engelsk sved

John Caius udgav så tidligt som i 1552 A Boke, or conseill against the Disease Commonly called the Sweate or Sweatyng Disease ('En bog, eller råd mod sygdommen almindeligvis kaldet Sved eller Svedsygdommen'; ikke udgivet på dansk) i hvilken han i tilbageblik beskriver og forsøger at forklare sygdommens opståen. Den danske biskop Jørgen Jensen Sadolin udgav allerede i 1529 et lille skrift om behandling af den engelske sved. Der findes desværre ingen bevarede eksemplarer, men værkets tidligere eksistens er dokumenteret. I 1844 udgav den tyske medicinhistoriker Justus Friedrich Carl Hecker (1795-1850) et større værk om middelalderens sygdomsepidemier, der udkom på engelsk under titlen Epidemics of the Middle Ages ('Middelalderens epidemier'; ikke udkommet på dansk), i hvilken han forklarer sygdommen ud fra tidens miasma-teorier og peger på det engelske klima og dårlig offentlig hygiejne som årsagen. I løbet af de sidste 100 år er der udkommet flere bøger og artikler om emnet, der lægger hovedvægten på forskellige infektionsmedicinske hypoteser.

Sygdommen optrådte i fem epidemier i England i: 1485, 1508, 1517, 1528 og 1551. I 1528-29 var der et udbrud i Calais i Frankrig og enkelte steder i Tyskland. I 1529 spredte sygdommen sig til Hamburg og Lübeck og derfra videre til de skandinaviske lande. I København døde omkring 400 mennesker. I samtiden kædede man det første udbrud sammen med kong Henry 7.'s hjemkomst fra Rosekrigen (War of the Roses) efter sejren ved Bosworth i 1485, hvor han var ledsaget af udenlandske lejesoldater fra Flandern og Frankrig. Ifølge kilderne ramte sygdommen ca. dobbelt så hyppigt mænd som kvinder, og overvejende midaldrende og yngre voksne, bortset fra epidemien i 1508, der angreb mange unge studerende ved universiteterne i Oxford og Cambridge.

Sygdommens symptomer er udførligt beskrevet af den engelske historiker Polydore Vergil, der selv oplevede epidemien i 1508 og 1517, men først skrev om det i 1534 ud fra sin hukommelse. Derudover findes der beskrivelser fra 1517 af den engelske krønikeforfatter Edward Hall m.m.

Den engelske sveds mest karakteristiske symptom var akut feber ledsaget af meget stærk sved og varmefølelse. De syge følte trang til øjeblikkeligt at smide tøjet og søge afkøling med fx koldt vand. Derudover beskrives symptomer som kvalme, hovedpine, krampe og delirium. Den engelske sved førte ofte til døden i løbet af 24-48 timer og i nogle tilfælde blot 2-3 timer.

I Edward halls Chronicle fra 1517 står der: "this malady was so cruel that it killed some within three houres, some within two houres, some merry at dinner and dedde at supper. Many died in the Kynges court, the lord Clinton, the lorde Gray of Wilton, and many Knightes, gentlemen and officers" ("denne sygdom var så grusom, at den dræbte nogle inden for tre timer, nogle inden for to timer, nogle glade ved middagen og døde ved aftensmaden. Mange i Kongens hof døde, lord Clinton, lord Gray af Wilton og mange riddere, herrer og officerer").

Det er vanskeligt med nutidens øjne at forklare den engelske sved og pege på en sygdomsårsag. Den akut indsættende feber tyder på en infektion som årsag. Den hurtige død ledsaget af stærk sved kunne tyde på septisk shock og dermed akut hjerte- og kredsløbssvigt. Det kan ses ved frigivelse af toksiner fra bakterier til blodet i forbindelse med fx bakteriel meningitis, men også ved andre typer af infektioner, herunder visse virusinfektioner.

Helt overordnet gælder det, at kildernes, set med en nutidig læges øjne, upræcise, mangelfulde beskrivelser gør retrospektiv diagnostik og årsagsforklaring meget vanskelig.

• medicinens historie
• epidemi