Hæmodialyse er en metode til fjernelse af blodets affaldsstoffer og væskeoverskud ved hjælp af et dialysefilter.
Affaldsstofferne fjernes ved, at de diffunderer gennem en halvgennemtrængelig membran (semipermeabel membran) i dialysefilteret til dialysevæsken på den anden side, fordi koncentrationen af affaldsstofferne er højere i personens blod end i dialysevæsken. Hæmodialyse foregår som sessioner på 3–5 timer, normalt 2–4 gange ugentligt ved kronisk nyresvigt, og kan foregå på hospital eller i hjemmet. Ved akut nyreskade gives behandlingen som regel én gang dagligt.
Hæmodialyse bruges også i behandlingen af akutte forgiftninger. Ved forgiftning med forbindelser, der ligesom lithium og tetraklorkulstof har skadelig virkning på nyrerne, kan det være nødvendigt at dialysere personen, indtil det akutte nyresvigt er overstået. I andre tilfælde, ved forgiftning med forbindelser som salicylater og metanol, kan afgiftningen fremskyndes ved at dialysere personen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.