Frikassé er en ret af kød, der er udskåret i stykker. Den kommer fra det klassiske franske køkken, hvor en frikassé også er kendt som en blanquette (blanc = hvid). Det er lys stuvning med krydderurter og spæde grøntsager baseret på lyst kød, oprindelig på fjerkræ (hønsefrikassé); men nu også som lammefrikassé (blanquette d'agneau), kalvefrikassé (blanquette de veau), eller på gedekød (blanquette de chevreau).

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af fransk fricassée, vistnok af frire 'stege' og casser 'knuse, slå i stykker'.

I Frankrig er fricassée som begreb kendt siden 1200-tallet som en ragout af grøntsager, fisk, fjerkræ eller kød. I dag benævnes de lyse frikasséer, mens de mørkere og tungere benævnes ragouter. Hvor der er brugt gede-, fåre- eller lammekød, er betegnelsen navarin. Fiskefrikassé i rieslingsauce (cassolette de poissons, sauce au Riesling) er en velkendt klassiker fra Alsace, hvori også indgår jomfruhummer.

En frikassé er oftest jævnet med sødmælk eller fløde (som en béchamelsauce) og gerne legeret med æggeblomme. En blanquettes sauce kan laves på en fond, der legeres med en blanding af cremefraiche 38 %, æggeblomme og citronsaft, idet saucen skal opvarmes til 82-84 °C for at legere:

  • 2 dl bouillon
  • 2 æggeblommer
  • 1 æg
  • 2 spsk. creme fraiche 38%
  • Citronsaft fra 1/2 citron, evt. revet citronskal

Æg, æggeblommer og cremefraiche røres sammen med citronsaft, fonden koges op til kogepunktet, og det hele blendes med behørig temperaturkontrol, evt. ved at bruge et vandbad. Når saucen er legeret, piskes den igennem og hviler i 10 minutter inden servering.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

skrev Søren Nyegaard

Får Lex reklamepenge fra Ztove og Thermomixer?

svarede Jacob Mollerup

Nej, det gør vi selvsagt ikke. Men det kan se forkert ud med så konkret vejledning med firmanavne. Det plejer vi ikke. Sætningen er nu slettet. Mvh redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig