Heterokromi er det fænomen, at øjnenes regnbuehinder har forskellig farve eller farveintensitet.
Af /Creative Commons.

Heterokromi er en tilstand, hvor højre og venstre øjes regnbuehinde (iris) har forskellig farve eller farveintensitet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af de græske ord heteros 'ulige' og khroma 'farve'.

Hos nogle er anlægget til heterokromi medfødt, og tilstanden bliver da synlig i tidlig småbarnsalder. I sådanne tilfælde er den forskellige øjenfarve det eneste objektive øjenfund, og begge øjne har normalt syn.

Heterokromi kan også være erhvervet; i nogle tilfælde skyldes det aktive sygdomsprocesser, som kan medføre funktionstab også i andre dele af øjet. En sådan tilstand er Fuchs heterokrome iridocyklitis, hvor en ensidig kronisk og mild iridocyclitis giver mere eller mindre afblegning af det påvirkede øjes regnbuehinde, samtidig med at betændelsen også kan medføre udvikling af både grå stær og grøn stær i det samme øje.

Flere andre ensidige, langvarige og kraftige betændelsesprocesser inde i øjet vil også kunne føre til grålig misfarvning og atrofi af regnbuehinden. Ved øjenskader med fremmedlegemer af jern og stål, som overses og ikke hurtigt fjernes fra øjets indre, kan en toksisk proces i øjet (siderose) medføre brunlig misfarvning af regnbuehinde og linse samt degenerative nethindeforandringer, der gradvist kan føre til blindhed.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig