Elna Munch

En af Elna Munchs største bedrifter var opbygningen af Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV). Det startede med dannelsen af den radikalt orienterede Politisk Kvindeforening i 1904, som i 1906 skiftede navn til Københavns Kvindevalgretsforening. Foreningen opstod som en reaktion på Dansk Kvindesamfunds forsigtige linje i kvindestemmeretssagen, og fordi man efter inspiration fra udlandet ønskede en organisation, der udelukkende havde valgret på programmet.

Med Elna Munch som primus motor begyndte en agitationsvirksomhed over hele landet, som resulterede i stiftelsen af LKV i 1907 med Johanne Rambusch som formand og Elna Munch som næstformand og formand for forretningsudvalget.

Elna Munch var en dygtig og utrættelig organisator, der bidrog til, at der på forbavsende kort tid blev etableret lokale foreninger over hele landet. I 1909 havde forbundet 121 lokalforeninger over hele landet med over 10.000 medlemmer og var derved på ganske få år blevet større end Dansk Kvindesamfund. I perioden 1908-1915 udgav forbundet bladet Kvindevalgret, hvori Elna Munch var en flittig skribent.

Da kvinderne med grundlovsændringen i 1915 havde fået stemmeret til Rigsdagen, nedlagdes landsforbundet, og Elna Munch opfordrede kvinderne til at gå ind i de politiske partier og nedlægge de særlige kvindeorganisationer.

I 1918 blev Elna Munch valgt til Folketinget. Hun var således blandt de første fire kvinder, der blev indvalgt i Rigsdagen. Elna Munch var den første kvinde på Folketingets talerstol, hvor hendes indlæg handlede om lærerinders lønforhold.

Fra 1918 til 1935 var Elna Munch RVs eneste kvindelige repræsentant i Folketinget. Her var hun stærkt involveret i udformningen af de store lovkomplekser, der vedtoges kort efter kvindestemmerettens indførelse: loven om ligeløn for mandlige og kvindelige tjenestemænd i 1919, loven om kvinders og mænds lige adgang til offentlige embeder og hverv i 1921, hvor Elna Munch forgæves talte for, at kvinder også burde have adgang til præsteembeder, samt ægteskabslovene i 1922 og 1925. Som politiker arbejdede hun desuden med sager indenfor sundheds-, skole- og kulturområdet. Det var hende, der gav Det Kongelige Teaters nye anneksscene fra 1931 øgenavnet Stærekassen.

Elna Munch havde den holdning, at kvinderne, efter valgretten var vundet, burde gå ind i partierne på lige fod med mændene. Hun var uenig med Gyrithe Lemche fra Dansk Kvindesamfund, der mente, at det i sig selv ikke var tilstrækkeligt med kvinder i Rigsdagen. De skulle også være feminister, der satte kvindesagen højere end partitilhørsforholdet. Striden endte med, at Lemche måtte nedlægge sine lederposter, og Elna Munchs partifælle og samarbejdspartner i LKV Julie Arenholt (1873-1952) overtog formandsposten for Dansk Kvindesamfund i 1918.

Selv fortsatte Elna Munch sit organisationsarbejde som formand for Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret, der i 1915 oprettedes til støtte for kampen for valgret internationalt. Elna Munch havde været den, der tegnede LVK i internationale sammenhænge, og hun deltog fra 1906 til 1923 i alle kongresser i International Woman Suffrage Alliance. Når hun i sit praktiske politiske virke arbejdede for kvinders ligestilling, var det for hende en radikal partisag, ikke primært en kvindesag.