hæmosiderin

Jern er nødvendigt for kroppens transport af ilt. Jern kan hurtigt binde sig til og reagere med andre molekyler i kroppen, hvoraf hæmoglobin er det vigtigste. Da jern i sin frie form er skadeligt, bindes det normalt til ferritin-molekylet, som fungerer som et lager, hvorfra det hurtigt kan mobiliseres.

Når der opstår blødning i et væv, vil makrofager nedbryde og fjerne produkter fra det aflejrede blod. Jernet fra hæmoglobinet i de ødelagte erytrocytter bliver da aflejret sammen med nedbrudte (denaturerede) ferritin-molekyler som hæmosiderin. Hæmosiderin er tungt opløseligt i vand og forbliver derfor inde i cellen.

Jernet i hæmosiderin er i modsætning til jern i ferritin sværere for kroppen at udnytte og i modsætning til ferritin, er hæmosiderin kun lidt vandopløseligt og har tendens til at klumpe sig sammen, hvilket sker inde i makrofagerne.

Et generelt øget jernindhold i kroppen kan føre til hæmosiderinaflejringer i mange væv, hvilket kan lede til organsvigt. Eksempler på dette er hjertesvigt og skrumpelever (levercirrhose) ved jernophobning i henholdsvis hjerte og lever.

En sådan jernophobningssygdom er sjælden, men kan af og til ses ved primær hæmokromatose, som er arvelig eller hyppigere hos personer, der har fået mange blodtransfusioner, idet de har fået overført jernet via det tilførte hæmoglobin i de røde blodceller.

Jernholdighed i væv kan i vævsprøver farves preussisk blå (berlinerblåt), så det bliver synligt i et lysmikroskop.

• jern
• ferritin
• hæmoglobin
• jerndepot