Fedtsyre kan være mættet eller umættet. Mættet fedt har ingen dobbeltbindinger mellem kulstofatomerne. Umættet fedt kan have en eller flere dobbeltbindinger mellem kulstofatomerne. I den nederste fedtsyre er der en dobbeltbinding, hvilket gør at fedtsyren får et knæk.

Mættet fedt er fedt, der indeholder fedtsyrer, der ikke har en dobbeltbindinger mellem kulstof-atomerne. At fedtsyren er mættet, betyder, at alle kulstof-atomerne hvert er bundet til to hydrogen-atomer.

Mættet fedt forekommer i største mængder i animalske fødevarer som kød og mejeriprodukter, men findes også i for eksempel palmeolie, olivenolie, kakaofedt og kokosfedt. Eksempelvis indeholder fedt fra drøvtyggere, fx kvæg og får, ca. 50 procent mættet fedt.

Typer af mættet fedt

Mættet fedt inddeles i:

Kortkædede fedtsyrer

Kortkædede fedtsyrer har mindre end 6 kulstof-atomer. De korte, mættede fedtsyrer, findes bl.a. i mælk.

Mellemkædede fedtsyrer

Mellemkædede fedtsyrer er fedtsyrer med 6-12 kulstof-atomer. Mellemkædede mættede fedtsyrer findes især i mejerprodukter, kokos- og palmefedtstof.

Langkædede fedtsyrer

Langkædede fedtsyrer er fedtsyrer med 13 til 21 kulstof-atomer. Lamgkædede mættede fedtsyrer findes især i kød- og mejeriprodukter, samt i kakao- og palmefedtstof.

10 mest almindeligt forekommende mættede fedtsyrer

De 10 mest almindelig forekommende mættede fedtsyrer varierer i antal kulstof-atomer fra 4 til 18, og har meget forskellige fysiologiske funktioner i kroppen.

Forkortelse Navn på fedtsyre Kædelængde Vigtigste fødevarekilder
4:0 Smørsyre Kort Mejeriprodukter
6:0 Hexansyre Kort Mejeriprodukter
8:0 Oktansyre Mellem Mejeriprodukter, kokosnød and palmeolie
10:0 Dekansyre Mellem Mejeriprodukter
12:0 Laurinsyre Mellem Kokosnød
14:0 Myristinsyre Lang Mejeriprodukter
15:0 Pentadekainsyre Lang Rødt kød, Mejeriprodukter
16:0 Palmitinsyre lang Rødt kød, Mejeriprodukter, palmeolie
17:0 Heptadekainsyre Lang Rødt kød, Mejeriprodukter
18:0 Stearinsyre Lang Mejeriprodukter, kød, chokolade

Mættet fedt og sundhed

De kortkædede fedtsyrer ser ud til at have positive helbredseffekter. Mens de kortkædede fedtsyrer generelt er forbundet med positive virkninger på kroppen, så kan de mættede fedtsyrer med 12, 14 og 16 kulstof-atomer, laurinsyre, myristinsyre og palmitinsyre, øge koncentrationen af LDL-kolesterol i blodet. Dette øger ikke nødvendigvis risikoen for hjerte- og karsygdomme, da det er store, neutrale LDL-partikler, der øges. Længere fedtsyrer, fx stearinsyre med 18 kulstof-atomer, der især optræder i kakaosmør og dermed i chokolade, har ikke nogen negativ effekt risiko for hjerte- og karsygdom.

Anbefalinger og skelnen mellem fødevarer

Fødevarestyrelsens officielle anbefalinger indeholder råd om at skære ned på det mættede fedt til under 10 % af energien. Kommende revisioner vil formentlig skelne mellem forskellige fødevarer, da effekten på sundheden afhænger af den kategori af fødevarer, de eksisterer i. For eksempel kan både ost og flødeis have et højt indhold af mættet fedt, men pga. en række andre indholdsstoffer i fødevaren er de ikke forbundet med øget risiko for type 2-diabetes og hjerte- og karsygdom.

Umættet fedt

I umættet fedt er der dobbeltbindinger mellem mindst to kulstof-atomer. Kulstof-atomerne i umættet fedt er derfor ikke mættet med hydrogen-atomer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig