smitte

Inkubationstiden er den tid, det tager fra man er blevet eksponeret for smitten, til man viser symptomer eller tegn på sygdom.

Kontaktsmitte kan være direkte, det vil sige, at smitten overføres ved fysisk berøring mellem individer. Det kan for eksempel være håndtryk, kys eller samleje, hvor smitten overføres fra en smittet person til en modtager.

Indirekte kontaktsmitte sker, når smitte fra en person overføres til en genstand eller en overflade, og derfra til en smittemodtager.

Typiske mellemled er dørhåndtag og andre overflader, som mange berører. Det er ofte hænderne, der overfører smitte til det forurenede mellemled, og modtagerens hænder, der spreder det videre evt. til egne øjne, mund eller næse.

Mave-tarm-infektionsker via indirekte kontaktsmitte. Ved utilstrækkelig hygiejne kan smitte fra afføring fra en smittebærende person overføres til munden på en smittemodtager (fæko-oral smitte). Typiske mellemled er forurenede føde- og drikkevarer, vand eller hænder. Sygdomme, der overføres på denne måde, er blandt andre norovirus, som giver omgangssyge, og hepatitis A.

Dråbesmitte er overførsel af smitte gennem dråber, der spredes, når en smittet person nyser og hoster, eventuelt også når de taler, synger, ler eller trækker vejret. Ved dråbesmitte er der ingen fysisk kontakt, og dråbesmitte kan også overføres indirekte via hænder, genstande og overflader.

Dråbesmitte kan også forekomme, når en smittet person kaster op, eller ved sprøjt eller spild af kropsvæsker, fx blod eller urin.

Dråberne er små og vil som regel ikke sprede sig mere end to meter fra kilden. De inficerede dråber kan ende i modtagerens mund, næse eller øjne, men de er for store til at blive indåndet og nå ned i de nedre luftveje (luftrøret, bronkierne og lungerne). Sygdomme, der overføres ved dråbesmitte, er blandt andet forkølelse og influenza.

Ved luftbåren smitte findes smitstoffet i mikroskopiske aerosoler, der svæver i luften. Dette er partikler, der består af støv eller meget små dråber kaldet dråbekerner. Fordi de er så små, kan de indåndes og give infektion i lungerne. Aerosoler kan svæve længere i luften end dråber, og luftbåren smitte kan derfor sprede sig fra rum til rum.

De mest smitsomme infektionssygdomme vi har, som for eksempel mæslinger og skoldkopper, spredes ved luftbåren smitte.

Smitte kan også spredes via blod, for eksempel ved blodtransfusion eller hvis man deler kontaminerede injektionskanyler. Hepatitis C og hiv er et eksempler på vira, der kan spredes via blodbåren smitte.

Smitte fra mor til barn under graviditeten kan ske fra moderens blod gennem moderkagen (placenta) til barnet. Derudover kan barnet smittes af moderen under fødslen og ved amning. Eksempler på smitte fra mor til barn, er overførsel af hiv og toxoplasmose.

Når smitte overføres med vand, kaldes det vandbåren smitte. Det kan ske ved forurening og utilstrækkelig desinfektion af drikkevandskilder eller lækage og forurening af vandledningsnettet.

Fødevarebåren smitte kan skyldes utilstrækkelig hygiejne, fejl ved tilberedning eller opbevaring af maden. Forebyggende tiltag inkluderer blandt andet korrekt håndhygiejne, god hygiejne i køkkenet, og tilstrækkelig opvarmning og nedkøling af maden.

Smitte, der overføres fra dyr til mennesker, og i nogle tilfælde fra mennesker til dyr, kaldes zoonoser. Zoonoser smitter ved direkte kontakt med smitteførende dyr, for eksempel gennem et stik eller bid. Et eksempel på dette er hundegalskab (rabies).

Nogle infektioner overføres via vektorer, som er bærer af smitten. Et eksempel på en vektor er skovflåten, som blandt andet kan sprede borreliose og skovflåtencefalitis (TBE). I andre dele af verden er malaria en hyppig og alvorlig zoonose overført til mennesker af myg. Denguefeber, som også overføres via en myg, er i de senere år blevet hyppigere i de sydlige egne af Europa.

Visse smitstoffer stammer fra kilder som rådnende organisk materiale, jord, træer eller byggematerialer. Dette er typisk for visse typer svampe, der smitter via luftsmitte og giver anledning til opportunistiske infektioner. Visse smitstoffer i miljøet kan også etablere sig indendørs. Legionella-bakterier kan for eksempel vokse i installationer med tempereret vand.

Man kan også smittes ved badning i svømmebassin eller i sø- og havvand. Et eksempel er bakterien Vibrio, som kan formere sig i havvand. Denne bakterie kan føre til infektioner ved at inficere sår i huden.

En infektionssygdoms spredningspotentiale kan estimeres og angives som et reproduktionstal (R). Eksempelvis vil et reproduktionstal på R = 2 sige, at hver smitteførende person i gennemsnit smitter to nye individer. I forløbet af en epidemi vil antallet af smittede på et tidspunkt aftage i takt med, at der indtræder en mætningseffekt, fordi de mulige modtagelige enten udvikler immunitet eller dør. Når størstedelen af en befolkning har opnået immunitet over for en given infektion, er der opnået såkaldt flokimmunitet.

Vaccinationer bidrager til smitteforebyggelse. Vaccination stimulerer immunsystemet, så den vaccinerede bliver immun og beskyttet mod den pågældende sygdom. Udover at beskytte den enkelte kan vaccination begrænse spredning af smitte i en befolkning. Når mange er immune, bliver færre syge og smitteførende. Hvis en stor andel af befolkningen er immune over for en sygdom, kan man opnå flokimmunitet og forebygge større smitteudbrud. Flokimmunitet beskytter også personer, der ikke kan tåle en vaccine, idet smitterisikoen nedsættes.

• Læs mere om vacciner, vaccination og børnevaccinationsprogrammet

Nogle enkle vaner, der forebygger smitte, er god håndhygiejne og at bruge papirlommetørklæde eller albuebøjningen til at dække over mund og næse, når man skal nyse eller hoste.

Man kan forebygge spredning af seksuelt overførbare infektioner ved at bruge kondom og ved at lade sig teste for infektion, hvis man har haft ubeskyttet sex med en ny partner.