slaveri

Omfanget af slaveri har varieret meget fra de tidligste civilisationer til i dag. I nogle områder har kun en lille del af befolkningen været slavegjorte, mens de andre steder har udgjort 30–35 procent eller mere. Derfor har det været almindeligt at skelne mellem samfund med slaver og slavesamfund. I det sidste tilfælde er samfundet bygget op økonomisk, juridisk og kulturelt omkring et slavesystem, som det var i det antikke Grækenland og Rom eller i Caribien og USA i 1700- og 1800-tallet.

Slaveri blev tidligere beskrevet i faglitteraturen som en "social død", hvor en ejer havde kontrol over alle aspekter af slavernes liv. Men der var altid begrænsninger. Slaver var ikke viljeløse objekter, der passivt accepterede deres skæbne. De, der nyligt var blevet gjort til slaver, havde oplevet et liv i frihed. Alle gjorde, hvad de kunne, for at gøre modstand og bevare deres kultur, religion og tilhørsforhold til det område, de oprindeligt kom fra. En anden reaktion var at flygte eller gøre oprør, men det indebar en stor risiko for at blive dræbt eller straffet.

Der er mange veje ind i slaveri, men de mest almindelige har været gennem krige, andre former for vold eller domme for forbrydelser mod samfundets normer. At sælge sig selv eller sine familiemedlemmer kunne også være sidste udvej for at overleve hungersnød eller andre kriser. Hvis en låntager ikke var i stand til at tilbagebetale sin gæld, kunne det resultere i gældsslaveri.

Selvom det ikke var tilfældet overalt, havde de fleste slaver det til fælles, at de blev solgt til områder langt væk fra deres eget samfund. Det mest kendte eksempel er afrikanere, der fra 1500-tallet blev fragtet over Atlanterhavet til europæiske kolonier. Det var svært at flygte for dem, der skilte sig ud, samtidig med at racistiske forestillinger om, at mennesker med en anden hudfarve var mindre værd, blev brugt til at retfærdiggøre deres udnyttelse som slaver.

På samme måde som der var mange veje ind i slaveri, var livet som slavegjort heller ikke det samme overalt. Det mest almindelige var at blive sat til de tungeste, farligste eller mindst attraktive arbejdsopgaver, som det var for dyrt eller besværligt at finde andre til at udføre, såsom på sukker- eller bomuldsplantager i USA og Caribien i 1700- og 1800-tallet. Men der har næsten ikke været nogen grænser for, hvad slaver har været brugt til gennem historien. De har gravet efter værdifulde mineraler, arbejdet som håndværkere, bygget mure, dyrket korn, roet galejskibe, været tvunget til prostitution eller deltaget i hær- og rytterstyrker. Mange blev også købt for at øge deres ejeres status og prestige samt for at vise deres rigdom og magt.

Kvinder og børn har udført mange af de samme opgaver som mænd, men de har oftere været en del af slaveejernes husholdning, hvor risikoen for seksuel vold var meget høj. I den muslimske verden, men ikke kun der, blev hundredtusinder af kvinder placeret i haremmer eller gjort til konkubiner.

Frem til begyndelsen af 1800-tallet var der få tegn på europæisk eller arabisk modstand mod slavehandel og slaveri. I de hellige skrifter i de tre verdensreligioner fra Mellemøsten blev ejerskab af andre mennesker betragtet som en del af samfundet, Guds skaberværk, eller som en konsekvens af syndefaldet. De, der tjente godt på slavesystemet, kæmpede til det sidste for deres økonomiske interesser. Men lige så længe der har eksisteret slaveri, er der eksempler på, at slavegjorte mennesker har gjort modstand mod det.

I løbet af 1800-tallet blev slavehandel og slaveri forbudt de fleste steder i verden, men slaveri og slavelignende forhold er fortsat på nye måder og under nye navne helt frem til i dag.

De tidligste kendte eksempler på slaveri i historisk tid stammer fra Egypten fra omkring 2500 f.v.t. og Mesopotamien (Babylon) fra 2200 f.v.t., men i ingen af disse samfund udgjorde slaver nogen stor del af befolkningen. Både arkæologiske fund og skriftlige kilder beretter om slaveri i asiatiske områder med statsmagt. I Kina var tvangsarbejde som straf allerede udbredt i Shangperioden (ca. 1600–1046 f.v.t.). Under det første kejserdømme (221–206 f.v.t.) blev slaver sat til at bygge Den Kinesiske Mur.

I den antikke græsk-romerske verden havde slaveriet så stor betydning for produktionen, at det klassiske Grækenland (undtagen Sparta) og Italien samt Sicilien i perioden ca. 200 f.v.t.-250 e.v.t. kan karakteriseres som egentlige slavesamfund.

• Læs mere om slaveri i antikken.

Efter Romerrigets opdeling i det østromerske og vestromerske rige blev der i vest mindre behov for slaver, efterhånden som store godser blev opsplittet, og små kongedømmer fik langt mindre tvangsmagt. Ikke desto mindre anslås det, at hver fjerde europæer var slave i 900-tallet, dog med store variationer mellem områder.

Gennem middelalderen blev det mere almindeligt, at lensherrer og godsejere i Vesteuropa lod arbejdet udføre af livegne bønder. Deres arbejdspligt lignede slaveri, men de kunne ikke videresælges eller adskilles fra deres familie. Slaveri og slavehandel fortsatte i Sydeuropa, hvor handelsmænd fra Genova, Venedig og Pisa oprettede handelsstationer på Balkan og ved Sortehavet.

Slavehandelen fra Afrika over Atlanterhavet indledte en ny epoke i slaveriets lange historie. Mellem 1514 og 1866 blev mindst 12,5 millioner mennesker sendt ud fra den vestafrikanske kyst. Af disse omkom omkring 1,8 millioner under transport.

Tallet for omkomne slaver er højere, hvis man medregner dem, der døde før transporten begyndte, fx under krigsførelse, tvangsopmarcher mod kysten eller i fangenskab i lejre og handelsstationer.

Portugal og Storbritannien var de førende aktører, men også det dansk-norske kongedømme drev slavehandel med udgangspunkt i handelsforter ved Guldkysten (Ghana). Omkring 110.000 slaver blev transporteret over havet på danske skibe, de fleste til kolonien Dansk Vestindien.

Der har manglet forskning i den arabiske slavehandel, men nyere studier og debatter har kastet lys over denne del af verdenshistorien. Slaveri i den arabiske verden strakte sig fra 600-tallet til 1900-tallet. I 652 blev den første aftale om import af slaver, kendt som bakht, pålagt det nubiske kongedømme af den arabiske general Abdallah ibn Saad, hvilket markerede begyndelsen på den arabiske slavehandel.

Det anslås, at mellem 11 og 18 millioner afrikanere blev transporteret til Nordafrika, Mellemøsten og dele af Asien som en del af denne handel.

Slaveriet fandtes allerede før islam og fortsatte efter islams udbredelse, idet religionen ikke forbød praksissen, men anbefalede frigivelse af slaver, der konverterede. Den muslimske ekspansion i Nordafrika fra 800-900-tallet intensiverede slavehandelen, hvor slaver ofte blev byttet for guld og bomuldsstoffer. Den arabiske slavehandel fortsatte i Det Osmanniske Rige og i Nordafrika, indtil de vestlige kolonimagter begyndte at forbyde praksissen i 1800-tallet.

Slaveri eksisterede i mange samfund på det afrikanske kontinent længe før europæere og arabere blev involveret i den transatlantiske og transsahariske slavehandel. I Vest- og Centralafrika var det ofte en del af lokale samfundsstrukturer, hvor mennesker blev gjort til slaver som følge af krigsførelse, gæld eller straf.

Disse former for slaveri adskilte sig dog fra den transatlantiske handel, hvor millioner af mennesker blev bortført og solgt under langt mere brutale og irreversible forhold.

Fra 1600-tallet blev de såkaldte Barbareskstater vigtige baser for sørøvere kendt som barbaresk-pirater eller korsarer. Barbareskstaterne omfattede flere områder langs Nordafrikas kyst – navnlig byerne Algier, Tunis og Tripoli – som formelt var underlagt den osmanniske sultan i Istanbul, men i praksis fungerede som selvstyrende regimer med stor grad af uafhængighed. Deres økonomi og udenrigspolitik byggede i høj grad på pirateri, slaveri, tributter og løsesummer.

Barbaresk-piraternes mål var at kapre handelsskibe, plyndre varer og tage besætningsmedlemmer som fanger. Mange blev tvunget til at arbejde som roere, soldater, landbrugsarbejdere eller tjenestefolk ved hofferne. Nogle blev solgt videre på osmanniske og arabiske slavemarkeder, mens andre blev frigivet mod løsepenge.

Den mest insisterende modstand mod slaveriet kan man se på slavegjorte menneskers kontinuerlige protester. Men modstanden mod slaveriet bredte sig i løbet af 1700- og 1800-tallet til flere kredse, hvor både sorte og hvide aktivister samt religiøse og politiske bevægelser arbejdede for en afskaffelse af slaveriet. Samtidig kæmpede magtfulde økonomiske og politiske interesser imod, da slaveriet udgjorde en central del af handel og industri.

Forbuddet mod slaveri og slavehandel i Menneskerettighedserklæringen fra 1948 er senere blevet fulgt op med FN-konventioner om politiske og økonomiske rettigheder fra 1966. Også FN's faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål, International Labour Organization (ILO) har vedtaget forbud mod begrænset frihed og de alvorligste former for børnearbejde.

Under FN-konferencen mod racisme og fremmedhad i Sydafrika i 2001 fastslog slutdokumentet, at slaveri er en forbrydelse mod menneskeheden.

Debatten om officielle undskyldninger for slaveri begyndte for alvor i slutningen af 1900-tallet. Siden 1998 er det i flere omgange blevet diskuteret, hvorvidt Danmark bør give en officiel undskyldning for landets rolle i slavehandelen. Lignende diskussioner har fundet sted i andre tidligere kolonimagter som Storbritannien og USA omkring samme periode.

Disse debatter markerer et skift i den offentlige bevidsthed, hvor tidligere kolonimagter er begyndt at konfrontere deres koloniale fortid og overveje behovet for officielle undskyldninger og erstatninger.

• dansk slaverihistorie 1660-1848
• kolonialisme
• Dansk Vestindien
• trekantshandel
• abolitionisme
• træl
• slaveri i antikken
• menneskerettigheder
• verdensmålene

• På forskningsdatabasen slavevoyages.org kan data om over 36.000 transatlantiske slavehandelsrejser mellem ca. 1514 og 1866 udforskes.
• På danmarkshistorien.dk kan "Debatten om en officiel undskyldning for slaveriet i Dansk Vestindien, 1998-2023" læses.