estlandssvenskere

Indvandringen skete ad flere omgange, åbenbart både fra Finland og fra Sverige. Den svensksprogede befolkning var koncentreret til forholdsvis få steder, men dér udgjorde svenskerne ofte flertallet af befolkningen. Mens estlandssvenskernes erhvervsmuligheder i byerne Hapsal (på estisk Haapsalu) og Reval var variererede, levede de på landet mest af landbrug og fiskeri.

Formelt var estlandssvenskerne frie, men i løbet af århundrederne lykkedes det godsejerne at mindske forskellene til de livegne estiske bønder. I 1781 flyttede omtrent 1000 estlandssvenskere fra Dagø (på estisk Hiiumaa) til Ukraine, hvor de grundlagde Gammalsvenskby. Enkelte beboere der taler endnu svensk.

I social henseende kan svenskerne i Estland ikke sammenlignes med svenskerne i Finland, hvor hele overklassen var svensk (men ikke alle svenskere i Finland tilhørte overklassen). Overklassen i Estland var derimod tysk. Det forblev den også under svensk herredømme (1561–1710), selv om der nu indvandrede en del militærfolk og embedsmænd fra Sverige og Finland. Bortset fra præsterne havde de dog kun meget lidt kontakt med de langt tidligere indvandrede estlandssvenskere. Svenske indvandrere fra 1500- og 1600-tallet blev som regel med tiden snarere tyskere end estlandssvenskere.

Estlandssvenskerne havde boet i Estland i århundreder, inden Estland blev en svensk provins i 1561. Deres eksistens blev aldrig brugt til at legitimere svensk herredømme over området.

I midten af 1800-tallet fik etnografiske forskere (Fredric Joachim Ekman, Carl Rußwurm) øje på estlandssvenskerne. Rußwurm konstaterede, at en del tidligere svenske bosættelser efterhånden var blevet estiske og at esterne var begyndt at flytte ind i svenske områder, bortset fra tre øer. Han troede, at svenskerne stort set ville være forsvundet fra Estland og Livland om 100 år. Han fik ret, men grunden viste sig ikke at være assimilationen, som Rußwurm havde troet.

Fra slutningen af århundredet begyndte estlandssvenskerne at organisere sig som nationalt mindretal med understøttelse fra Sverige og navnlig fra Riksföreningen för svenskhetens bevarande i utlandet (grundlagt 1908). I 1909 startedes i Estland kulturforeningen Svenska Odlingens Venner.

Oprettelsen af den Estiske Republik i 1918 med dets vidtgående mindretalsbeskyttelse gav estlandssvenskerne gode muligheder, selv om man ikke benyttede sig af loven om kulturautonomi. Et svensk skolevæsen organiseredes, der udkom en svensk avis, efter nogle år tilkom et svensk gymnasium og en folkehøjskole. Konstantin Päts’ autoritære regering fra 1934 var mindre gavnlig for estlandssvenskerne.

Ved folketællingen i 1934 registreredes 7641 estlandssvenskere, dvs. 0,7 procent af befolkningen – men kun 6368 personer talte sproget til daglig. I deres traditionelle bosætningsområder udgjorde estlandssvenskerne fortsat ofte overvældende flertal.

I 1944 flygtede de fleste estlandsvenskere med den tyske besættelsesmagts tilladelse til Finland og Sverige. Tilbage blev kun dem, der var gift med estere, eller som var blevet mobiliseret til krigstjeneste. Under den sovjetiske besættelse var dele af de estlandssvenske egne lukkede militære områder, hvad der yderligere bidrog til, at de få tilbageværende estlandssvenskere blev spredt for alle vinde.

Efter Estlands fornyede uafhængighed i 1991 blev den svenske Mikaelskirke i Tallinn åbnet igen. Folketællingen fra året 2000 opfører 300 estlandssvenskere, hvoraf 107 angives at have svensk som modersmål.

I 2002 indviedes et estlandssvensk museum i Haapsalu. Fem år senere grundlagdes Estlandssvenskernes Kulturselvforvaltning på baggrund af loven om kulturautonomi. 500 personer har registreret sig hos Kulturselvforvaltningen som estlandssvenskere.

I dag taler man om estlandssvenskar på svensk og rannarootslased (‘kystsvenskere’) samt eestirootslased (‘estlandssvenskere’) på estisk.

Betegnelsen estlandssvenskar (oprindeligt Estlands svenskar) opstod omtrent 1900, da der ikke mere – bortset fra Runö – boede svenskere i Livland. Næsten alle svenskere i Østersøprovinserne var derfor estlandssvenskere. Ved uafhængigheden i 1918 kom det nordlige Livland inkl. Runö til Republikken Estland, og siden den tid var estlandssvenskere en træffende betegnelse i stil med navnene på mange andre nationale mindretal i Europa.

Rußwurm skrev i 1855, at svenskerne på fastlandet kaldte svenskerne på øerne for Eibofolke (ordret oversat ‘øbofolk’), mens esterne kaldte dem for Rootsi-rahwas (ordret ‘svenskerfolk’).

I 1920 trykte estlandssvenskernes avis Kustbon et forslag om at anvende Aiboland som fællesbetegnelse for de svenske områder i Estland, konstrueret ud fra aiboa (svarende til Rußwurms Eibofolke). I de følgende årtier benyttedes dette begreb kun sporadisk.

Da et estlandssvensk museum åbnede i Haapsalu (på svensk og tysk Hapsal) i 2002, kom det at hedde på svensk Aibolands Museum. Museet og Kulturselvforvaltningen bruger det nye navn Aiboland, der sælges som historisk, aktivt i markedsføringen af de gamle svenske bosættelsesområder.

• Estlands historie i middelalderen
• Estlands historie fra Reformationen til 1850
• Estlands historie efter 1850
• finlandssvenskere
• liver
• mindretal
• svensk