væskebehandling

Hurtig væsketilførsel hos alvorligt dehydrerede personer eller personer, der af andre grunde har nedsat blodvolumen (hypovolæmi), betegnes ofte væskeresuscitering.

Sammensætningen af væskeblandinger til væskebehandling er forskellige. Typen af væske, mængden og hastigheden den gives med, vælges på baggrund af årsagen til væsketabet og personens aktuelle tilstand. Uanset i hvor høj grad, der forsøges at efterligne kroppens saltindhold, vil behandling med store mængder intravenøs væske give forstyrrelser i kroppens væskebalance.

En person, der er alvorligt præget af væsketab, vil typisk modtage flere liter væske de første timer af behandlingen i sundhedsvæsenet, ofte med væske af typen krystalloid, som indeholder vand og elektrolytter i en sammensætning, der ligger tæt op ad blodets naturlige indhold. Tidligere blev der også anvendt væske, der indeholdt større molekyler (kolloider), fx dextraner. Tanken var, at dette skulle føre til, at væsken holdt sig længere i blodbanen. Det er ikke vist, at brug af denne type kolloide væsker øger overlevelsen ved kritisk sygdom. Til gengæld klarede personerne sig dårligere, hvorfor kolloider ikke længere bruges som standard.

Ved opstart og vedligeholdelse af væskebehandling er det vigtigt at danne sig en mening om personens underliggende væskestatus, altså i hvilken grad vedkommende har et underskud eller overskud af væske i kroppen. Ved alvorligt væskeunderskud kan personen være præget af cirkulatorisk svigt, mens et alvorligt væskeoverskud vil kunne medføre, at der samler sig væske i forskellige dele af kroppen (ødem). I nogle tilfælde kan det forværre hjertesvigt.

Hvis væskebehandlingen gives gennem munden (peroralt), vil der ofte tilsættes salte og sukker i en mængde, der fremmer optaget over tarmen. Disse salt/sukker-sammensætninger kendes under betegnelsen ORS (engelsk oral rehydration solutions).

• dehydrering
• hypovolæmi
• ødem