Bexero-vaccine
Af /Sciencephotolibrary/Ritzau Scanpix.

Meningokokvaccine er en vaccine, der anvendes til forebyggelse af sygdomme, der forårsages af bakterier, der kaldes meningokokker. Meningokoksygdomme er fx hjernehindebetændelse (meningitis) og blodforgiftning (sepsis), og skyldes forskellige grupper af meningokokker. Der findes vacciner mod gruppe A, B, C, W og Y. Typen af meningokokvaccine afhænger af personens alder, og gruppen af meningokokker, der skal beskyttes imod. Der findes tre forskellige meningokokvacciner i Danmark.

Meningokokgrupper

Meningokokker inddeles i såkaldte serogrupper, som er opdelinger der laves på baggrund af sukkermolekyler i bakteriernes overflader. På den måde opdeles meningokokbakterier i de hyppigste grupper:

  • serotype A
  • serotype B
  • serotype C
  • serotype W135

Nogle sjældnere serogrupper er serotype X, serotype Z og serotype 29E. Disse bakteriegruppe-specifikke sukkermolekyler anvendes til vaccinerne.

Konjugerede vacciner

Vaccine mod serogrupperne A, C, W, Y indeholder oprensede sukkermolekyler fra meningokokker, der er koblet (konjugeret) kemisk til et protein. Dette giver en endnu bedre reaktion i immunforsvaret, fordi proteiner er meget mere immunfremkaldende, og bl.a. aktiverer immunforsvarets hukommelsesceller, især for børn. Vaccinetypen kaldes for konjugerede vacciner. Som egnede proteiner anvendes ofte afgiftede (toxoid) giftstoffer (toxiner) fra difteri eller stivkrampe.

Vacciner og målgrupper

Der anvendes tre forskellige vacciner mod meningokoksygdomme i Danmark; Nimenrix®, Menveo® og Bexero®. Vaccinerne er godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder (EMA) og anvendes også i resten af Europa. Målgrupperne for vaccination afhænger af gruppen af meningokokker, der skal vaccineres imod og personens alder. Der findes vacciner mod gruppe A, B, C, W og Y.

Vacciner mod gruppe A, C, Y, W

Der er registreret to forskellige vacciner til beskyttelse mod meningokokker af gruppe A, C, Y, W: Nimenrix® og Menveo®. Da de beskytter mod grupper af meningokokker, kaldes de firevalente vacciner.

Nimenrix®

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Nimenrix® anvendes til grundvaccination, og beskyttelsens varighed er herefter 10 år.

  • Børn i alderen 6 uger til og med 5 måneder: To doser (hver på 0,5 ml) med et interval på 2 måneder mellem doserne. En tredje (booster) dosis anbefales ved 12 måneder.
  • Spædbørn fra 6 måneder til og med 11 måneder: En dosis på 0,5 ml efterfulgt af en booster ved 12 måneders alderen.
  • Børn ≥ 1 år og voksne: En enkelt dosis på 0,5 ml. Herefter kan der gives en booster, hvis beskyttelsen fortsat skal være aktuel.

I Nimenrix er er sukkermolekylerne fra meningokokkernes ydre sukkerholdige kapsel konjugeret (koblet) til det afgiftede stivkrampe-giftstof, hvilket gør, at nogle helst ikke giver denne vaccine for tæt på en vaccine mod stivkrampe (tetanus), for at antistofferne ikke skal ødelægge det for hinanden. Den kliniske effekt heraf er uklar.

Menveo®

Menveo® anvendes til børn ≥ 2 år og voksne. Der gives én dosis. Beskyttelsen holder ca. 5 år. Herefter kan der gives en boostervaccine. I denne vaccine er sukkermolekylerne fra meningokokkernes ydre sukkerkapsler konjugeret (koblet) til det afgiftede difteri-giftstof.

Vacciner mod gruppe B

Der er registreret en vaccine til gruppe B meningokokker: Bexsero®

Bexsero®

Bexsero® anvendes fra 2-månedersalderen til 2 år, og der gives to doser med mindst to måneders interval. Efter 2-årsalderen giver også to doser, men med mindst en måneds interval. Vaccinen indeholder tre bakterieproteiner plus hele ydermembranen af gruppe-B-meningokokker. Der er fundet en ca. 30 % krydsbeskyttelse af meningitis-B-vacciner overfor gonokokker, som er den bakterie, der giver sygdommen gonorré, der er stigende i disse år.

Vaccination af nære kontakter

Nære kontakter til personer med mistænkt eller verificeret meningokoksygdom tilbydes profylakse med antibiotika og vaccination. Nære kontakter er typisk personer, der har sovet under samme tag som personen inden for 10 dage før sygdomsdebut, eller har tæt kontakt, fx ved kys, med personen. I nogle tilfælde gives der forebyggende antibiotika og vaccine til visse kontakter til et meningitistilfælde for en sikkerheds skyld, fx til en skoleklasse, og prøver på den måde også at udrydde eventuelle raske bærertilstande. Hvem der præcist tilbydes profylakse afgøres af overlæger i Styrelsen for Patientsikkerhed. I 2024 blev 103 nære kontakter tilbudt vaccination.

Vaccination af pilgrimsrejsende til Mekka, Saudi-Arabien

I Mellemøsten har der været ophobede tilfælde af meningokokinfektioner ved store forsamlinger, som ved Hajj og andre pilgrimsrejser til Mekka. På den baggrund har Saudi Arabien indført krav om vaccination før indrejse til netop pilgrimsrejsende til Mekka. For at opnå visum til Saudi-Arabien kræves derfor en tetravalent vaccine mod meningokokker serogrupper A+C+W135+Y senest 10 dage før indrejse, og vaccinen skal være givet inden for de sidste 5 år. De to firevalente konjugerede vacciner Nimenrix® og Menveo® kan anvendes.

Vaccinering af unge på studieophold til USA

Unge, der skal på studieophold, gå på high school eller universitet i USA, kan blive mødt med krav om visse vacciner ud over det danske børnevaccinationsprogram, blandt andet mod meningokoksygdom. Enten i form af vaccination mod meningokok type B, eller vaccination mod de 4 typer ACWY – eller i nogle tilfælde mod alle 5 typer.

Vaccinehistorie

De første meningokokvacciner bestod af dræbte bakterier. Studier af effektiviteten af disse blev lavet i årene 1900 til 1940, og resultaterne var sjældent entydige, ofte fordi der var for få personer i de studier, især i kontrolgrupperne.

Med forskellige nye virksomme antibiotika dalede interessen for meningokokvacciner, indtil begyndelsen af 1960'erne og Vietnamkrigen, hvor soldater tæt sammen i store lejre fik meningokokmeningitis, og der samtidig var udvikling af antibiotikaresistens over for de nye antibiotika (fx sulfonamidresistens).

Om meningokoksygdom

Meningokoksygdom (MS) rammer relativt sjældent og spredt. Smitte kan dog videreføres til personer, som har været tæt på den smittede (nære kontakter). Smitte kan også overføres fra raske smittebærere af meningokokker, hvor bakterierne typisk sidder i næsesvælget. Smitte sker i tæt kontakt, fx i omgangskredsen, i lejre med mange tæt sammen, eller med kontakt til rejsende fra lande med en højere forekomst af meningokokker eller på rejser til geografiske områder med større forekomst (fx Afrika og Mellemøsten) eller ved udbrud og epidemier.

Hjernehindebetændelse, som opstår pga. bakterier (bakteriel meningitis) skyldes ofte bakterien Neisseriae meningitidis, som også kan sprede sig til blodet som blodforgiftning (sepsis), og som har en høj dødelighed. Uden antibiotika kan dødeligheden ved MS være 70-80 %, og ved behandling med antibiotika er den ca. 10-15 %. De overlevende kan få varige mén, fx høretab, amputationer, hjerneskader med kognitive og psykologiske funktionstab og kramper.

Meningokoksygdomme i Danmark

I Europa er forekomsten af meningokoksygdom langt mindre end i Afrika og Mellemøsten. I Europa er forekomsten højest om vinteren, hvor vi klumper os sammen i dårligt ventilerede rum.

I 2024 blev der registreret 26 tilfælde af invasiv meningokoksygdom i Danmark. Det svarede til en forekomst på 0,4 pr. 100.000 indbyggere, et niveau tæt på de foregående år, hvor forekomsten var hhv. 0,5 (2023), 0,3 (2022), 0,2 (2021), 0,3 (2020). Forekomsten var højere før covid-19-pandemien, hvor den var 1,0 (2019), 0,6 (2018), 0,7 (2017). I forbindelse med covid-19-pandemien skete der et dramatisk fald af mange smitsomme sygdomme pga. nedlukninger, isolation og gode hygiejniske vaner.

Gruppe B dominerede i 2024 (46 % af tilfældene), efterfulgt af gruppe Y (27 %) og gruppe W (15 %). Gruppe W, som tidligere var i kraftig stigning, blev igen registreret, men i lavere antal (4 tilfælde). Der blev ikke anmeldt tilfælde af gruppe A, C, X, Z eller 29E. To personer døde af meningokoksygdom i 2024 (gruppe W og Y), og tre personer fik alvorlige senfølger (to med høretab, én med leddegigt).

Meningitisbæltet i Afrika

Ud over en konstant højere forekomst af enkelte meningokokgrupper i visse geografiske områder optræder der i dele af Afrika jævnlige epidemier forårsaget af infektion med meningokokgruppe A. Dette gælder især i området kaldet meningitisbæltet, som ligger lige under Sahara og strækker sig fra Senegal i vest til Eritrea i øst, især i den tørre årstid (november til juni). Det er uvist hvorfor.

Siden en vaccinationskampagne i regionen kaldet MenAfriVac, der startede i 2010, og hvor der blev givet vacciner mod meningokokgruppe A, er forekomsten af serogruppe A meningitis faldet dramatisk. Der kan dog stadig ses meningitis med de andre serogrupper (gruppe W og C) i denne region, hvorfor den 4-valente meningokokvaccine kan anvendes ved ophold der.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig