Oldkirken er en gængs betegnelse for den kristne bevægelse fra aposteltiden, dvs. den første generation efter Jesu død, frem til 500-tallet. Oldkirken falder i apostolsk tid og tidlig efterapostolsk tid, som vi har kilder til i skrifterne i Det Nye Testamente og samlingen De Apostolske Fædre. Dernæst følger det, som man kan kalde apologeternes periode (se fx Justin), som så afløses af de tidlige kirkefædres tid (se også patristik).

Oldkirkens første tid

Efter Jesu død kom det hurtigt – og med apostlen Paulus som hovedperson – til en forkyndelse af det kristne evangelium også for ikke-jøder, som efter kort tid kom i flertal i forhold til Kristus-troende jøder både i og uden for Palæstina.

Denne mission, der gennemgående foregik som en mand-til mand-spredning, førte således i apostolsk og efterapostolsk tid til dannelsen af en lang række menigheder i byerne rundt omkring i hele Middelhavsområdet. Der opstod herunder hurtigt en fast organisation, der dels opdelte området i forskellige jurisdiktioner med en effektiv indbyrdes kommunikation, dels udviklede en gudstjenesteform og løbende klarlagde, hvad der kunne gælde som kristen lære samt hvilke skrifter, der skulle udgøre kirkens Bibel.

Centraliseringen under Konstantin den Store

Allerede tidligt i 100-tallet havde bispeembedet en funktion som øverste myndighed for et afgrænset område, mens embederne som diakoner og siden præster var underordnede. I 300-tallet og fremover afgjorde forsamlinger af biskopper på konciler lære- og personspørgsmål i fællesskab.

Et voldsomt skridt frem imod en centralistisk styret kirke var, at kejser Konstantin den Store i begyndelsen af 300-tallet ikke bare bragte kristenforfølgelser til ophør, men ligefrem så fordelen i at gøre kristendommen med dens vidt forgrene netværk af menigheder til statsreligion. Nogenlunde samtidig begyndte også det ikke mindst sproglige skel mellem en græsktalende østlig kirke med hovedsæde i Konstantinopel og en latinsktalende vestlig kirke med Rom som hovedsæde at gøre sig gældende.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig