type 2-diabetes

I Danmark har ca. 335.000 mennesker type 2-diabetes, og hvert år får ca. 22.000 danskere stillet diagnosen. Forekomsten af type 2-diabetes er kraftigt stigende, hvilket helt overvejende skyldes, at mennesker med type 2-diabetes i dag lever meget længere med sygdommen end tidligere, men skyldes også en stigning i nye tilfælde.

Der er flere ting, der kan bidrage til at forårsage insulinresistens og utilstrækkelig insulinproduktion. Arvelige forhold bidrager betydeligt til udviklingen af type 2-diabetes, og forskelle i generne vurderes at kunne kunne forklare ca. 30-70 % af risikoen. Det betyder, at en person har en øget risiko for at udvikle sygdommen, hvis nære slægtninge (forældre eller søskende) har type 2-diabetes.

Arvegangen er polygenetisk, hvilket vil sige, at mange genetiske varianter hver bidrager med en mindre effekt; der findes altså ikke et enkelt “diabetes‐gen”, der styrer det alene. Forskelle i generne bidrager også til højere forekomst af type 2-diabetes blandt visse etniske grupper, fx den højere forekomst blandt visse oprindelige befolkningsgrupper, personer fra Sydøstasien og afroamerikanere, men livsstils‐ og miljøfaktorer spiller en meget stor rolle og kan påvirke den genetiske risiko. Eksempelvis kan ugunstige forhold i fosterlivet muligvis disponere for sygdommen, og insulinresistens er i væsentlig grad et resultat af overvægt og fysisk inaktivitet. Ophobning af fedtstoffer i insulinets målorganer synes at være en vigtig faktor for udvikling af insulinresistens.

Ved type 2-diabetes er den centrale sygdomsmekanisme insulinresistens, som er en tilstand, hvor celler i muskler, fedt og leveren ikke reagerer tilstrækkeligt på insulin. Det medfører et behov for øget insulinproduktion fra bugspytkirtlen, som med tiden kan føre til at der også ses nedsat insulinproduktion, hvilket bidrager til sygdomsudviklingen.

Når insulinet har nedsat virkning, kræves mere insulin for at holde blodsukkeret normalt. Hvis bugspytkirtlen ikke kan øge insulinproduktionen, vil blodsukkeret stige, og diabetes udvikles. Type 2-diabetes udvikles som regel over flere år. Processen starter ofte med vægtøgning samt udvikling af insulinresistens.

Insulinresistens og lav insulinproduktion foreligger i forskellig grad hos forskellige personer med type 2-diabetes, og der arbejdes i stigende grad med underinddelinger af sygdommen baseret på graderne af henholdsvis insulinresistens, nedsat insulin produktion, graden af overvægt mv.

Type 2-diabetes giver i den tidlige fase, hvor blodsukkeret kun er let forhøjet, få eller ingen symptomer. Når der kommer tydelige symptomer skyldes disse primært højt blodsukker (hyperglykæmi), og omfatter øget vandladning, tørst, træthed og vægttab. At symptomerne ofte er svage tidligt i forløbet, kan medføre, at personer med type 2-diabetes først diagnosticeres senere i sygdomsforløbet. Selv let forhøjet blodsukker kan føre til senkomplikationer på langt sigt, og type 2-diabetes opdages i nogle tilfælde først, når der er udviklet senkomplikationer.

Diagnosen type 2-diabetes stilles gennem en blodprøve, hvor blodsukkeret måles. Hvis der er tvivl om typen af diabetes, så måles også særlige antistoffer i blodet.

Det findes forskellige behandlinger af type 2-diabetes, hvoraf ændringer i kost og øget fysisk aktivitet er nogle af de mest vigtige.

Behandlingsmål hos de fleste vil være, at langtidsblodsukkeret (HbA1c) ligger omkring 53 mmol/mol. Hos en del personer, især yngre med kort sygdomsvarighed, vil lavere behandlingsmål, fx HbA1c omkring 48 mmol/mol, være aktuelt. Behandlingsmål med højere HbA1c-værdier kan være aktuelt ved lang sygdomsvarighed, høj risiko for hypoglykæmi og hos personer, der har nedsatte leveudsigter på grund af andre sygdomme. Kontrol af type 2-diabetes sker hovedsageligt hos en alment praktiserende læge.

Risikoen for at udvikle type 2-diabetes kan kan reduceres hos personer i høj risiko gennem intensive livsstilsændringer med kostændringer, fysisk aktivitet og vægtreduktion. Anbefalede kostændringer inkluderer mindre energitæt mad, mindre indtag af raffineret korn og sukker, øget indtag af hele korn og fibre, grøntsager og frugt, og reduceret indtag af mættet fedt til fordel for umættet fedt.

Hos personer i høj risiko for at udvikle type 2-diabetes kan intensive livsstilsændringer reducere risikoen for, at udvikle diabetes med 50 til 60 procent på kort sigt (over tre år) og med 30 til 40 procent på lang sigt (over 7 til 20 år). Selvom personerne har en risiko for at udvikle diabetes på lang sigt, vil en flerårig udsættelse af sygdomsdebuten indebære en langsigtet sundhedsmæssig gevinst. Livsstilsændringerne forebygger primært diabetes ved at reducere insulinresistens.

Diabetes kan medføre både akutte komplikationer og kroniske komplikationer (senkomplikationer). Opfølgningen og behandlingen af diabetes er særligt rettet mod at forhindre udvikling af komplikationer.

Akutte komplikationer til type 2-diabetes er sjældne. Ved behandling med insulin eller sulfonylurinstoffer kan der opstå lavt blodsukker (hypoglykæmi), og i meget sjældne tilfælde kan der hos ældre personer med anden sygdom ses såkaldt hyperosmolær hyperglykæmi, som er en komplikation, hvor der er kraftigt forhøjet blodsukker og dehydrering.

Den hyppigste diabetiske senkomplikation ved type 2-diabetes er en væsentlig forhøjet forekomst af hjerte-kar-sygdomme, bl.a. i form af iskæmisk hjertesygdom, slagtilfælde (apoplexi) og perifer arteriel sygdom. Andre almindelige senfølger omfatter diabetisk nyresygdom (nefropati), diabetisk øjensygdom (retinopati) og diabetisk nervesygdom (neuropati). Der ses et vedvarende fald i risikoen for at udvikle senkomplikationer blandt personer med type 2-diabetes i Danmark som følge af tidlig diagnostik og stadig bedre behandlingsmuligheder.

• diabetes
• bugspytkirtlen
• insulin