Livmoderens placering.
Livmoder
Af /Created with BioRender.com.

Livmoderen er et muskuløst hulorgan, hvis hovedfunktion er at huse og ernære fosteret under graviditeten. Det ligger midt i det lille bækken hos kvinden, mellem urinblæren og endetarmen, og får sin vigtigste blodtilførsel fra arteria uterina.

Faktaboks

Også kendt som
latin uterus, græsk hystera

Livmoderen har form som en fladtrykt omvendt pære og er cirka 7–10 centimeter lang, 4–5 centimeter bred og 2–3 centimeter tyk hos kønsmodne kvinder. Den er mindre hos ikke kønsmodne og ældre kvinder. Hele organet vejer 30–60 gram, men under graviditet kan det vokse og øge sin muskelmasse, så vægten kan komme op på over et kilo. Efter graviditeten nedbrydes muskulaturen, og livmoderen reducerer sin størrelse og vægt, men den når sjældent sin oprindelige størrelse igen. Under overgangsalderen kan livmoderen blive noget mindre og fastere.

Livmoderens opbygning

Livmoderen ligger som regel næsten vandret indover blæren med den øverste rand (fundus) pegende fremover.

Livmoder
Af /Created with BioRender.com.

Livmoderen inddeles i to sammenhængende hoveddele: livmoderkroppen (corpus uteri) og livmoderhalsen (collum eller cervix uteri). Livmoderhalsens inderside kaldes endocervix. Den kuppelformede top af livmoderkroppen kaldes fundus uteri, mens den nederste del af halsen, som stikker ned i skeden som livmodermunden, kaldes portio.

Hos cirka 90 procent hælder livmoderkroppen fremad, såkaldt anteversion, i forhold til skedens akse (anteversio uteri), så den hviler mod urinblæren. Derved opstår der et lille hulrum mellem bagsiden af urinblæren og forsiden af livmoderen (excavatio vesicouterina). Tilsvarende opstår der et hulrum mellem livmoderens bagside og forsiden af endetarmen (excavatio rectouterina, også kaldet fossa Douglasi). I nogle tilfælde hælder livmoderen bagud (retroversio uteri).

Normalt ligger livmoderen symmetrisk midt i bækkenet, men en udfyldning, for eksempel en svulst på en af æggestokkene, vil kunne forskyde den mod højre (dextropositio uteri) eller venstre side (sinistropositio uteri).

Støtteapparat

Livmoderen
Af .

Livmoderens position og funktion er afhængig af et tilpasset bånd- og støtteapparat. Øverst til hver side går de to æggelederne ud fra fundus. Mellem disse, livmoderen og bækkenvæggen, er udspændt en frontalstillet bindevævsfold overtrukket med bughinde (perimetrium), kaldet det brede livmoderbånd (ligamentum latum). I denne krøs-lignende fold går også det runde livmoderbånd (ligamentum teres uteri) fra æggeledermundingerne i fundus og fremad mod lysken. Dette bidrager til at holde livmoderkroppen bøjet normalt fremad.

På bagsiden af det brede livmoderbånd ligger de to æggestokke, som holdes oppe af bindevævsbånd (ligamentum suspensorium ovarii, også kaldet Clados bånd). Livmoderens leje i bækkenet er desuden stabiliseret ved hjælp af relativt elastisk bindevæv (parametriet) mellem livmoderhalsen og bækkenvæggene, både bagud (ligamentum sarouterina), fremad og til siderne (ligamentum cardinale). Livmoderen understøttes også af bækkenbundens muskulatur (diaphragma pelvis). Hvis bindevævet og bækkenmuskulaturen bliver for slappe, for eksempel som følge af mange fødsler, eller ved genetisk bindevævssvaghed, kan livmoderen synke ned gennem skeden (livmoderprolaps).

Livmoderen er udvendigt beklædt med bughinde (peritoneum). Selve livmodervæggen (myometrium) er normalt op til et par centimeter tyk, opbygget af glat muskulatur med forskellig fiberretning. Livmoderhulen (cavitas uteri) er et bredt og fladt trekantet rum, hvor bagerste og forreste væg næsten ligger an mod hinanden. De øverste hjørner af dette rum fortsætter ud gennem æggelederne.

Livmoderhalsen

Livmoderen går nederst over i den 2–3 centimeter lange livmoderhals (cervix). Her indsnævres hulrummet til en trang, rund kanal gennem livmoderhalsen, som munder ud midt på livmodermunden (portio), som er betegnelsen på den del, der munder ud i skeden. Overgangen mellem corpus og cervix markeres ved et særligt trangt parti (isthmus uteri). Åbningen mod skeden kaldes ydre livmodermund (ostium uteri). Hos kvinder, der ikke har født børn (nullipara), er denne åbning normalt en lille og rund fordybning, mens den hos kvinder, der har født én (unipara) eller flere gange (multipara) er – og forbliver – tværspaltet. På grund af sin tilgængelighed anvendes dette område til celleprøver og tests for HPV-infektion for tidlig diagnose af visse typer livmoderkræft.

Livmodermunden

Portio er beklædt med uforhornet flerlaget pladeepitel, mens halskanalen er beklædt med cylinderepitel. I de forskellige faser af livet kan epitelgrænserne ændre sig, så der hos børn og gamle ikke kun er pladeepitel på portio, men også i den nedre del af livmodermundhalsen. Grænsen mellem de to epiteltyper kaldes transformationszonen, det er her man kan se tidlige celleforandringer.

Da livmodermunden repræsenterer en åben kanal mellem kropshulen og omgivelserne, er cervikalkanalen normalt lukket med en slimprop. Konsistensen af denne slimprop varierer med menstruationscyklussen, og den har mindst viskositet i tiden omkring ægløsningen, hvilket gør den lettere gennemtrængelig for sædceller til befrugtning.

Livmoderhulen

Livmoderhulen er indvendigt beklædt med slimhinde (endometrium), som i løbet af hver menstruationsperiode gennemgår en række hormonelt styrede forandringer. Mens slimhinden efter en menstruation kun er omkring én millimeter tyk, kan den lige før næste menstruation have opnået en tykkelse på 7–8 millimeter.

Afvigende former

En sjælden gang kan livmoderen have afvigende former, grundet embryonale udviklingsanomalier. Den kan for eksempel være dobbelt (uterus duplex), være forsynet med et indvendigt septum (uterus septus duplex) eller kun have ensidig forbindelse med æggelederen (uterus unicornis).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig