personnavn

Personnavngivning er bestemt af kulturelle og sproglige faktorer. Således er personnavnets symbolfunktion af stor betydning, og oprindelige forestillinger om navnets "magt", navnemagi, beror på en opfattelse af, at der er identitet mellem person og navn. Navnemagi er bl.a. baggrund for de især tidligere udbredte skikke, at et barns navn først må nævnes ved dåben, og at visse navne slet ikke kan anvendes, fordi det anses for at krænke de oprindelige navnebæreres hellighed, i Danmark fx navnet Jesus. En sådan traditions afhængighed af både tid og sted ses bl.a. af, at navnet Maria ikke måtte bruges i Danmark i den tidlige middelalder.

Opkaldelse, dvs. navngivning med en anden persons navn, er kendt i mange samfund; i Danmark kan skikken spores tilbage til middelalderen, men den er formentlig ældre. Opkaldelse, der bunder i en forestilling om sjælevandring og om overførsel gennem navnet af egenskaber fra én person til en anden, fulgte oprindelig faste regler, hvorefter ældste søn fik samme navn som farfaderen og ældste datter samme navn som farmoderen. Tidligst opkaldte man kun efter afdøde familiemedlemmer, men senere også efter levende. Denne navneskiks vide udbredelse var medvirkende til, at visse fornavne, i middelalderen fx Jens, Niels og Peder, blev overordentlig hyppige. Fra slutningen af 1700-t. navngives børn ikke kun efter slægtninge, men også efter efterlignelsesværdige virkelige eller fiktive personer, fx i midten af 1800-t. Ida efter H.C. Andersens eventyr Den lille Idas blomster og siden 2. Verdenskrig Kim efter frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun.

Fra slutningen af 1600-t. blev det almindeligt at give børn mere end ét fornavn, hvilket medførte, at man i det ene fornavn kunne opkalde efter en slægtning, mens det andet kunne anvendes som egentligt kaldenavn. Nogenlunde samtidig begyndte man at danne kvindenavne af mandsnavne, fx Frederikke af Frederik og Rasmine af Rasmus, hvilket muliggjorde opkaldelse på tværs af kønsgrænsen.

Et andet gammelt navngivningsprincip er den såkaldte variation. Det ses i toleddede navne, hvor et barns navn indeholder det ene af leddene i faderens eller moderens navn. På en runesten fra Bornholm omtales således Økil med sønnerne Thorkil og Alfkil; på tre runesten i Blekinge nævnes flere generationers navne, alle sammensat med den urnordiske form af -ulf: Hariwulafa, Haþuwulafʀ og Haeruwulafiʀ.De sidstnævnte navne er tillige eksempler på allitteration eller bogstavrim, dvs. at navne i slægten begynder med samme konsonant eller med vokal.

De tidligst kendte navne i Danmark findes i urnordiske runeindskrifter fra ca. 200-700-t. og i forled i samtidige stednavne, specielt med efterleddet -lev, fx Ørslev (se -lev). Mange af dem var ord i sproget, anvendt som proprier, fx Withuhu(n)daʀ 'skovhund' og Swarta 'den sorte'.

Andre er ikke meningsgivende, men dannet efter variationsprincippet, fx Hlewagastiʀ 'berømmelse-gæst', som vi finder i indskriften på guldhornet fra Gallehus, og *Frithuhariaʀ 'fred-kriger', der indgår som forled i stednavnet Freerslev. En del af disse navne kan være af sydgermansk oprindelse. Vikingetidens navneskik er ikke alene en fortsættelse af den ældre navnetradition, men udviser også nye træk. Fornavnene kan være sammensatte, fx Torsten og Sigrid, eller usammensatte, fx Ulf og Gerd, eller kortformer, såkaldte hypokorismer, fx Ebbe og Tora. De sammensatte navne refererer ofte til krig, hedensk religion eller dyrelivet, fx Gunnar og Ragnhild af hhv. gun og hild, der begge betyder 'kamp', Torgun af gudenavnet Thor og Asbjørn af as 'gud' og bjørn. De usammensatte navne, der oftest er oprindelige tilnavne, fx Svend og Karl, og kortformerne, der almindeligvis er forkortelser af sammensatte navne, fx Ebbe af Esbjørn og Tora af bl.a. Torhild, dominerer i runeindskrifter og stednavne og er formentlig et vidnesbyrd om, at bredere befolkningsgrupper har fået indflydelse.

De fleste af vikingetidens navne blev i middelalderen fortrængt af kristne navne. Undtagelser er bl.a. Olaf, Erik og Knud, som havde været navne på helgenkårede konger. De nordiske navne vandt atter frem i 1800-t. i forbindelse med den fornyede interesse for den nationale fortid, nu ofte i deres norrøne form, fx Leif, Hakon, Helga og Astrid.

Med kristendommens indførelse fulgte en række navne på personer fra især Det Nye Testamente og helgenlegenderne, som pga. deres navnedage og funktion som skytshelgener for landets kirker fik stor udbredelse. De hyppigste navne er Iohannes, Nicolaus, Petrus, Iacobus, Andreas, Laurentius, Mathias, Michael, Martinus, Margareta, Christina, Catharina, Cecilia, Helena, Elisabeth og Marina. Heraf udvikledes danske former som Jens, Niels, Peder, Jep, Anders, Lars, Mads, Mikkel, Morten, Merete, Kirsten, Karen, Sidsel, Ellen, Else og Maren.

Fra 1300-t. blev flere af disse navne genindlånt i tysk form i forbindelse med et stærkt nordtysk indslag i den danske adels- og borgerstand, fx Hans, Claus, Peter, Grete og Lise. Af senere indlånte tyske navne kan nævnes Vilhelm, Helmuth, Elfrida og Heidi. Med den voksende franske indflydelse i 1700-t. kom navne som Emil, Louis, Antoinette, Constance og Henriette i brug, specielt i det højere borgerskab.

Fra midten af 1800-t. gjorde engelsk og siden 2. Verdenskrig også amerikansk påvirkning sig gældende med navne som Harry, Henry, William, Emmy, Edith og Mary og senere bl.a. Kenneth, Brian, Johnny, Janie og Joan. De sidste 150 års internationalisering har tillige givet indlån fra flere andre sprog, fra norsk fx Ejlif og Solveig, fra svensk Gustav, Majbritt og Malin, fra italiensk Carlo og Laura, fra spansk Manuel og Elvira, fra samisk Laila og fra russisk Boris, Olga og Vera.

Disse navne, der også ofte betegnes efternavne, angiver en persons tilhørsforhold til en slægt. Mange slægtsnavne er oprindelig individuelle tilnavne, der er blevet arvelige i en slægt. Andre er kommet ind ved tilflytning af udenlandske familier, især fra Tyskland. En tredje gruppe er skabt som slægtsnavne, ofte i forbindelse med navneforandring. I Danmark kendes slægtsnavne fra ca. 1200, tidligst fra adelen, senere også fra borgerstanden og blandt lærde. I midten af 1700-t. er byproletariatet dog endnu uden slægtsnavne, og i bondestanden er slægtsnavnesystemet først helt gennemført i slutningen af 1800-t.

Langt den almindeligste slægtsnavnetype er i Danmark de oprindelig patronymiske tilnavne, der var dannet af faderens fornavn og -søn. De kendes som slægtsnavne fra 1500-t. og har fra 1600-t. næsten altid formen -sen. Endnu i begyndelsen af 2000-t. ender de 19 almindeligste slægtsnavne i Danmark på -sen, og ca. 50% af befolkningen bærer et -sen-navn, undertiden i kombination med et mellemnavn. De fleste slægtsnavne stammer fra 1800-t., hvor man i bondestanden oftest valgte faderens oprindelige patronym som slægtsnavn, således at Peder Jensens børn kom til at hedde Ole Jensen og Signe Jensen og ikke som tidligere Ole Pedersen og Signe Pedersdatter; i Sønderjylland brugte man ofte begge patronymer, fx Ole Pedersen Jensen.

Indkommet med tyske familier eller skabt efter tysk mønster er slægtsnavne som Hennings og Reimers, der er oprindelige genitiviske patronymer, hvor betydningen 'barn af' er underforstået.

En anden vigtig dansk slægtsnavnetype består af stednavne, der almindeligvis oprindelig er brugt som tilnavne, der angav en persons hjemsted. Sådanne slægtsnavne kan påvises allerede fra 1400-t. Lokaliteterne er tidligst især landsbyer, fx Balslev og Skårup, men senere oftest enkeltgårde, fx Damgård, Nygård og Østergård. Nogle af disse navne er fastholdt i en ældre, undertiden fortysket, form, fx Zeuthen efter Søften og Bircheroed efter Birkerød. Også indvandring af især tyskere og i mere begrænset omfang af fransk reformerte har bragt slægtsnavne af denne type til Danmark, fx Sehested, Bernstorff, Morville og Beauvais.

Andre ret almindelige slægtsnavnetyper udgøres af oprindelige naturbetegnelser, fx Lund, Kjær og Holm, og oprindelige erhvervsbetegnelser, fx Møller, Smed, Fisker og Skytte. Til sidstnævnte gruppe hører også en række tysksprogede slægtsnavne, fx Schultz af ty. Schultze 'foged' og Wagner, ty. 'vognmager'.

I 1600-t. blev mange slægtsnavne latiniseret, især i akademiske kredse, fx Jensen til Jensenius, Broby til Pontoppidan af lat. pons 'bro' og oppidum 'by' samt Smed til Faber. Enkelte latiniserede slægtsnavne er kommet til Danmark ved tilflytning, fx Petri og Prætorius af hhv. Peters og Schultze.

Siden vikingetiden kan personnavne opdeles i fornavne og tilnavne — tilføjelser, der nærmere skal bestemme navnebæreren. Tilnavne indeholder oftest en karakteristik af personen, der kan være neutral, men tit er negativ eller positiv.

Tilnavne angiver almindeligvis personens egenskaber, erhverv eller relation til steder eller til andre personer. Fysiske egenskaber betegnes således i fx Svend Tveskæg 'med det tvedelte skæg' og Erik Lam 'halt', psykiske egenskaber i fx Erik Ejegod 'den altid gode' og Poul Vendekåbe 'som ofte skifter mening'. Erhverv ligger til grund for fx Per Smed og Jens Møller, stedsforhold for fx Erik af Pommern, Jens Rønninge og Jens Jyde samt personnavnerelationer for fx Karen Holgers 'gift med Holger' og Else Skolemesters 'gift med David Skolemester'.

Personnavneforskningen, der i Danmark går tilbage til anden halvdel af 1800-t., var i begyndelsen stærkt etymologisk orienteret og beskæftigede sig mest med personnavnes sproglige oprindelse. I nyere tids personnavneforskning har man i stigende grad interesseret sig for kronologiske, regionale og sociale forskelle i navngivningsskikken. Mange undersøgelser har vedrørt fornavne, herunder navnemoder, dvs. de forskydninger i fornavneforrådet, som skyldes navne, der i kortere perioder har haft stor udbredelse.

Når man giver fornavne, spiller en række sociale og psykologiske faktorer en vigtig rolle. Motiverne for valget af et bestemt fornavn kan bl.a. have baggrund i ønsket om opkaldelse efter familiemedlemmer eller efter idoler fra fx sports- og medieverdenen, i forestillinger om navnets oprindelse og vellyd og i dets popularitet på det pågældende tidspunkt i det pågældende samfundslag. Se også stednavne samt navneartikler for de ca. 160 hyppigst brugte fornavne.

Læs mere om personnavne i underemnerne herunder.