Patientautonomi er at patienter er frie til at træffe valg, der er relevante for diagnostik og behandling af egen sygdom. Patientautonomi står stærkt som moralsk ideal i vores tid, i kontrast til tidligere tiders paternalisme. Juridisk er patientautonomi fastsat i sundhedsloven.

Faktaboks

Etymologi
Ordet patientautonomi er sammensat af patient fra latin patiens 'den som lider' og autonomi fra græsk auto- 'selv-' og nomos 'lov'.

Etiske begrundelser for patientautonomi

Der kan gives flere forskellige etiske begrundelser for patientautonomi. Der kan skelnes mellem begrundelser ud fra patientautonomiens nytteværdi og dens egenværdi.

Nytteværdi

Begrundelser ud fra nytteværdi er eksempelvis at hævde, at patientautonomi kan bidrage til bedre individuel tilpasning af behandlingsmuligheder. Det er princippet i guided egenomsorg. Nytten ved patientautonomi kan også begrundes ved at sige, at det kan bidrage til at give øget motivation til at følge et behandlingsforløb nøje. Det kan også give bedre selvfølelse, som igen kan have en terapeutisk effekt.

Egenværdi

Begrundelser ud fra egenværdi er eksempelvis, at patienter selv bør bestemme over deres egen sundhed og blive set og respekteret, når de søger sundhedshjælp i kraft af en grundlæggende værdighed. Nedenfor følger fire forskellige etiske begrundelser for patientautonomi ud fra egenværdi.

  1. Patientautonomi som rettighed. Patientautonomi kan begrundes i at det enkelte menneske ejer sig selv og sin egen krop. Man har selvbestemmelsesret over sin egen privatsfære. I et sådant perspektiv har en patient ret til at beskytte sin egen privatsfære, på samme måde som man i øvrigt har ret til at beskytte sin egen ejendom. Sundhedspersonale skal respektere patientens privatsfære. I denne indgår, udover patientens krop, også sundhedsinformationer og andre følsomme oplysninger om patienten. Før indgreb i denne privatsfære kræves der samtykke.
  2. Patientautonomi som selvrealisering. Patientautonomi kan begrundes som en del af menneskets selvrealisering. I dette perspektiv bør enhver få mulighed for at forfølge sine egne mål og værdier i livet så frit som muligt for at blive det menneske, man vil være. Mennesker er forskellige, og ingen andre kan vide, hvad der er det bedste for det enkelte menneskes liv, og dømme dets valg. Sundhedspersonale har ikke fuld indsigt i patientens mål og værdier. De kan dermed ikke vide, hvad der er til patientens bedste. Derfor er det vigtigt at patienten selv træffer de behandlingsvalg, som patienten skal leve med konsekvenserne af videre i livet.
  3. Patientautonomi som værdighed. Patientautonomi kan begrundes som del af den grundlæggende værdighed, man har som menneske. Denne menneskeværdighed har man ved at være et moralsk væsen. Mennesket er et frit, handlende væsen, der kan skelne mellem rigtigt og forkert. Det betyder, at man kan tage ansvaret for sine handlinger, og det betyder at mennesket er et moralsk væsen. Som moralsk væsen kan patienten ikke unddrage sig ansvaret for sig selv og sit liv. I dette perspektiv er det afgørende, at sundhedspersonale ikke umyndiggør patienten. De bør tværtimod respektere patientens værdighed ved at fremme patientens mulighed for selvbestemmelse.
  4. Patientautonomi som omsorg. Patientautonomi kan begrundes som del af den selvstændighed, man søger at udvikle i relationer med andre. Fra det bliver født til det dør, indgår mennesker i nære relationer med andre, hvor man forsøger at hjælpe hinanden frem så godt man kan. Forældre viser vej som rollemodeller. Forældre lader ikke deres børn bare prøve og fejle, men giver støtte, omsorg og råd. Patientautonomi realiseres ved dialog med patienten, ikke ved at overlade patienten til sin egen selvbestemmelsesret og privatsfære.

Patientautonomi som moralsk ideal

At være oplyst og tage egne valg er i dag et stærkt og centralt moralsk ideal, som ønskes fremmet, fx gennem børneopdragelse og uddannelse. At det er et ideal betyder også, at patienten bør gribe denne rettighed. At sørge for god patientautonomi er således ikke kun en juridisk forpligtelse for sundhedspersonale, men også en moralsk forpligtelse for patienten.

Selvbestemmelse og medbestemmelse

Selvbestemmelse og ansvar er to sider af samme sag. Retten til at vælge medfører pligten til at tage ansvar for ens valg. I sager, der kun vedrører en selv, kan man have fuld valgfrihed, da man også kan bære ansvaret alene.

I sager, der også involverer andre, bør de andre derimod også involveres i de valg, der træffes. I sager, der vedrører en selv, men hvor man søger hjælp fra andre, vil det også altid indebære, at man i varierende grad deler de valg, der træffes, og det ansvar, man bærer.

Man søger netop sundhedshjælp i situationer, hvor man er afhængig af ikke kun sundhedstjenestens ressourcer, men også sundhedspersonalets viden, erfaring og vurderingsevne. Sundhedspersonalet skal også kunne tage ansvar for deres beslutninger og handlinger. Det betyder at der i virkeligheden ofte er brug for fælles beslutningstagning.

I denne proces må sundhedspersonalet på den ikke side ikke misbruge patientens afhængighed af deres viden og ressourcer. På den anden side bør sundhedspersonale ikke unddrage sig det ansvar, der følger med mulighederne for at gøre det bedste for patienten. Bare at læne sig tilbage og give frit valg kan være en urimelig ansvarliggørelse af patienten.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig