Hyfæma er en blodansamling i forreste øjekammer, det vil sige i området mellem hornhinden og regnbuehinden. De fleste hyfæmaer skyldes en øjenskade, oftest øjenkontusion (contusio bulbi) og vil forsvinde af sig selv i løbet af få dage.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af de græske ord hypo- 'under', og haima 'blod'

Årsager til hyfæma

De allerfleste tilfælde af hyfæma skyldes en stødskade mod øjeæblet, for eksempel et slag fra en badmintonbold eller en knytnæve. I forbindelse med selve stødet vil blodårer i øjets regnbuehinde blive strakt, så de brister og fører til en blødning inde i øjet. Der kan også opstå hyfæma i forbindelse med mere alvorlige øjenskader eller efter øjenoperationer.

Spontant opstået hyfæma, det vil sige hyfæma uden kendt ydre påvirkning, kan ses hos patienter med karnydannelser (rubeose)regnbuehinden eller i kammervinklen for eksempel ved fremskreden diabetisk retinopati, sjældnere hos patienter med øjentumorer eller kronisk indre øjenbetændelse (kronisk uveitis). Andre mere sjældne årsager er generel blødningstendens enten på grund af blodsygdomme for eksempel leukæmi, blødningsforstyrrelser for eksempel Von Willebrand eller brug af blodfortyndende medicin for eksempel acetylsalicylsyre.

Symptomer på hyfæma

Symptomerne vil afhænge af størrelsen på hyfæmaet. Et lille hyfæma ses som et lille væskespejl med blod nederst i øjets forkammer og er måske ikke mærkbart. Et større hyfæma vil give nedsat syn, eventuelt blindhed, hvis hele forkammeret er fyldt med blod (totalt hyfæma). Da blodcellerne passerer langsomt ud gennem afløbet (trabekelværket) for kammervandet, vil øjentrykket kunne stige, hvilket kan give øjensmerter og hovedpine.

Diagnosen hyfæma

Diagnosen stilles ved en enkel øjenundersøgelse, hvor man makro- eller mikroskopisk ser et væskespejl med blod i øjets forkammer, eventuelt at hele forkammeret er fyldt med blod.

Behandling af hyfæma

De fleste hyfæmaer forsvinder i løbet af få dage og kræver ingen behandling udover tryksænkende øjendråber, hvis øjentrykket er betydeligt forhøjet. Hvis hyfæmaet derimod ikke viser tegn til at forsvinde, kan det være aktuelt med en operation, hvor man skyller blodet ud blandt andet for at forhindre varig misfarvning af hornhinden. Der er de første fem dage en øget risiko for ny blødning, som synes at give øget risiko for komplikationer. Man antager, at man reducerer risikoen for en sådan ny blødning ved at tage det fysisk roligt i denne periode.

Prognose

Prognosen er i de allerfleste tilfælde god men afhængig af blødningsårsagen, og opfølgningen bestemmes derfor af denne. De fleste personer, hvor blødningen skyldes en stødskade, har brug for opfølgning for at afdække eventuelle andre øjenkomplikationer til stødskaden, specielt nethindeløsning og grøn stær. Det indebærer behov for kontrol hos øjenlæge inden for den første måned og ofte årligt i flere år.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig