Primærproduktionen i havene omkring Grønland viser stor sæsonvariation, som skyldes den seks måneder lange »vinternat«, hvor der kombineret med kraftigt isdække er intet eller kun lidt sollys – og den tilsvarende intensive periode om sommeren med åbent vand, stor næringsstoftilgang og sollys døgnet rundt. Isen dæmper vindens effekt på opblandingen og dermed cirkulationen af næringsstofferne i vandsøjlen.
I de frie vandmasser lever en række organismer og bakterier af forårets og sommerens primærproduktion af planktonalger. De vigtigste organismer i græsningen i de øvre vandlag er vandlopper og krill, som også udgør fødegrundlaget for fiskelarver, fisk, havfugle og havpattedyr. På lavere vand (under 200 m) synker en større del af algeproduktionen ned til bunden, hvor en række dyr lever af at filtrere partikler, fx ekskrementer og rester fra produktionen i vandoverfladen. Bunddyrene indgår i en række fødekæder, som inkluderer fisk, ederfugl, remmesæl og hvalros. På dybt vand er det en mindre del af overfladens algeproduktion, som når bunden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.