Stort set alle de grammatiske strukturer, der kendetegner variationsbredden i Jordens sprog, genfindes i de forskellige indianske. En lignende forskelligartethed gælder også udtalen. Nogle træk er dog særlig udbredt, fx er polysyntese, dvs. forekomsten af komplekse ord, karakteristisk for nordamerikanske og visse mellemamerikanske indianske sprog. På mohawk kan advarslen 'du er på vej til at tage din sko på den forkerte fod' udtrykkes i ét ord: t-en-hs-at-ian-karhat-ho-'; ordret med betydningen 'ændre-futurum-du-selv-fodspor-dreje-forårsage-punktuelt' eller lidt mere frit 'du vil forårsage, at dit fodspor bliver vendt på hovedet'. Eksemplet viser bl.a., at objektet, her 'fodspor', kan indlemmes i verbet, hvilket er karakteristisk for polysyntetiske sprog.
I mange nordamerikanske sprog optræder verbalstammer med ret abstrakte betydninger, som så modificeres vha. forstavelser eller endelser. Det muliggør meget præcise beskrivelser af former, bevægelser og andre omstændigheder ved en handling. Fx har det californiske sprog karok en endelse -rípaa, som indicerer, at handlingen foregår 'horisontalt hen imod centrum af en vandmasse'. Blandt de sydamerikanske indianske sprog er polysyntese sjældnere og i Amazonlandet næsten helt erstattet af sprog, hvori en enkelt verbalhandling ofte må udtrykkes ved en hel serie verber.
Både i nord og syd findes mange indianske sprog, som kræver, at det for ethvert udsagn specificeres, hvordan taleren forholder sig til sandhedsværdien af sit udsagn. Tucano-sprogene kræver således, at man vha. grammatiske endelser skelner mellem, om man har set handlingen, hørt eller på anden måde sanset den, fået den fortalt eller blot sluttet sig til, at den har fundet sted.
Mange indianske sprog skelner ofte ikke mellem ental og flertal for livløse størrelsers vedkommende. Til gengæld skelner de ofte mellem to forskellige former for første person flertal. I den ene flertalskategori, inklusiv, omfatter vi den, der tales til (= 'du og jeg'), mens modtageren udelukkes fra vi, når den anden kategori, eksklusiv, benyttes (= 'vi andre').
Når der tælles, kræves der ofte en beskrivelse af, hvilken type genstand der tælles. Det gælder fx for nogle maya-sprog, der har hundredvis af såkaldte klassifikatorer; en af dem bør altid indgå i udtryk, hvor substantiver er kombineret med talord. Udtryksformerne har lighedspunkter med dansk 'jeg har lyst til en kop kaffe' frem for 'jeg har lyst til en kaffe'.
Endnu et udbredt træk i indianske sprog er, at grammatiske relationer som regel markeres på konstruktionens kerneled, fx aztekisk for 'jeg elsker mine børn':
ni-kin-tlaso'tla no-pilwaan jeg-dem-elsker mine-børn
Her er både subjektet ni- og objektet -kin- udtrykt gennem verbet, der er kerneled i sætningen, mens besidderen er udtrykt ved hjælp af forstavelsen no-.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.