Karl Peter Ulrik ægtede i 1745 Katarina (2.) og blev som kejser Peter 3. i 1762 en trussel mod Danmark. Samme år blev han dog myrdet, og i 1767 opgav Katarina 2. på sin umyndige søn Pauls vegne ved en foreløbig mageskiftetraktat alle arvekrav og mageskiftede de holstenske dele med Oldenburg-Delmenhorst. Efter Mageskiftet i 1773 blev den yngre linje af Gottorperne hertuger af Oldenburg indtil 1918. I Rusland regerede kejser Paul 1.s efterkommere som huset Romanov-Holsten-Gottorp indtil 1917.