klassisk liberal feminisme

Startskuddet til den klassiske liberale feminisme var Mary Wollstonecrafts bog A Vindication of the Rights of Women fra 1792, som udkom på dansk i 1801 under titlen Quindekjønnets Rettigheder forsvarede. Hun argumenterede mod den opfattelse i samtiden og specielt hos den tilsyneladende fremskridtsvenlige Jean-Jacques Rousseau, at kvinder ikke skulle have en uddannelse, fordi de var født intellektuelt mindreværdige. Det er tværtimod, fordi kvinder ikke uddannes, at de forekommer mindreværdige, pyntesyge og intrigante, var Wollstonecrafts modsvar.

I den berømte Seneca Falls-erklæring fra 1848 fastslås det, at den amerikanske uafhængighedserklærings sentens om, at "all men are created equal", i realiteten også burde omfatte den anden halvdel af menneskeheden, kvinderne. For at klargøre dette skrev man i erklæringen, ”We hold these truths to be self-evident; that all men and women are created equal.” Derimod udfordrede den klassiske liberalistiske feminisme ikke selve opdelingen i en offentlig kontra en privat sfære styret af forskellige principper. Det kom først 100 år senere.

Mary Wollstonecrafts bog blev sammen med John Stuart Mills The Subjection of Women fra 1869 vigtige skrifter for kvinderetsbevægelsen, da denne tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet. Stuart Mill angreb stærkt den engelske ægteskabslovgivnings underordning af kvinder, og han lavede en i samtiden uhørt sammenligning mellem kvinders stilling og slavernes. Han så kvindernes underkuelse som en af de vigtigste hindringer for menneskehedens fremskridt.

Socialliberalismen, som Stuart Mill bevægede sig i retning af på sine ældre dage, gik videre end den klassiske liberalistiske feminisme og hævdede, at statsmagten måtte sørge for tilstedeværelsen af visse forudsætninger for den lige og fair konkurrence. Det peger frem mod den moderne holdning til ligestillingspolitikken, støttet af en udbygget velfærdsstat, som i Danmark var præget af Socialdemokratiet, fra 1980’erne i en betydelig enighed med de borgerlige partier.

Ifølge Mill og Wollstonecraft lå årsagen til kvindernes underkuelse i traditionelle fordomme og i lovens eksklusion af kvinder fra uddannelse og medborgerskab. Wollstonecraft havde i sin bog en enkelt sætning om, at kvinderne burde have adgang til egne politiske repræsentanter – ”selv om dette forslag nok vil vække latter”. Trekvart århundrede senere fremsatte Stuart Mill som medlem af det engelske parlament lovforslag om kvindestemmeret, som naturligvis blev forkastet.

Den klassiske liberalistiske feminismes lighedsbegreb kan betegnes som lige muligheder, med Stuart Mills ord, ”competitive equality”. Der var en lys fremtidstro på, at når først statsmagtens og standsprivilegiernes snærende bånd var fjernet, ville enhver finde sin rette plads efter evner og indsats. "Man forbyder jo heller ikke ved lov fysisk svage mænd at blive smede," lød Mills som altid strengt logiske argumentation. Mill forestillede sig dog, at kvinderne måtte vælge mellem ægteskab og familie eller erhverv, og at bortset fra de særligt talentfulde kvinder ville kvinder i almindelighed vælge ægteskabet. Senere forskning har vist, at på dette punkt var Harriet Taylor (1807-1858), Mills livkammerat og skjulte medskribent, mere radikal.

I Danmark var den unge Mathilde Fibigers korte bog Clara Raphael. 12 Breve (1851) det første skrift i denne tidsperiode til forsvar for kvinders indre frigørelse og deres ret til som mændene at arbejde for en sag. Astrid Stampe (Feddersens) skrift: Kvindesagen. En kortfattet redegørelse fra 1887, blev udgivet af Dansk Kvindesamfund, som var blevet stiftet 1871, og det fremstiller klart ideerne i den tidlige danske kvindesag.

John Stuart Mills bog blev allerede i udgivelsesåret udsendt i Danmark med titlen Kvindernes Underkuelse. Selveste Georg Brandes havde oversat den og forsynet den med et rosende forord, som han dog i anden udgave fra 1885 ændrede til en advarsel mod at give kvinderne stemmeret, fordi han frygtede, det ville styrke de reaktionære kræfter.

I Danmark blev kvindevalgretten først i starten af 1900-tallet et fælles krav fra kvindeorganisationer på tværs af partiskel; en meget bred alliance, dog i forskellige organisationer. Med udsigt til vedtagelse af stemmeretten til "kvinder og tyende", kom feminismens klassiske dilemma mellem tilpasning eller oprør tydeligt frem. Skulle kvinderne gå ind i politikken på grundlag af kvinders erfaringer og værdier, evt. danne et eget kvindeparti, som Gyrithe Lemche, redaktør for Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet mente? Mod dette svarede Elna Munch, leder af Landsforbundet for Kvinders Valgret, at Landsforbundet ville blive nedlagt, når stemmeretten var opnået, og at kvinderne burde gå ind i de politiske partier og bevise, at de var lige så politisk modne som mandlige politikere.

• feminisme