Pinguecula er én eller flere små, gulhvide fortykkelser af øjeæblets bindehinde (konjunktiva), som normalt ligger lige uden for hornhinden i den forreste del af øjet, der ikke dækkes af øjenlågene. Tilstanden er ufarlig. Årsagen er ikke præcist klarlagt, men høj alder og meget eksponering for ultraviolet lys (for eksempel ved svejsning) antages at være vigtigst.
Størrelsen af en pinguecula kan variere lidt over tid og kan periodevis ledsages af let irritation og noget udvidede blodårer. Kortvarig brug af kortikosteroidholdige øjendråber vil hurtigt dæmpe disse symptomer. I sjældne tilfælde kan en pinguecula være kosmetisk skæmmende eller vanskeliggøre brug af kontaktlinser og kan da eventuelt fjernes kirurgisk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.