dyreornamentik

Den ældste fase af dyreornamentikken er Salins stil I. I denne stil optræder der ikke bare dyrefigurer, men også menneskemasker og menneskefigurer. Denne stil var populær blandt de germanske folk i 400-tallet i det meste af Europa og i Sydengland.

Et særlig tidligt stadium af stil I kaldes Nydamstilen, opkaldt efter dekorationen på sværdskedebeslag fundet i Nydam Mose. Nydamstilen er tydeligt inspireret af karvsnitmønstre og naturalistiske dyremotiver i senromersk kunst fra 300-tallet.

I løbet af 500-tallet udvikledes den såkaldte stil II, hvor man kombinerede dyremotiver med båndfletmønstre, også benævnt entrelacs. Stil II opdeles i tre kronologiske trin, som man kalder A, B og C. De to tidligste trin, A og B, genfindes på prydgenstande fra Norditalien, Mellem- og Vesteuropa, De Britiske Øer og Norden. Videreudviklingen af dyrestilen i 600- og 700-tallet foregik hovedsagelig i Skandinavien. Stil C med dyrefigurer omgivet af entrelacs er inspireret af anglo-irsk kunst, som bl.a. kendes fra illuminerede håndskrifter.

I løbet af 700-tallet udvikledes den stil, der benævnes stil III. Den omfatter tre samtidige retninger, kaldet D, E og F. Stil D karakteriseres af smalle, båndformede, jævnt bølgende dyrekroppe med små, smalle hoveder. Stil E, som særlig er knyttet til Gotland, består især af stærkt fligede, opløste fuglelignende figurer. Mere naturalistisk udformede dyr med fortykkede snuder og nakketop karakteriserer stil F, der er snævert forbundet med den irske og angelsaksiske kristne mission, og som i Sydskandinavien ses både på lokalt fremstillede smykker og på importerede kirkelige genstande, fx Fejøbægeret.

I vikingetiden og frem til den tidlige middelalder – indtil omkring ca. 1200 – videreførtes dyreornamentikken i nye former; se vikingekunst.