Kernen i teorien var humoralpatologiens lære om, at sygdomme opstod som et resultat af de fire legemsvæsker blod, slim, sort og gul galdes sammenspil med forskellige ydre faktorer. Man antog, at tilstedeværelsen af skadelige faktorer i luften, miasmer, kunne påvirke blandingsforholdet mellem de fire legemsvæsker og være årsag til sygdomme.
Når flere mennesker blev syge samtidig med de samme symptomer, måtte det skyldes en fælles ydre faktor, og det var derfor logisk at antage, at den luft, man indåndede, kunne være årsagen. Miasmerne kunne stamme fra sumpområder, fra meteorologiske fænomener som høj luftfugtighed, fra dårligt indeklima i bygninger og boliger, forrådnelsesprocesser i vand, fødevarer, døde dyr og mennesker m.m. En ubehagelig lugt blev opfattet som et tegn på tilstedeværelsen af miasmer. Et typisk eksempel på en sygdom, som man mente skyldtes miasmer, var malaria, der på italiensk betyder 'dårlig luft' (mala aria). I nogle tilfælde kunne miasmer også være sendt af guderne som en straf eller forbandelse. I Sofokles' tragedie Ødipus fortælles det for eksempel, at en epidemi bryder ud i Theben, der bliver ramt af en miasma efter drabet på kong Laios.
Den konkurrerende teori til teorien om miasmer, var teorien om contagium (latin: berøring). Den hævdede, at fysisk kontakt med syge eller afdøde var årsagen til. at sygdomme kunne antage epidemisk karakter.
Miasma-Teorien blev anset for valid frem til mikrobiologiens og bakteriologiens gennembrud omkring 1850-1880.
I den kinesiske medicin findes der eksempler på teorier, der har ligheder med miasma-teorien fx at kolera (zhang) skyldtes tilstedeværelsen af en særlig energi zhangqui i menneskets omgivelser, som kunne trænge ind i kroppen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.